Op mod 40 % af verdens befolkning lever i svær fattigdom, og selv under finanskrisen er uligheden mellem de rigeste og de fattigste samfund i verden steget.
Med andre ord er der ikke blot en utroligt stor mængde mennesker, der lider under de problemer fattigdom bringer med sig, de rigeste samfund får også flere og flere ressourcer, med hvilke de kunne hjælpe de fattige.
Disse to kendsgerninger gør, at langt de fleste politiske teoretikere med globalt perspektiv er enige om, at vi er moralsk forpligtede til at gøre meget mere for at hjælpe verdens fattigste ud af deres smertefulde situation.
Også hvis man spørger ”kvinden på gaden”, vil hun oftest sige, at vi burde gøre mere for af afhjælpe sult og nød.
En hovedårsag til at store public service-indsamlinger er relativt succesfulde, er nok også, at de udstiller den udbredte nød og enorme elendighed og puster til vores dårlige samvittighed.
Så, kunne man spørge, hvorfor gør vi ikke mere?
Motivationen for at dele er højt i nationalt fællesskab
Et svar på hvorfor vi ikke gør mere, optræder både i politiske debatter og i den politisk-teoretiske litteratur. Det er, at folk ganske enkelt ikke kan motiveres til at give store mængder penge til folk, som de ikke kender eller ikke indgår i én eller anden form for fællesskab med.
Dette forklarer samtidig, hvorfor folk kan motiveres til at afgive op mod 60-70 procent af deres indkomst til deres medborgere, selvom de – for langt hovedparten – ikke kender dem.
Pointen er, at vi kan motiveres til at give så meget til hinanden, fordi vi indgår i hvad man kunne kalde en primær relation gennem det nationale fællesskab.
Derimod indgår vi kun i en sekundær relation med mennesker i andre lande. Vi deler ikke andet end vores fælles menneskelighed med dem, kunne man sige.
For at gøre argumentet helt klart og præcist kunne man opstille det sådan her:
1. Folk kan motiveres til regelmæssigt at give store mængder penge til mennesker, som de indgår i en primær relation med, men ikke til mennesker, som de kun indgår i en sekundær relation med.
2. De fleste folk opfatter det nationale fællesskab som en primær relation, og deres forhold til verdens fattigste som en sekundær relation.
3. Derfor; de fleste folk kan motiveres til regelmæssigt at give store mængder penge til deres medborgere, men ikke til verdens fattigste.
4. Hvis et menneske ikke kan motiveres til noget, er de ikke moralsk forpligtede til at gøre det.
5. Derfor; de fleste mennesker er ikke moralsk forpligtede til regelmæssigt at give store mængder penge til verdens fattigste.
Mennesker kan godt give penge til fremmede
Man kunne være uenig i præmisserne for argumentet, som det står ovenfor.
Eksempelvis kunne man indvende, at folk godt kan motiveres til at give penge til mennesker, som de ikke indgår i en primær relation med – hvis man overbeviser dem med gode argumenter for eksempel.
Man kunne også mene, at mennesker godt kan være moralsk forpligtede til noget, de ikke kan motiveres til – måske er det bare vanskeligt at leve op til sine moralske forpligtelser, og måske skal det være sådan.
Men disse spørgsmål vil jeg ikke forfølge her. I stedet vil jeg se på, hvordan de relationer mennesker indgår i skabes og opretholdes. Mere præcist vil jeg vise, at de i meget høj grad skabes af statslige politikker og samfundsinstitutioner.
Med andre ord skaber vi relationerne gennem de love vi stemmer for og de institutioner vi støtter og benytter. Dermed er det også os, der igennem forskellige politikker gør folk (og herunder selvfølgelig os selv) i stand til regelmæssigt at give store mængder penge til deres landsmænd og gør dem ude af stand til at give store mængder til verdens fattigste.
Men det virker urimeligt at hævde, at folk ikke er moralsk forpligtede til at give til verdens fattigste, fordi de ikke kan motiveres til det, hvis det er os, der gør dem ude af stand dertil.
Hvad er en national identitet?
Hvad indebærer det egentlig at dele en national identitet?
Ifølge den irske teoretiker Benedict Anderson er der tale om et såkaldt forestillet fællesskab. Det betyder ikke, at der er tale om et falskt eller uvigtigt fællesskab eller at nationale identiteter bare kan ændres fra den ene dag til den anden. Pointen er blot, at det kun eksisterer i den menneskelige bevidsthed.
Hermed mener han, at national identitet adskiller sig fra eksempelvis træer eller egern - for disse ville også eksistere, hvis vi ikke tænkte på dem. En national identitet derimod eksisterer kun, fordi vi forestiller os det.
Vi forestiller os, at vi tilhører et nationalt fællesskab, vi forestiller os at andre tilhører dette fællesskab og vi forestiller os, at andre forestiller sig, at de tilhører det nationale fællesskab.
Hvis vi ikke længere tænkte om os selv, at vi tilhørte den danske nation og hvis ingen andre tænkte dette om os, så ville vi ikke længere gøre det. Så det er i den forstand, at det nationale fællesskab er forestillet.
Men disse forestillinger er ikke kommet af sig selv. Alle vestlige demokratier fremmer ét (eller undtagelsesvist flere) fælles sprog og en følelse af fælles medlemskab, præger skolernes pensum med en national skævhed, bygger statuer af nationale helte, opkalder gader og pladser efter digtere og generaler fra nationens guldalder, laver helligdage på årsdage for vigtige, nationale begivenheder (som Grundlovsdag) og lader public service-kanaler vise de nationale sportsholds kampe.
Gennem alle disse varierede politiske tiltag gives folk anledninger til at forestille sig fællesskabet med deres nationale medborgere, og derved skaber og opretholder staten den stærke fællesskabsfølelse, der er nødvendig for at folk kan motiveres til regelmæssigt at give store mængder penge til andre.
De sørger med andre ord for, at relationen mellem medborgere bliver og forbliver primær.
Vi forestiller os ikke et fællesskab med fattige
Der findes åbenlyst ikke lige så mange anledninger, hvor folk bringes til at forestille sig et fællesskab med verdens fattigste. Og dette er selvsagt et problem i sig selv.
Men et endnu væsentligere problem er, at staten gennem de policies, jeg nævnte ovenfor også svækker vores relation med verdens fattigste og dermed vores evne til regelmæssigt at give store mængder penge til dem.
For en del af at forestille sig det nationale fællesskab er også at forestille sig, at der er nogen, der ikke har del deri – og dermed at ens relation til disse udenforstående er mindre vigtig.
På denne måde gør vi – gennem staten – folk mindre motiverede til regelmæssigt at give store mængder penge til verdens fattigste. Vi gør med andre ord relationen folk har med verdens fattigste sekundær.
Brug for mere kosmopolitisk verdenssyn
Der er selvfølgelig mange gode grunde til at ønske sig en høj national solidaritetsfølelse – det giver mere tillid, større sammenhængskraft, større muligheder for at skabe lighed og en mere velfungerende politisk debat.
Men vi må vægte disse grunde imod de enormt stærke moralske grunde vi har til at hjælpe verdens fattigste – og eksempelvis undgå de 18 millioner dødsfald, som hvert år forårsages af fattigdom.
Der synes her at være stærke argumenter for, at vi har en moralsk pligt til at forsøge at gøre folk mere motiverede til regelmæssigt at give store mængder penge til verdens fattigste.
Heraf synes at følge, at vi bør tage vores nationale politikker op til revision og se på, hvordan vi i stedet kan gøre folk mere kosmopolitiske i deres udsyn.
Mange teoretikere har peget på, at vi kunne nå langt i denne retning ved at gøre uddannelsessystemet mere globalt orienteret. På denne måde kunne vi lære folk mere om omfanget af global fattigdom og vores muligheder for at afhjælpe det.
Andre peger på, at vi kan øge den demokratiske deltagelse i internationale organisationer og derved give folk flere anledninger til at forestille sig det globale fællesskab.
Med tanke på den moralsk frygtelige situation vi befinder os i nu, hvor to en halv milliard mennesker lever i svær fattigdom, har vi yderst gode grunde til at efterprøve om disse strategier virker.
