Hvad vil Danmarks nye midterregering med forskningsområdet?
Svaret på det spørgsmål fortaber sig tågerne. Et 63-sider langt regeringsgrundlag er præget af en markant mangel på ambitioner for forskningspolitikken, lyder en kras kritik af det politiske program fra forskere og erhvervsliv på Videnskab.dk.
At den nye uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (M), bliver områdets 10. minister på 11 år, bestyrker billedet af et politikområde, der ikke nyder stor prestige i det politiske landskab.
»Det er jo på kanten af det respektløse over for en sektor, som i virkeligheden bærer kimen til landets fremtid,« sagde formand for interesseorganisationen Danske Universiteter Brian Bech Nielsen til Videnskab.dk om ministeriets svingdørs-tendenser.
»Som hovedregel fylder forskningspolitikken bare ikke ret meget i det store politiske billede og den politiske debat. Det er et lavprestige politikområde,« fortæller Kaare Aagaard, der i mange år har forsket i og skrevet bøger om dansk forskningspolitik, til Videnskab.dk.
Kaare Aagaard er derfor ikke overrasket over den behandling, som forskningspolitikken i disse år får. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt den fylder i det nye regeringsgrundlag, tilføjer han:
»I det her regeringsgrundlag fylder det nok mindre end nogensinde før. Der er ikke antydning af forskningspolitik som et selvstændigt politikområde.«
»Det kan næsten ses som en kulmination på en tendens, der har varet i et årti efterhånden,« fortæller Kaare Aagaard, der står bag bogen ‘Dansk forskningspolitik efter årtusindskiftet’ fra 2012.
Ingen stemmer i forskning
Forskningen hives ellers ofte frem som et trumfkort, der skal løse klimakrisen, omstillingen af landbruget, udfordringer på sundhedsområdet og andre helt centrale politiske opgaver, der handler om vores fælles fremtid.
Så hvorfor fylder den selvstændige debat om forskningens vilkår og retning så lidt?
Det korte svar er, at der simpelthen ikke er stemmer i skidtet, lyder det fra Tim Knudsen, professor emeritus på Københavns Universitets Institut for Statskundskab:
»Det er næppe et område, som betyder meget for vælgertilslutningen til partierne. Det er derfor ikke vigtigt at bruge de mest centrale politikere på det. Det er heller ikke et godt springbræt for en politisk karriere,« siger han.
»Af disse grunde er det hverken så vigtigt eller særligt attraktivt.«
Ved seneste valgkamp var forskningen slet ikke på radaren som valgtema blandt vælgerne ifølge undersøgelser fra Megafon, Epinion og Voxmeter.
En anden forklaring er, at der ikke så mange politiske konflikter på området, tilføjer Kaare Aagaard, der er enig i Tim Knudsens analyse:
»Det har altid været enighed blandt magtpartierne som Socialdemokratiet, Venstre og Konservative. Derfor er der ikke vælgere i forskning, og det er ikke det, der afgør folketingsvalg,« fortæller Kaare Aagaard.
Engang så det anderledes ud.
Videnssamfundet gjorde forskning populær
I 2000’erne talte vi i Danmark og resten af verden om de nye globale informations- og videnssamfund, hvor kreative akademikere og vidensarbejdere skulle afløse industriarbejdere, fordi produktion og fabrikker var noget, man havde i udlandet.
»Hele den her store fortælling om videnssamfundet skabte enorme forhåbninger om, at hvis man puttede en masse penge i forskningsområdet, så ville man også høste frugterne af det,« fortæller Kaare Aagaard.
Under Anders Fogh Rasmussens (V) regering fra 2001 til 2009 fyldte forskningspolitikken derfor en hel del. Det udmøntede sig også i, at vi fik en uddannelses- og forskningsminister, der sad på posten i hele 9 år – fra 2001 til 2010: Helge Sander (V).
»Der var rigtig meget fokus på forskningspolitikken på godt og ondt. Men faktum er, at der kom mange nye midler til forskningen, og der var en enorm vækst på området.« lyder det fra Kaare Aagaard.
Parentes i historien
Fogh-regeringen stod bag en decideret politisk reformbølge af forskning- og universitetsverdenen. Hele 12 reformer og politiske initiativer blev vedtaget på forskning- og uddannelsesområdet gennem 2000’erne.
Mest markant var Universitetsreformen i 2003, der ændrede universiteternes organisation markant.
»Vi havde altså 10 år, hvor der var en statsminister og en forskningsminister, der var enormt engageret i området. Men i virkeligheden var Fogh- og Sander-perioden en parentes i historien, fordi går du længere tilbage, var forskningsområdet også et lavprestige område,« tilføjer Kaare Aagaard.
Dette understreges også først i 1993, at Danmark fik et Forsknings- og teknologiministerium, som det hed dengang.
Uddannelse fylder mere i dag
2000’erne står altså i kontrast til i dag, hvor forskningspolitikken igen bliver forbiset. I stedet fylder uddannelse, frem for forskning, mere og mere i forsknings- og uddannelsesministeriet.
Senest med S-regeringens udflytning af videregående uddannelser og forslag om nye 1-årige kandidatuddannelser, der også har fundet vej til regeringsgrundlaget i den nye regering.
»Fra 2010’erne begyndte uddannelsessiden at fylde mere, mens forskningspolitikken gled i baggrunden igen. Det er meget sigende, at der inden for det seneste årti er meget få forskningsministre, der har siddet på posten i mere end et år,« fortæller Kaare Aagaard.
Burde være anderledes
Kaare Aagaard synes, det er en ærgerlig tendens. Forudsætningerne for, at forskningen kan blive et vigtigere politisk område, findes lige nu, siger han:
»Forskning, udvikling og innovation bliver ofte set som de ting, der skal give os løsninger på de problemer, vi står i,« siger Kaare Aagaard:
»Rent politisk har man også lagt rigtig mange æg i den kurv, man kan kalde det teknologiske fiks på den grønne omstilling. Men forskningen nævnes ikke med et ord i kapitlet om klima og miljø i det nye regeringsgrundlag.«
»I det perspektiv kan det undre mig, at man så ikke skaber forudsætninger for det i form af ambitioner og visioner på området,« slutter Kaare Aagaard.
