Forskning bliver ikke bedre af, at videnskabsfolk skal kappes om finansieringen

Universiteter og forskningspolitiske beslutningstagere verden over er ofte enige om, at opskriften på at højne forskningens kvalitet og få den
publiceret i de bedste tidsskrifter kræver to ting:

1) At forskere og universiteter skal konkurrere om midlerne.

2) En magtfuld, topstyret universitetsledelse.

Det synspunkt er blevet en del af en almindelig accepteret forskningspolitik. Men i en nylig forskningsartikel afslører vi, at denne holdning langt fra er understøttet af evidens.

Vi sammenlignede data fra 17 lande og fandt, at selvom man kan producere mere forskning af høj kvalitet ved at bruge flere penge, højner øget konkurrence om midlerne ikke forskningens niveau.

Faktisk er der en negativ sammenhæng mellem konkurrenceudsat finansiering og forskningens kvalitet.

Derudover fandt vi, at en topstyret universitetsledelse hverken højner effektiviteten, den videnskabelige kvalitet eller forskningen.

Er det ikke på høje tid, at vi genovervejer, hvordan vi producerer mere forskning af høj kvalitet?

Forskellige forskningssystemer verden over

Forskere og politikere sammenligner ofte det videnskabelige præstationsniveau ved at granske forholdet mellem offentlige udgifter til forskning og udvikling (input) og antallet af publicerede videnskabelige artikler (output).

De ser også tit på, hvor ofte de videnskabelige artikler bliver citeret af andre forskere.

Men det er højst usandsynligt, at det leverer et nøjagtigt billede af et forskningssystem, fordi der er så stor forskel på, hvordan de forskellige landes universiteter bliver forvaltet.

Landene organiserer og administrerer for eksempel deres forskningsbudgetter, finansiering til ph.d.-projekter til studerende eller medarbejdere samt betaling af faciliteter og bygninger på mange forskellige måder.

Og selvom data for forsknings- og udviklingsudgifterne i terorien indsamles og organiseres på samme måde verden over, er det i praksis ikke tilfældet.

Disse og andre faktorer betyder, at forsknings- og udviklingsudgifterne er helt ubrugelige til sammenligning af de enkelte landes videnskabelige præstationsniveau.

Alternativ synsvinkel

Vi foreslår en alternativ måde at sammenligne de internationale forskningssystemer på.

I stedet for at at se på udgifterne per se, fokuserede vi på forholdet mellem forandringer i input (udgifter) og forandringer i kvalitets-output (defineret som studier, der er blandt de 10 procent, der bliver citeret oftest).

Sagt med andre ord, sammenlignede vi, hvor mange yderligere topstudier landene får ud af hver yderligere forsknings- og udviklings-udgiftsenhed.

Denne metode har den fordel, at den sidestiller de strukturelle og organisatoriske forskelle landene imellem.

Datasættene er dog langt fra perfekte, så det er umuligt at definere et endeligt svar på dette stadie.

Ikke desto mindre kan vi bruge metoden til at stille spørgsmål, udfordre eksisterende antagelser samt sammenligne alternative teoretiske tilgange – især fordi traditionelle studier har påvirket de nuværende videnskabspolitiske beslutninger stærkt.

Mere økonomisk støtte giver bedre forskning og videnskab

Vores analyse indikerer, at forskellene i den samlede finansiering tegner sig for næsten 70 procent af forskellen i videnskabeligt output landene imellem.

Med andre ord resulterer mere økonomisk støtte i bedre forskning og videnskab.

Tilbage er så 30 procent af forskellen i videnskabeligt præstationsniveau, der skyldes andre faktorer end finansiering.

De oplagte kandidater dominerer allerede den forskningspolitiske debat:

• Omfanget af konkurrenceudsat finansiering i forhold til basismidlerne, som universiteterne selv disponerer over.
• Institutionel autonomi (det vil sige, i hvor stor grad universitetet er topstyret).
• Forskernes akademiske frihed (‘academic freedom’) – den frihed, som forskerne har til at søge efter og formidle viden samt udvælge forskningsemner og tilgange uden indblanding fra andre.

Den almindeligt accepterede forskningspolitik indikerer, at præstationsniveauet stiger, når en større andel af midlerne anskaffes gennem konkurrence.

Tanken er, at flere konkurrenceudsatte bevillingsordninger vil føre til bedre forskning.

Modsiger fremherskende opfattelse

Denne type finansiering, hvor forskere søger om midler til et projekt, og et team af eksperter bestemmer, hvilke projekter der finansieres, står for mellem 30 og 60 procent af de offentlige forskningsbevillinger i de forskellige lande.

Resten af forskningsfinansieringen (direkte eller periodevis udbetaling af bevillinger) kan tildeles som konkurrenceudsat finansiering eller ej.

Den udbredte opfattelse er, at præstationsbaseret finansiering for forskningsinstitutionernes samlet set booster præstationsniveauet.

Man antager, at det videnskablige præstationsniveau stiger, i takt med universiteternes institutionelle autonomi og udfra i hvor stor grad universitetetledelsens får lov til at styre og bestemme over bemanding, akademiske anliggender samt økonomi uden regeringens indblanding.

Det er teorier, som i de seneste årtier har formet forskningspolitikken i de fleste lande, og som har resulteret i, at omfanget af konkurrenceudsat projektfinansiering er stigende, såvel som universitetsledelsens frihed til at styre egne strategier og budgetter.

Stadig flere lande vælger et konkurrenceudsat finanseringssystem for universiteterne.

Det hævdes, at de tre tiltag gør forskningen mere effektiv. Vores studie modsiger denne opfattelse.

Konkurrenceaspektet er gået for vidt

Vores data viser, at konkurrencen om midlerne hverken forbedrede forskningens effektiviteten eller kvalitet.

Faktisk er der en negativ sammenhæng mellem konkurrence (defineret som omfanget af tildelt projektfinansiering som en del af den samlede forsknings- & udviklingsfinansiering) og forskningens kvalitet (se figur 1).

Lande, der i større grad forlod sig på konkurrenceudsat finansiering – eksempelvis som Storbritannien og Finland, viser mindre forøgelse af kvalitetsoutputtet i takt med en forøgelse af de samlede udgifter i forhold til lande med et niveau af ikke-konkurrenceudsat, institutionel finansiering, som for eksempel Holland og Spanien.

Vi fandt også, at lande med et retrospektivt nationalt forskningsevalueringssystem (NRES), hvor ekspertudvalg regelmæssigt evaluerer forskningsorganisationernes resultater i løbet af de seneste fem år, er betydeligt mere effektive.

Autonom forvaltning skader effektiviteten

I modsætning til, hvad der almindeligvis bliver hævdet, fandt vi ikke, at universiteternes autonomi havde effekt på forskningseffektiviteten.

Der er ingen korrelation mellem universiteternes finansielle autonomi, målt som omfanget af kontrol over langsigtet planlægning for budgetterne, og et lands forskningsmæssige præstationsniveau.

Der er en negativ korrelation mellem effektivitet og universitetsautonomiens øvrige dimensioner – kontrol over bemanding, undervisning, ledelse og arbejdsmiljø.

Det vil sige, at jo mere frihed institutionerne har til at træffe beslutninger på disse områder uden regeringsindblanding, desto mindre er den marginale fremgang fra forskningsudgifterne.

Årsagen kan ligge i forholdet mellem institutionel autonomi og akademisk frihed, fordi større autonomi for universiteterne typisk går hånd i hånd med mere magt til ledelsen på bekostning af fakultetet.

Datamængden for akademisk frihed er sparsom, men de tilgængelige data afslører en negativ sammenhæng mellem akademisk frihed og ledelsesmæssig autonomi på universitetsniveau.

Som følge kan større autonomi resultere i mindre akademisk frihed, hvilket igen risikerer at resultere i en lavere forskningskvalitet.

Dette forhold illustrerer figur 2.

Den vandrette akse viser landets autonomi-score. Jo højere score, desto større er den institutionelle autonomi. Y-aksen viser effektivitetsniveauet. Figuren afslører, at jo højere autonomi, desto mindre effektivitet. Korrelatonen er ret stærk: 0,58

Definition af et effektivt videnskabssystem

Et velfungerende, effektivt, videnskabssystem lader til at være kendetegnet ved et forskningsevalueringssystem, der evaluerer tidligere udført arbejde, i kombination med institutionel finansiering og relativt begrænset universitetsautonomi i form af ledelsens magt.

Mindre effektive systemer lader til at fokusere på kontrol gennem en kombination af et højt niveau af konkurrenceudsat projektfinansiering (der styrer, hvad forskere skal gøre) og magtfuld universitetsledelse (som er endnu mere kontrollerende).

Disse forhold er opsummeret i figur 3 herunder.

Som sagt betyder datasmængdens mangler samt kvalitet, at det er vanskeligt at drage endelige konklusioner, da der er behov for bedre data fra adskillige lande.

For at afsløre, hvordan samfundets udbytte afhænger af institutionelle og strukturelle faktorer, er det desuden afgørende, at man inkluderer andre former for output end lige ofte citerede studier.

Samlet set hævder vi, at størstedelen af forskningspolitikken ikke er evidensbaseret, at antagelserne i bedste fald er ‘faktafri’ og sandsynligvis skadelige for forskningens fremskridt.

Vores foreslag til et bedre fungerende forskningssystem er et overordnet alternativ til en ‘køreplan’ for fremtidens forskningspolitiske rådgivning.

Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Professorer: Åben kamp om ministerie-midler kan få forskere til at holde mund

\ Læs mere

Nobelpagten er næppe den bedste vej til nyskabende forskning