Derfor er der fred på fotografierne fra 1864
Under krigen i 1864 var det meget langsommeligt arbejde at fotografere. Derfor kunne man ikke tage billeder af de store slag, som ellers dominerede i malerkunsten. Danskerne fik i stedet et indblik i de mere fredsommelige sider af soldaternes hverdag.

Krigen i 1864 er den første danske væbnede konflikt, der er dokumenteret på fotografier. Men fotografierne viser ikke billeder af store slag. De viser billeder af soldater, der spiser, snakker og slapper af.

Det står i stor kontrast til maleriernes storladne skildringer, hvor dramatiske kampe med talrige dødsfald er afbilledet. Det skyldes, at fotografiet stadig var en langsom og teknisk indviklet proces, krigen fik derfor et helt nyt og anderledes udtryk, end man før havde set.

»Man kunne ikke fotografere de store slag, fordi fotografiapparaterne krævede et motiv, der stod stille i flere minutter. I stedet tog man billeder af soldaterne, når de ikke var i kamp, og det gav danskerne et nyt, mere realistisk indblik i, hvordan det var at være i krig,« siger Sarah Giersing, der er historiker og forskningsbibliotekar ved Det Nationale Fotomuseum på Det Kongelige Bibliotek, og som netop arbejder på en ny udstilling om fotografierne fra den 2. slesvigske krig i 1864.

Menige soldater fik et ansigt

Før fotografiet var det de såkaldte bataljemalerier, der viste store slag. Her var det ofte en hærfører eller general, der var fokuseret på. Hans ansigtstræk var femhævede og tydelige, og han fremstod som helten i billedet. De menige soldater var blot statister.

Da fotografiet kom frem, kunne man lige pludselig også genkende ansigtstrækkene på de menige soldater, og det gjorde, at tilskuerne også fik interesse for dem.

»I stedet for de ophøjede malerier, opstod der en helt ny hverdagsrealisme, og selvom billederne som regel var opstillede, fordi de tog så lang tid at lave, så blev de nok set som illustrationer af, hvad soldaterne virkelig oplevede,« siger Sarah Giersing.

Fotojournalistikkens forfædre fodrede befolkningen med nyheder

Fotografierne udkom ikke i aviserne, da man ikke kunne trykke dem før 1890’erne. I stedet blev de solgt enkeltvis eller gengivet som træsnit i illustrerede ’billedblade’, som blev udgivet i perioden.

De var ikke dyre, som malerierne, og derfor blev billederne bredt ud i en langt større del af befolkningen.

»Fotografierne blev både brugt som underholdning og som nyhedsstof. I denne periode opstod der i Europa et nyt behov for nyhedsdækning, og alle ville gerne følge med. Samtidig var man også fascineret af de nye muligheder for at vise verden objektivt. Kameraet kunne gengive verden detaljeret og nøjagtigt med ’naturens egne kræfter – i modsætning til for eksempel malerier, der blev skabt af en kunstners fantasi og fortolkning,« siger Sarah Giersing.

Tyskerne tog sejrsbilleder – danskerne tog hyggebilleder

Tyskerne brugte offentlige midler på at sende fotograferne med i krigen. De hentede de dygtigste i landet og skaffede det bedste udstyr. I Danmark var det derimod eventyrlystne professionelle, der tog ud og fotograferede på egen hånd.

»Tyskerne sendte fotograferne ud, fordi de ville dokumentere den tyske militærmagt. De skulle vise befolkningen derhjemme, og i andre lande, hvor meget land og hvor mange kanoner, de havde erobret. Danskerne havde derimod ikke samme interesse i at dokumentere en krig, der gik i retningen af et nederlag. Måske fokuserede fotograferne mere på at gengive soldaternes kammeratskab og de hyggelige stunder, der trods alt var,« siger Sarah Giersing.

For de danske enkeltfotografer handlede det simpelthen bare om private forretninger. Fotograferne havde et formål med deres billeder – de skulle kunne sælges.

Fotografen, der opstillede et slag

En af de danske fotografer, der havde forstået, hvordan man sælger et billede, var Jens Petersen. Ved ruinerne af en gård i Dybbøl stødte han d. 14 februar 1864 på kaptajn Emil Neergaard sammen med hans feltvagter. (Se sidehistorie)

Her fik Jens Petersen overtalt soldaterne til at stille sig op, som om de var i kamp. Det tog ham ikke mindre end en time og tre kvarter, før han var færdig med at fotografere.

»Han fortalte soldaterne, at det var til et godtgørende formål, og soldaterne stillede sig op bag murene og sigtede gennem hullerne med deres rifler,« siger Sarah Giersing.

Billedet er i dag ofte gengivet som et fotografi af krigen, selvom det helt sikkert er opstillet.

Uddrag fra Emil Neergaards dagbog om Jens Petersens fotografi:

»Kl. 8 ¼ Fdg afløstes Compagniet af Capitein Haxthausen af 6te Regiment, hvorefter jeg fægtende gik tilbage med mine 2 Feltvagter; ved Forsvaret af Ruinerne af den Gaard i Dybbøl, som jeg den 14. Februar havde belagt, stødte jeg paa Photograph Petersen fra Østergade, og opfordrede han mig nu til at blive for 1 Timestid, for at han kunde optage nogle Grupper i et veldædigt Øiemed. Jeg blev nu her med omtrent Halvdelen af Feltvagten No. 2, circa 30 Mand samt Lt Christensen, og lod Resten af Compagniet gaae tilbage til Barakkeleiren paa den Sydlige Side af Chausseen, hvor Compagniet fik 1 Officers-Barakke samt 4 Barakker (1 Række) til Underofficerer og Mandskab. Barakkerne vare kun halb færdige, utætte og til dels uden Halm. Efter Forløb af omtrent 1 ¾ Time, havde Petersen fuldendt 2 Grupper af Compagniet.«

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.