Digteren Dante Alighieri (1265-1321) er en af litteraturhistoriens største forfattere.
Han er især kendt for sit digt 'Den guddommelige Komedie', hvor han beskriver en rejse gennem de tre dødsriger: helvede, skærsilden og paradiset.
Dante skrev dog ikke kun 'Den guddommelige Komedie', men også digte og filosofiske afhandlinger.
Han gjorde sig mange overvejelser om det at digte, og her har det været et spørgsmål i Dante-forskningen, om han var inspireret af den danskfødte filosof Boethius de Dacia.
En dansk forsker har nu fundet ud af, at selv om der ikke er en direkte forbindelse mellem de to, kan de begge siges at være udtryk for en 'vending mod sproget' typisk for slutningen af 1200-tallet.
Lektor i retorik Hanne Roer fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet har for nylig har skrevet en bog om Dantes forfatterskab, hvor hun udover forbindelsen til Boethius de Dacia har undersøgt, hvordan man kan forstå Dantes vigtigste kvindefigur, Beatrice.
Beatrice optræder i adskillige af Dantes ungdomsdigte og er hans fører i 'Den guddommelige Komedie'.
Dante gik filosofisk til digtningen
Dante levede i den sene middelalder, hvor man på universiteter og lærdomscentre var optaget af den antikke tænker Aristoteles.
Man havde først da fået adgang til størstedelen af hans værker på latin og var travlt optaget af at fortolke og kommentere dem. Datidens filosoffer brugte tiden på at kommentere Aristoteles værker.
Dette gælder også Boethius de Dacia, der desuden skrev et værk om 'betydningsmåder' (modi significandi).
Boethius de Dacia tilhørte således den gruppe af sprogteoretikere, der kaldes modister. De omtales også som 'spekulative grammatikere', fordi de inspireret af Aristoteles førte den traditionelle skolegrammatik op på et filosofisk niveau. Sprogets forhold til erkendelse og virkeligheden blev nu vigtigere end ordklasser og praktisk funktion.
»De her modister gik mere filosofisk til sproget, og det gør Dante også i forhold til poetikken,« fortæller Hanne Roer.
Digteren granskede, hvad sprog og digtning var i værket 'Om veltalenhed på folkesproget' fra 1305.
I stedet for sine forgængere at give pedantiske regler stiller Dante de store spørgsmål om sprogets og poesiens oprindelse, væsen og funktion. Svarene er også præget af tidens aristotelisme, når han forslår, at digternes sprog kan danne grundlag for et nyt italiensk fællessprog.
Beatrice er et billede på Dantes bestræbelser
Forskeren har også undersøgt et andet spørgsmål, der altid har optaget læserne af Dantes værker, nemlig hvem Beatrice var?
Hun optræder i adskillige af Dantes kærlighedsdigte og også i 'Den guddommelige Komedie'.
Dantes fortolkere har vaklet mellem på den ene side at opfatte Beatrice rent biografisk, som en hentydning til Dantes ungdomselskede eller, på den anden side, at opfatte hende som et symbol eller en allegori på f.eks. Kærligheden eller Troen.
»Man kan ofte læse, at Beatrice i hans ungdomsdigte står for en kødelig kærlighed, mens hun mange år senere i 'Den guddommelige Komedie' skulle være blevet et symbol på troen. Dante skulle dermed være blevet klogere og frommere med alderen,« siger Hanne Roer.
Hun mener imidlertid, at en nærlæsning af 'Den guddommelige Komedie' viser, at Dante ikke opgiver sin menneskelige kærlighed til Beatrice, skønt dette var kontroversielt i samtiden. Dante var nemlig gift med en anden. 'Den guddommelige Komedie' er én stor påstand om, at den menneskelige kærlighed ikke behøver at stå i vejen for den himmelske og for troens mysterium.
Hanne Roers bog hedder 'Beatrice i Paradiset' og er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.
