For 520 millioner år siden plaskede et dyr med et usædvanligt udseende rundt i havene.
Indtil nu har forskerne troet, at dyret ved navn Tamisiocaris var et rovdyr, som åd små fisk og krebsdyr ved hjælp af lange lemmer med pigge på, men nu kan en dansk forsker ud fra nye fossiler fastslå, at dyret ændrede spisevaner og blev en planktonæder.
»Det, vi har opdaget, er, at forlemmerne, som normalt blev brugt til at gribe smådyr på et par centimeters størrelse, blev lavet om til et filterapparat, så den kunne fange mikroskopisk plankton. Det ligner barder hos en hval, og det har man ikke tidligere vidst,« siger den danske forsker Jakob Vinther, der er lektor i makroevolution ved University of Bristol i England.
Han står bag det nye studie, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Vandet var mere næringsrigt end tidligere troet
\ Fakta
Tamisiocaris kommer fra gruppen Anomalocarida, som betyder "den mærkelige reje". Tamisiocaris stammer fra Den Kambriske Eksplosion, som dækker over den periode, hvor de fleste flercellede organismer udviklede sig. Det forhistoriske havdyr var cirka 70 centimeter langt, og var dermed et af de største rovdyr i havet. Kilde: Jakob Vinther
De nye fossiler af filteræderen blev fundet i Siriuspasset i det nordligste Grønland allerede i perioden 2009-2011.
De velbevarede fossiler af Tamisiocaris har siden 2009 undret Jakob Vinther, fordi viden om Jordens tilstand for 520 millioner år siden pegede på, at det ikke var muligt for en filteræder som Tamisiocaris kun at leve af plankton.
»Med det samme kunne jeg se, at det var en filteræder. Og vi ved, at moderne filterædere, der svømmer rundt, har brug for meget mad, og hvis vi har en 520 millioner år gammel filteræder, så må der have været meget mad i havet på det tidspunkt,« påpeger Jakob Vinther.
Fossilet ændrer viden om havets tilstand
Den nye viden om Tamisiocaris’ udvikling er med til at give et mere præcist billede af, hvordan dyrenes udvikling i havene var for 520 millioner år siden.

»Det her nye fund fortæller os, at kompleksiteten i havet for 520 millioner år siden var højere end tidligere antaget. Det skyldes at vandet blev mere næringsrigt, og derfor kom der blandt andet mere plankton,« siger Jakob Vinther.
Opsvinget i mængden af plankton gjorde, at det var nemmere for det 70 centimeter lange dyr at anlægge barder i stedet for at spidde andre dyr med sine pigge.
Fundet af Tamisiocaris er spændende, fordi man ikke har fundet lignende fossiler tidligere, mener forsker, som ikke har været en del af det nye studie.
»Det er et spændende fossil, eftersom man mærkeligt nok kun har fundet fossiler af den slags dyr, der spiste plankton, som er 40–50 millioner år yngre end det nye fund,« siger Emma Hammarlund, der er postdoc ved Nordisk Center for Jordens Udvikling på Syddansk Universitet.
Tamisiocaris er en del af puslespillet
\ Fakta
Forskerne har ved hjælp af viden om den beslægtede art Anomalocaris kunnet give et bud på, hvordan den har set ud ud. De barder, som Tamisiocaris havde, har haft samme funktion, som barderne hos for eksempel blåhvalen. Barder er en slags hår, der er lavet af proteinet kreatin. Barderne kaldes også hornplader, hvor plankton og små krebsdyr hænger uhjælpeligt fast, indtil de bliver slugt af bardehvalen. Kilde: Jakob Vinther, Den Store Danske
Selvom Tamisiocaris ikke filtrerer verdens have med sine bardebefængte lemmer i dag, så synes både Jakob Vinther og Emma Hammarlund, at viden om leddyrets udvikling er vigtig for vores forståelse af Jordens historie.
»Det er spændende at forstå livets udvikling, og det her fossil er en del af puslespillet,« siger Emma Hammarlund.
Og Jakob Vinther stemmer i.
»Det vil ikke kurere kræft, eller få folk til at ryge mindre, men mennesker er nysgerrige, og derfor er vi interesserede i at forstå, hvorfor verden ser ud som den gør. Der er en masse brikker derude, som vi skal bruge i den sammenhæng, derfor laver vi den slags forskning,« siger han.

































