Da nordjyderne sagde nej til verdens største vikingeborg

I september 2023 var hundreder af mennesker stimlet sammen syd for Aggersborg kirke på en forblæst mark med storslået udsigt over Limfjorden.

De var kommet for at fejre optagelsen af ringborgen Aggersborg på kulturarvsorganisationen UNESCO's prestigefyldte liste over verdensarv – 'steder af enestående universel værdi' i menneskets historie, som det hedder.

I efterårsaftenen dannede de fremmødte en fakkelkæde, der oplyste ringvolden i skumringen. Den enorme ringborg med de 48 kæmpehaller, som blev bygget her på Harald Blåtands tid, omtales nu som en indbringende turistmagnet og som et sted, man lokalt er stolte af.

Sådan har det ikke altid været. Da ringborgen blev opdaget i 1940’erne, var begejstringen i det nordjyske behersket, for nu ikke at overdrive.

Den skepsis fik lange konsekvenser. I et halvt århundrede kom det enestående fortidsminde vest for Aggersund til at henstå nærmest ukendt, mens den mindre vikingetidsborg Fyrkat ved Hobro blev en af Jyllands store turistattraktioner.

Historien om ringborgen, der blev fundet og forsvandt igen, har jeg afdækket i en ny bog om Aggersborg, som netop er udgivet.

Det er, som du kan læse i denne artikel, ikke bare en historie om skeptiske nordjyder. Det er mindst lige så meget en fortælling om misforstået velvilje.

En fornemmelse blev til en opdagelse

Det var en arkæolog fra Nationalmuseet, C.G. Schultz, der i 1945 først fik fornemmelse af, at der gemte sig noget enestående ved Aggersborg.

På en gammel opmåling kunne han ane det næsten helt udpløjede omrids af en kæmpemæssig cirkelrund vold. Den mindede om den gådefulde vikingetidsborg, hans kolleger få år tidligere havde opdaget på Trelleborg ved Slagelse, men den var dobbelt så stor.

Da regeringen samme efterår lovede midler til beskæftigelsesprojekter for de mange arbejdsløse, der stod tilbage efter Anden Verdenskrigs byggeprojekter, slog Schultz til og rejste til Nordjylland. Løgstør Avis noterede ankomsten af Nationalmuseets folk med en skepsis så tyk, at ordene endnu kan stå selv: »Borgen’ antages at være et sjældent Anlæg fra ældre Middelalder; men vi faar nu se.«

I marts 1946 kunne arkæologerne bekræfte den sensationelle opdagelse: man havde vitterligt fundet en vikingetidsborg som den på Trelleborg. Fjerritslev Avis kunne som det første medie i landet bringe resultaterne.

Det skete i en notits langt inde i bladet, og atter med et køligt skuldertræk: »Det skal blive interessant at se, hvad Nationalmuseets Folk om en tid formaar at vise os om det stærkt befæstede Sted, som Kongen eller ’Staten’ havde i Nordjylland i Vikingetiden.«

Tusindvis af turister tog skuffede hjem

Sådan et sted fejrede man ikke nordenfjords, uanset om nyheden snart gik over forsiderne af landets andre aviser.

Hvad historieinteresserede nordjyder derimod kendte, var fortællingen om de vendsysselske bønders oprør mod middelalderkongen Knud den Hellige, som angiveligt var endt med en kamp netop ved Aggersborg. For dem var stedet altså forbundet med en stolt historie om lokal selvstændighed og modstand mod statsmagten.

De Københavnske arkæologers rørelse over at finde en kongeborg, fandt til gengæld ikke genklang her, hvor sympatien stod med de oprørske bønder.

Selv da turister begyndte at flokkes til borgen og internationale studerende samledes til sommerudgravninger, forblev stemningen uændret – med den konsekvens, at der ikke blev gjort meget for de besøgende.

Det kunne Aalborg Amtstidende bekræfte, da avisen i august 1950 var på besøg: »Hvor mange mennesker, der har besøgt Vikingetidsfæstningen, kan ikke gøres op, men det er tusinder – og de er alle draget skuffede bort.«

Skuffelsen kunne for så vidt ikke bebrejdes egnens beboere, medgav avisen. »Der har man aldrig slaaet paa stortromme for den sag. Nærmest tværtimod.«

Det kunne man for eksempel høre på Aggersunds smedemester, som dagligt blev spurgt om vej af turister, som ville besøge borgen. Vejen forklarede han gerne, »men derefter vender han omhyggeligt skraaen og tilføjer: Men der er for den sags skyld ingenting at se.«

Der skete store sager længere mod syd

Allerede i 1948 var der stillet forslag i Folketinget om at genrejse Aggersborg. I nogle år blev denne idé ved med at dukke op i pressen. Nationalmuseet ville hellere end gerne lave en attraktion ud af borgen, men lokalt var interessen lille.

Især var Aggersborggårds ejer stærkt imod at tage gårdens bedste mark ud af drift for nogle turisters skyld. »Jeg synes jo ikke man under disse forhold … kan lade noget af Danmarks bedste jord ligge ubenyttet hen,« sagde han i et interview til Danmarks Radio i 1950. Derved blev det: hveden vandt over viden.

Imens skete der store sager ved Hobro. Her lå der også et voldsted uden for byen, som kunne minde om Trelleborg. Nationalmuseet havde hænderne fulde på Aggersborg, men i 1950 gik den lokale museumsforening og Hobros byråd sammen og fik selv sat udgravninger i værk.

Da man også her fandt rester af en vikingetidsborg, blev udgravningen lanceret som en folkesag, og på ingen tid var der skaffet midler til at købe og udgrave borgen. I 1959 indviede Frederik IX det smukt restaurerede fortidsminde. Fyrkat har siden været et omdrejningspunkt for lokal historie-interesse og for turisme i Østjylland.

Der skulle en retssag til at totalfrede Aggersborg

På Aggersborg stod der derimod en pløjemark tilbage, da udgravningerne sluttede i 1954. Sådan var det stadig i slutningen af 1980’erne: Hvert år blev marken med resterne af den store ringborg pløjet og harvet, sået og høstet.

Fredningsmyndighederne pressede på for at stoppe den fortsatte dyrkning og dermed nedbrydning af fortidsmindet. Først efter en retssag i 1990 blev borgmarken totalfredet.

Der blev nu for første gang lavet en beskeden formidling på stedet: der blev bygget en lille udstillingsbygning og ringvoldens forløb blev markeret med en lav jordvold. Det var den markering, som gjorde, at de fremmødte ved verdensarvsfejringen sidste år overhovedet kunne se, hvor ringen skulle gå.

Historien om vikingeborgen, der blev tiet i jorden, vækker eftertanke nu, da borgen er blevet et attesteret verdensarvssted. Den kan ligne en moderne molbofortælling om spildte muligheder.

Men den er først og fremmest en historie om misforstået velvilje: om at tilbyde et turismeinitiativ i en egn, hvor man ikke havde et turismeerhverv. Eller at præsentere et stort projekt med en national fortælling, som strøg den lokale historie imod hårene.

Havde opdagelsen af Aggersborg udspillet sig på en anden måde, er der næppe tvivl om, at den enestående vikingetidsborg for længst var blevet et af landets mest kendte fortidsminder. Først nu er ringborgen ved at få den opmærksomhed, det fortjener.

I dag kommer udspillet fra UNESCO, en global kulturorganisation, og rækkevidden er kolossal. Et verdensarvssted for vikingetiden er ikke noget, som kulturturister i Danmark bare kører forbi. Dem er der ifølge VisitDenmark over fem millioner af om året, og mere end halvdelen kommer fra udlandet.

Der er i dag masser af god vilje for Aggersborg og mange idéer til, hvordan stedet kan gøres attraktivt for besøgende. For at det skal lykkes, må man finde en historie, man kan mødes i.

Ellers kan selv verdens største vikingeborg ende som et sted, som turister kører skuffede fra, eller som lokalbefolkningen trækker på skulderen af.