I 1950 bemærkede to forskere noget, de ikke helt kunne få til at stemme.
I forbindelse deres undersøgelser af blinde menneskers psykiske liv gjorde forfatteren Hector Chevigny, som havde mistet synet i voksenalderen, og psykologen Sydell Braverman en opsigtsvækkende iagttagelse:
Den alvorlige psykiske lidelse, skizofreni, som findes i stort set alle kendte samfund, lod til at være fuldstændig fraværende blandt mennesker, der var født blinde.
Denne iagttagelse blev i vid udstrækning overset i årtier på grund af den begrænsede viden om sygdommen og manglen på omfattende patientdata.
Men i begyndelsen af 2000'erne gjorde store nationale sundhedsdatabaser det muligt for forskerne at følge hele populationer fra fødslen til voksenalderen, og mønstret holdt stik.
Det mest solide bevis kommer fra en populationsundersøgelse fra 2018, der fulgte næsten en halv million børn født i Western Australia mellem 1980 og 2001.
Af disse udviklede 1.870 skizofreni, men ikke ét eneste af de 66 børn med kortikal blindhed gjorde det.
Forklaringen ikke ligger i blindheden
Selvom denne gruppe af blinde børn er lille, går mønstret igen gennem mere end 70 års evidens:
Der er aldrig rapporteret et eneste tilfælde af en person med medfødt blindhed, som lider af skizofreni.
Beskyttelsen lader til at være specifik for kortikal blindhed, som skyldes skade på hjernens synsbark.
Personer, der mister synet senere i livet, eller hvis blindhed skyldes øjenskader frem for hjerneskader, er fortsat i risiko for at udvikle skizofreni.
Det peger på, at forklaringen ikke ligger i blindheden som sådan, men i noget fundamentalt ved den visuelle del af hjernen.
Hjernen bruger synet til at skabe mening i verden
Det lyder måske lidt mærkværdigt.
Skizofreni forbindes oftest med at høre stemmer eller have usædvanlige overbevisninger, ikke med synet.
Forklaringen ligger dog ikke i, hvad vi ser, men i hvordan hjernen bruger synet til at skabe mening i verden.
Inden for moderne neurovidenskab forklares skizofreni ofte som en forstyrrelse af hjernens forudsigelsesmekanismer (ofte omtalt som predictive processing eller predictive coding).
Teorien går ud på, at hjernen konstant forudsiger, hvad vi vil opleve og sanse, og at disse forventninger i skizofreni er fejlagtigt kalibrerede.
Hjernen danner konstant forventninger om sine omgivelser og sammenholder dem med signaler fra sanserne.
Ved skizofreni ser denne proces ud til at gå galt.
Svage eller tilfældige signaler bliver tillagt for stor betydning. Tilfældigheder føles betydningsfulde. Tanker kan opleves som om, de kommer et sted uden for én selv.
Grænsen mellem fantasi og virkelighed begynder at blive udvisket.
Et spørgsmål om forudsigelse
Synet spiller en afgørende rolle i udformningen af dette system, især tidligt i livet.
Synsbarken er et af hjernens største og tættest forbundne områder. Synsbarken er ikke kun involveret i synet, men også i læring, opmærksomhed og følelser.
Når den ikke modtager input fra fødslen, udvikler hjernen sig anderledes. Hjernescanningsstudier viser, at dette område hos mennesker med medfødt kortikal blindhed ofte bliver omorganiseret til opgaver som sprog, hukommelse og ræsonnering.
En del forskere mener, at denne tidlige omorganisering kan give en form for beskyttelse.
Uden visuelle input, der skaber en konstant strøm af tvetydige eller uforudsigelige signaler, kan hjernen etablere mere stabile måder at fortolke verden på, hvilket reducerer risikoen for de fejlagtige forudsigelser, der kendetegner skizofreni.
Tidspunktet har enorm betydning.
Synstab senere i livet, selv i barndommen, ser ikke ud til at give den samme beskyttelse. På dette tidspunkt er hjernen allerede blevet formet af mange års visuelle erfaringer.
Dette er på ingen måde et forslag om, at blindhed kan være en praktisk beskyttelse mod skizofreni, men det åbner nye måder at tænke på lidelsen på og potentielt også nye måder at behandle den på.
De fleste nuværende behandlinger retter sig mod hjernens kemi, især dopaminsystemet. Lægemidlerne hjælper mange mennesker, men de virker ikke for alle og kan medføre store bivirkninger.
Hvis skizofreni delvist handler om, hvordan hjernen lærer at forudsige og fortolke virkeligheden, kan fremtidige behandlinger også komme til at fokusere på perception, læring og den måde, hjernen vurderer usikker information på.
Forskningen undersøger nu lægemidler, der påvirker glutamat, et signalstof i hjernen, som er involveret i læring og kommunikation mellem nerveceller.
Glutamatsystemerne er særligt aktive i synsbarken og i de kredsløb, der hjælper hjernen med at filtrere det vigtige fra det, der kan ignoreres.
Én af de mest komplekse og mindst forståede lidelser
Der er ikke tale om behandlinger baseret på blindhed i sig selv, men på det, som medfødt blindhed afslører om, hvordan en stabil og velorganiseret hjerne udvikler sig.
Forskningsområdet er stadig på et tidligt stadie, men håbet er, at forskere ved at forstå hjernens udvikling bedre helt fra begyndelsen en dag kan finde måder at reducere risikoen for skizofreni eller forhindre, at de mest alvorlige former får fodfæste.
Næsten et århundrede senere er den interessante iagttagelse, som Hector Chevigny og Sydell Braverman gjorde ved et tilfælde, fortsat med til at forme forskernes forståelse af en af de mest komplekse og mindst forståede medicinske lidelser.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
