De seneste måneder har en strid mellem prominente danske vaccineforskere udfoldet sig på avispapir og online.
I en ny artikel fra Weekendavisen kommer der nu mere brænde på det omstridte bål.
Avisen beskriver nemlig, hvordan vaccineforskeren Christine Stabell Benn i 2018 mistede bevillingen til at drive et grundforskningscenter i vacciner. Et center, hun havde været med til at oprette i 2012.
Ifølge bestyrelsen i Danmarks Grundforskningsfond skete det blandt andet, fordi »kvaliteten af forskningen ikke er tilstrækkelig« til at fortsætte bevillingen, og at »studierne var planlagte til at bekræfte de eksisterende observationer i stedet for at udfordre dem«.
Det skriver Weekendavisen på baggrund af en aktindsigt.
\ Stor debat om ‘uspecifikke vaccineeffekter’
Hele humlen i diskussionen, som Stabell Benn er blevet centrum for, handler om de såkaldte ‘uspecifikke vaccineeffekter’, som også var det, det nu nedlagte grundforskningscenter beskæftigede sig med.
Teorien handler om, at vacciner kan have utilsigtede effekter, som ikke har at gøre med den sygdom, de retter sig imod. Aaby og Stabell Benn har især delt en hypotese om, at ikke-levende vacciner kan have uheldige bivirkninger, mens de levende af slagsen kan have en positiv indvirkning på helbredet ud over den tilsigtede.
Forskerparret har høstet international anerkendelse og priser for deres arbejde. Men de har også fået kritik fra flere forskere, især for deres metodiske tilgang.
Christine Stabell Benn er professor på Syddansk Universitet. Det samme er hendes mand, Peter Aaby. Sammen har de to gennem en række artikler i Weekendavisen været genstand for kritik fra fagfæller.
Stabell Benn og Aaby har ikke ønsket at udtale sig til Weekendavisens seneste artikel om lukningen af grundforskningscenteret. Men Stabell Benn har i flere opslag på LinkedIn svaret på kritikken i de øvrige artikler, som Weekendavisen har bragt.
Første artikel handlede om, hvorvidt parret bevidst har tilbageholdt resultater fra et studie af DTP-vaccinen mod difteri og stivkrampe.
I et opslag på LinkedIn har Stabell Benn sidenhen offentliggjort tallene. Her skrev hun, at studiet ikke kunne hverken »be- eller afkræfte effekter«, og dermed måtte det nu »stå helt klart, at studiet med den meget lave dødelighed ikke kan levere ‘afgørende resultater’«.
I en opfølgende artikel i Weekendavisen blev et studie fra Aaby og Stabell Benn af en levende vaccine mod tuberkulose kritiseret for at ‘jagte fund’ i datamaterialet, der skulle bekræfte deres hypotese om, at de levende vacciner er gode for helbredet.
Forskerne forsvarede sig i et længere modsvar på LinkedIn, hvor de gik i detaljen med kritikken af deres forskning og dem, der var afsender på den.
Også her på Videnskab.dk har vi tidligere sat fokus på konsekvenserne af mæslingevaccinen, som deler forskerne på de to fløje i diskussionen.
Og nu ser det altså ud til, at den diskussion fortsætter. Spørgsmålet er, om de to lejre nogensinde vil komme til enighed, for som vaccineforsker Jens Lundgren pointerede til Videnskab.dk, er striden »et klassisk eksempel på to parter, som insisterer på at være uvenner og ikke snakker inden for samme ramme«.




































