Elton John, Adele og R.E.M. har gjort det.
Det har Rihanna og Rolling Stones også. Og hvis Donald Trump brugte hendes musik, ville Taylor Swift sandsynligvis også gøre det.
Mange musikere har sagt fra, når politikere forsøger at gøre brug af deres musik til politiske kampagner, men Bruce Springsteens afslag er nok det mest berømte af alle.
I september 1984 lå Bruce Springsteens 'Born in the U.S.A' øverst på hitlisterne. Den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan, som stillede op til genvalg mod Walter Mondale, hyldede Springsteen foran et publikum i New Jersey.
Reagan fortalte, at de delte den samme opfattelse af den amerikanske drøm. Det var Bruce Springsteen dog ikke enig i.
Den amerikanske drøm
Da Bruce Springsteen optrådte i Pittsburgh tre dage senere, udlagde han sin version af den amerikanske drøm.
»Forestillingen var, at vi alle er lidt som en familie, hvor de stærke hjælper de svage, de rige hjælper de fattige. Altså, den amerikanske drøm,« sagde han i en pause mellem sangene.
»Jeg tror ikke, tanken var, at alle skulle tjene en milliard dollars, men derimod at alle ville have muligheden og en chance for at leve et godt liv med en vis værdighed.«
\ Læs også
Bruce Springsteens bedst sælgende album 'Born in the U.S.A' fyldte 40 år 4. juni 2024.
I min nylige bog, 'Righting the American Dream: How the Media Mainstreamed Reagan's Evangelical Vision', beskriver jeg den daværende præsidents forsøg på at udnytte Springsteens tekster til at understøtte sin vision, som inkluderede besparelser på velfærden, en oprustning af militæret og et forbud mod abort – alle sammen tiltag, der står den religiøse højrefløjs hjerte nær.
Bruce Springsteen havde en anden vision, og Reagans forsøg på at shanghaje sangen ansporede 'The Boss' til at bekende kulør samt til at opføre og udtrykke sig mere politisk.
Stolthed over at være amerikaner
Forvirringen omkring 'Born in the U.S.A.' er egentlig let at forstå - tag bare albummets cover.
Bruce Springsteen er fotograferet med ryggen til et kæmpe amerikansk flag. Flagets røde og hvide striber, Bruce Springsteens hvide T-shirt, slidte cowboybukser og røde baseballkasket signalerer alt sammen 'USA'.
Så hvorfor vælge et billede af rockmusikerens bagdel i slidte jeans, hvis kropssprog skriger ungdom, sex og attitude? Billedet er en Rorschach-test, et bevidst blandet budskab.
Bruce Springsteen kaldte albummets titelsang »ét af mine største og mest misforståede stykker musik«.
Sangen er drevet af kraftfulde, dunkende trommer og synthesizerens uforglemmelige refræn.
Springsteens hæse stemme gør det svært at tyde sangteksten, der handler om en fortvivlet veteran fra Vietnamkrigen, der har fortrudt at have meldt sig til krigen og nu står uden arbejde.
Men alligevel lyder sangens omkvæd, som Springsteen synger stolt og højt med knytnæven hævet i vejret: »Born in the U.S.A., I was born in the U.S.A.«
Med sangen gjorde Springsteen to ting: Han kritiserede krigen og den efterfølgende behandling af krigsveteranerne samt bekræftede sin ret til at føle sig og være gennemført amerikansk.
Sangen var i hans egne ord: »… en opfordring til en 'kritisk' patriotisk stemme såvel som en stolthed over at være født som amerikaner«.
En afvisning af præsident Reagan
Men sangens budskab gik hen over hovedet på mange, blandt andet den konservative kommentator George Will hvis kone havde fået to billetter til en Springsteen-koncert.
Efter koncerten fortalte George Will sine læsere i en klumme i Washington Post, at Springsteen: ».... ikke klynker, og gentagelsen af budskaber om lukkede fabrikker og andre problemer bliver altid efterfulgt af en storslået, opløftende bekræftelse: 'Born in the U.S.A.!’«.
George Will, en favorit i Reagans inderkreds, var sandsynligvis kilde til præsidentens fejlagtige opfattelse af, at han og Springsteen delte den samme forestilling om den amerikanske drøm.
Bruce Springsteen skrev om almindelige mennesker: buschauffører, fabriksarbejdere, servitricer og politibetjente. Ronald Reagan havde brug for deres stemmer, men han tog ikke deres parti.
Reagans finanspolitik, som kom velhavende amerikanere og virksomheder til gavn, gjorde ikke meget for arbejderfamilier og de fattige.
Bruce Springsteen bekendte til dels kulør i et interview i magasinet Rolling Stone i 1984:
»Og så ser man Reagans reklamer, der skal sikre ham genvalg, på tv - du ved nok: 'It’s Morning Again in America'. Og så siger man til sig selv, jamen, det er ikke morgen i Pittsburgh. Det er ikke morgen i 125th Street i New York. Det er midnat.« (125th Street i hjertet af bydelen Harlem har længe spillet en central rolle i afroamerikansk kulturliv, red.).
I det samme interview indrømmede Springsteen, at han senest stemte i 1972, da hans kandidat, George McGovern, tabte til den dengang regerende republikanske præsident Richard Nixon.
Han fortalte, at han foretrak »menneskelig politik« - konkret handling med direkte indflydelse på lokalsamfundene.
Det praktiserede han ved Pittsburgh-koncerten efter Reagans forsøg på at 'shanghaje' hans sang. Med en donation på 10.000 dollars til en fødevarebank for arbejdsløse stålarbejdere opfordrede han sit publikum til også at støtte den samme sag.
Lige siden har ‘salgstaler’ for opbakning til lokale fødevarebanker været et fast indslag på programmet til Springsteens koncerter.
'The Boss' bliver mere politisk
Reagan udlagde sin amerikanske drøm i taler og interviews.
Han mente, at Gud havde velsignet Amerika med frihed – en frihed, der kom til udtryk i ideen om det frie marked, en indskrænkning af statsmagten og i friheden til at leve i overensstemmelse med ens egen religiøse overbevisning.
Springsteen har gjort sin egen amerikanske drøm til temaet for musikken: En nation, der byder immigranter velkommen, som fordømmer racisme og er imod økonomisk ulighed. Her står folk sammen; endda - eller måske især - i svære tider.
Før Reagan omtalte Springsteen som en slags republikansk muse, var Springsteen tilfreds med at lade musikken være et udtryk for hans politiske ståsted.
Senere blev han mere uforbeholden og sang ofte: »Ingen vinder, medmindre alle vinder.«
I 2004 blandede han sig i politik ved at støtte John Kerrys præsidentvalg. Ved et stort vælgermøde i det midtvestlige USA advarede han om, at de idealer, der blev kæmpet for i hans musik, var i fare: »'United We Stand' (vi står sammen, red.) ... og 'one nation indivisible' (én nation som ikke kan splittes, red.) er ikke kun slogans. De skal forblive de styrende principper for offentligheden og for vores liv.«
Fire år senere (og igen i 2012) førte Springsteen kampagne for Barack Obama. Han støttede Hillary Clinton i 2016, og i 2020 støvede han 'My Hometown' af til Biden-kampagnen.
På kant med Trump
I maj 2024 blev ringen sluttet, da den republikanske præsidentkandidat Donald Trump, nævnte Springsteen ved et stort vælgermøde i New Jersey. Men denne gang roste præsidentkandidaten ikke delstatens æresborger.
Han kaldte Springsteen for en »wacko« (skør person, red.), før han påstod, at The Boss og andre 'venstreorienterede sangere' ikke desto mindre havde stemt på ham i 2020.
I øvrigt hævdede Trump fejlagtigt, at fremmødet til hans vælgermøder oversteg fremmødet til Springsteens koncerter.
Bruce Springsteen lagde ikke fingrene imellem, da han gav sin mening om præsidentkandidaten til kende i et interview i 2020, dengang Trump stillede op til genvalg:
»Jeg ved ikke, om vores demokrati kan klare yderligere fire år i hans varetægt.«
En knust amerikansk drøm?
Springsteens seneste album hedder 'Only the Strong Survive' (kun de stærke overlever, red.). På coveret ses den garvede rocker med blikket vendt direkte mod os - klædt i sort og gråsprængt, men står alligevel helt knivskarpt.
Antyder han med albummets titel, at Reagans evangeliske vision og darwinistiske tilgang til økonomi knuste Springsteens forestilling om den amerikanske drøm?
Eller er hans selvsikre kropssprog et udtryk for hans tro på, at der stadig er »treasure for the taking, for any hard working man, who'll make his home in the American land?« (belønning til den, der tager chancen, til enhver hårdarbejdende mand der gør Amerika til sit eget land, red.).
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
