Besættelsestiden er en erindringspolitisk kampplads

Besættelsestiden er et politisk emne og underholdningstema, som tilsyneladende aldrig går af mode. Krigen er en grundbegivenhed, som er indkodet i adskillige generationers identiteter verden rundt.

Det skyldes, at historien om 2. verdenskrig er et sammensurium af personlige skæbnefortællinger og politisk verdenshistorie, som vækker indignation, refleksion og ikke mindst identifikation.

Krigen rejser de moralske spørgsmål om godt og ondt, ret og uret, mål og midler, og om hvad menneskets sande natur er. Det gør forholdene under besættelsen velegnet som historisk argumentation i erindrings- og identitetspolitiske debatter.

Erindringspolitik betegner, når man bruger et historisk argument eller eksempel til at styrke en nutidig agenda. Og kan eksempelvis bevirke, at man glemmer en bestemt del af historien og fremhæver en anden.

Denne artikel vil belyse, hvordan erindringspolitik kommer til udtryk i historiebrugen af besættelsestiden i politik samt film og tv, og hvordan forvrængede historiske fremstillinger kan opstå som resultat deraf.

Sagt med andre ord: Hvordan besættelsestiden er udgangspunkt for en vedvarende erindringspolitisk kamp i dansk historiekultur.

Hvad er erindringspolitik?

Erindringspolitik er, når en dagsorden styrkes via et historisk udgangspunkt, som alle kender og har et forhold til – og det kan foregå igennem et hav af metoder.

Meningsdannere bruger tit historiske argumenter, da de er gode til at udbrede værdiladet identitetspolitik og national selvfølelse.

Erindringspolitik har skabt forviklinger i historieskrivningen, og derfor bør man altid spørge: Hvem vil have hvem til at huske – eller glemme – hvad og hvorfor?

Det er et presserende spørgsmål i disse fake news-tider, hvor historisk formidling er under massivt pres i takt med manglen på faktuel information i en ellers informationsrig verden.

Historiske argumenter kan med fordel anvendes som saglige perspektiveringer. Historiebrug er derfor ikke lig med misbrug, selvom der findes utallige historiske forvanskninger.

Erindringspolitik er ikke desto mindre et våben, der kan (mis)bruges i blandt andet politik, da værdiladede argumenter anses som mere valide, hvis de fremføres med et historisk perspektiv.

Traditioner kan bruges som erindringspolitik

Hvert år tændes der lys i vinduerne på befrielsesdagen 4. maj, og at dømme ud fra kampagnen #udenhad på Twitter og Facebook var traditionen mere udbredt i 2019 end året før.

Kampagnen blev iværksat af Amnesty International, Red Barnet m.fl. Ifølge Facebook-begivenheden opfordrede #udenhad danskerne til at tænde lys i vinduerne mod had som modreaktion på partiet Stram Kurs’ hetz mod etniske minoriteter.

Kampagnen er et udtryk for erindringspolitik i den forstand, at en tradition bruges til at sætte en nutidig problematik i et historisk perspektiv – nemlig lystraditionen, der symboliserer befrielsen samt kampen mod nazismen, som omdannes til symbol for #udenhad og et indslag i debatten om Rasmus Paludan.

Dermed benyttede kampagnen sig af den samlingskraft, der var og er om befrielsen, hvor man erstattede – eller blot udvidede – nazi-fjendebilledet til at dække over Stram Kurs.

Eller måske et slet skjult forsøg på at sætte lighedstegn mellem disse?

LÆS OGSÅ: Historikere: Nej, Rasmus Paludan er ikke nazist

De heltemodige HIPO-mænd

Historiografien (dvs. historieskrivningens historie) er dynamisk og konfliktfyldt, når den handler om besættelsestiden.

Hvis en historie skabte tvivl eller stred imod grundfortællingen, blev den i efterkrigstiden fortrængt og undertrykt.

Det skyldes til dels, at erindringspolitiske forvrængninger manifesterer sig i kollektive erindringer, som påvirker historieskrivningen og skaber en vugge for mytedannelser.

Forvrængningen er tydelig ved for eksempel HIPO-mændenes redningsindsats efter fejlbombningen af Den Franske Skole – her i form af en selektiv glemsel.

HIPO, det forhadte Hilfspolizei bestående af unge danske nazistiske håndlangere, tjente som besættelsesmagtens hjælpepoliti i København 1944-45. Håndlangerne var stærkt forhadte på grund af deres brutale fremfærd i form af modsabotage og modterror såsom likvideringer af modstandsfolk på åben gade.

I redningsarbejdet ved Den Franske Skole deltog 50 ud af i de alt 200 HIPO’ere og to måtte lade livet. Deres indsats i redningsarbejdet stod i stærk kontrast til deres sædvanlige adfærd og til befolkningens syn på dem.

Der findes vidneberetninger om HIPO-mænd, der modtog klapsalver for at redde børn ud af de brændende ruiner og domsudskrifter fra retsopgøret, som bevidner, at visse HIPO-mænd fik formildet deres straf efter krigen på grund af redningsindsatsen.

Set i lyset af at Den Franske Skole blev fejlbombet af englænderne, er det ikke besynderligt, at HIPO’erne kom til undsætning, da det for dem var et fjendtligt angreb.

Dét, at det nazistiske hjælpepoliti reddede danske børn og nonner, passer ikke ind i efterkrigstidens sort/hvide grundfortælling om besættelsen, og derfor blev det fortiet og afvist som propagandistisk opspind i årtier.

Det er først i nyere tid, at historikere har afdækket HIPO’erne og andre forhadte gruppers mere nuancerede historier.

Film skaber erindringspolitik

Fiktionens virkning på historiedannelsen bør ikke underdrives.

Sociopsykologen Harald Welzer har i værket ‘Opa war kein Nazi’ (2002. ‘Bedstefar var ingen nazist’) fundet empirisk belæg for, at individers erindringer bygger på fortællinger, som er hentet fra film og underholdningsmedier.

Selvom narrativerne er fiktive, blev de fremlagt som erindringer fra undersøgelsespersonernes egne livshistorier. Man kan derfor argumentere for, at film har større indflydelse på den kollektive erindring om besættelsen end historiske fremstillinger.

Filmens erindringspolitiske magt er ikke noget nyt, da film har en påvirkningskraft – udover dets kommercielle potentiale – der historisk set egner sig til propagandamæssige formål.

Følgende afsnit er en kronologisk gennemgang af udvalgte emner fra historiografien og filmhistorien for at eksemplificere det komplekse forhold mellem historievidenskaben, offentlighedens historiebevidsthed og underholdningsmedierne.

LÆS OGSÅ: Sådan ser nutidens unge på Anden Verdenskrig

Grundfortællingen – 1945 og frem: Den første besættelseshistorie

Så tidligt som anden juledag 1945 udkom ‘De røde enge’ med Poul Reichhardt. Filmen er en glorificeret sabotørfortælling med ét aber dabei, nemlig en venligsindet tysk vagt i fængslet, hvor Reichhardt udsættes for tortur.

Alligevel får man indtryk af, at den gode tysker er undtagelsen, som bekræfter reglen om, at danskerne er de gode, og tyskerne de onde. Det ser man også i de andre film ‘Danmark i lænker’ (1945), ‘Det gælder din frihed’ (1946), som udkom i kølvandet på besættelsen.

Denne tidlige besættelseshistorie blev mest nedskrevet af modstandsfolkene selv, hvilket fastlagde omdrejningspunktet for forskningen.

Denne grundfortælling er siden blevet kaldt konsensuslinjen og den var identitetsskabende for besættelsesgenerationens – og endda nationens – eget selvbillede.

På filmlærredet var danskerne en samlet enhed

Flere spillefilm lagde sig op ad konsensuslinjen i en sådan grad, at de var direkte faktamanipulerende, og dermed fremstillede danskerne nærmest udelukkende som en samlet antitysk enhed.

Det skaber en spænding mellem det nationalpatriotiske, og hvad der egentlig skete under besættelsen.

De ubekvemme sandheder om samarbejde, fraternisering og størrelsesforholdet af modstandsarbejdet kontra for eksempel danskere i tysk tjeneste blev nedtonet af de dominerende modstandsberetninger – både i historievidenskaben og filmmediet.

Første nybrud – 1970’erne: Myterne udfordres

Film og tv i 1970’erne undgik de realistiske fremstillinger, hvorimod den faghistoriske forskning i høj grad nærmede sig et mere realistisk og broget krigstidsbillede.

Disse modsættende forhold blev derfor årsag til erindringspolitiske kampe.

Eksempelvis er serien ‘Matador’ (1978-1981) typisk for den kollektive grundfortælling, som stadig hersker i underholdningsmedierne i 1970’erne. Heri udlægges en ensporet og stereotyp fremstilling af ‘tyskerpigerne’, altså de piger, der fraterniserede med besættelsesmagten.

Kendetegnende for tyskerpigerne og andre udstødte grupper er, at de sjældent omtales i litteratur- og dokumentarfilmsmateriale fra den første efterkrigstid – og når de bliver, er det ikke ligefrem flatterende – under beskrivelsen: ‘Kvinder af tvivlsom beskaffenhed’.

Filmen ‘Den Korte Sommer’ (1976) med Ghita Nørby i hovedrollen er dog atypisk for tidsperioden, da en tyskerpige besidder hovedrollen.

Nørby er en mor, der efter en omtumlet skilsmisse forelsker sig i en tysk soldat. Til en tysk soldaterfest møder Nørby andre tyskerpiger, som hun dog nægter at blive sat i bås med, da alle er eller har været prostituerede.

Dermed forestiller Nørby den tyskerpige, som afviger fra massen, der netop består af kvinder af tvivlsom beskaffenhed.

Slagsmålet om togskinnerne

Historieforskningen begynder derimod at positionere sig kritisk i 1970’erne.

Især vakte historikerne Hans Kirchhoff og Aage Trommer stor opsigt og ligefrem vrede. Deres forskning udgør det første nybrud med den førnævnte konsensuslinje, og kaldes derfor konfliktlinjen.

De to forskere afviser det nationale og fællesskabssøgende fokus som en romantisk fremstilling. I stedet vægtes det, som splitter historien – ubekvemt eller ej – og omstyrter en god del myter i processen.

Trommers disputats ‘Jernbanesabotagen i Danmark under Anden Verdenskrig’ fra 1971, blev et erindringspolitisk slagsmål uden lige, da omkring tusind mennesker mødte op til forsvaret.

Trommer havde gransket DSB’s togtabeller, og han punkterede myten om, at modstandsbevægelsernes jernbanesabotage havde afgørende betydning for de allieredes krigsførelse.

De tyske divisioner blev kun forsinket i meget begrænset omfang og ikke nok til, at det havde indflydelse på krigshandlingerne ved de afgørende fronter.

Fremlæggelsen af, hvor lidt jernbanesabotagen i praksis havde betydet militært rystede modstandskredsene. Disse kredse overså dog, at man ikke anfægtede jernbanesabotagens psykologiske betydning, da sabotagen synliggjorde, at nogen gjorde modstand mod tyskerne.

Afhandlingen blev anset som et angreb på modstandskampen og dermed selve nationens selvopfattelse.

Jernbanesabotagens betydning diskuteres stadig, og Trommers konklusioner er senere blevet udfordret af historiker Henrik Skov Kristensen, der blandt andet har dokumenteret de vestallieredes positive vurdering af jernbanesabotagens betydning.

I boksen under artiklen kan du læse flere af de myter, Trommer og Kirchhoff gjorde op med.

LÆS OGSÅ: Hvornår bliver en frihedskæmper til en terrorist?

Andet Nybrud – 1980-90’erne: Tabernes historie

‘Dum, grim og let på tråden’ beskriver billedet af de føromtalte tyskerpiger helt op i 1990’ernes film og tv, blandt andet i ‘Drengene fra Sankt Petri’ (1991).

Den ensidige vinkel må forstås i kontekst af befolkningens begrænsede viden om tyskerpigerne og årsagen til deres fraternisering.

Tyskerpigernes historie var tabubelagt og blev undertrykt af den kollektive erindring i en erindringskamp om, hvad der kendetegnede danskerne under besættelsen.

Den kollektive erindring blev først for alvor udfordret med historikeren Anette Warrings forskningsprojekt, der begyndte i 1989.

I blade og aviser efterlyste hun tyskerpiger til projektet. Det vakte mildest talt opmærksomhed i medierne, hvor en af overskrifterne lød »Feltmadrasser efterlyses«.

Warring modtog truende og hadefulde breve, og på trods af løfte om ikke selv at indlede kontakten frygtede nogle, at hun ville afsløre tyskerpiger, som hemmeligholdte deres fortid.

Warring påviste, at hver 6. eller 7. danske pige imellem 15 og 29 år var tyskerpige under krigstiden. Det anseelige antal chokerede, da grundfortællingen 45 år efter befrielsen stadig handlede om danskerne som en samlet antitysk enhed og havde nedtonet tyskerpige-fænomet.

Mere nuanceret syn på tyskerpiger og østfrontfrivillige

Warring belyste tyskerpigernes bevæggrunde og nåede frem til, det hovedsageligt var spænding eller kærlighed – ikke ideologi eller angiveri, som de ellers blev beskyldt for.

Dertil satte hun spørgsmålstegn ved interneringen af tyskerpigerne, og selvtægtshandlingerne i form af hårklippeaktioner, foretaget af både modstandsmænd og civile.

Warrings værk ‘Tyskerpiger‘ udkom i 1994 og en DR-produceret dokumentar derom, ‘Min mor var tyskertøs‘, fra 2016 viser, at emnet stadig vækker interesse.

Få år efter, i 1998, kom værket ‘Under hagekors og Dannebrog‘, af Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith, der ligesom ‘Tyskerpiger’ lykkedes med at nuancere synet på de østfrontvillige.

Der var 6.000 danske østfrontfrivillige i den tyske hær, hvilket også var et chokerende antal. Forskningen påviste, at de østfrontfrivillige udførte voldelige krigsforbrydelser på lige fod med deres tyske soldaterkammerater, hvilket forargede offentligheden.

Filmen ‘Forrædderne’ fra 1983 med Allan Olsen, Thomas Eje og Sanne Salomonsen, omhandler to østfrontsfrivillige, der får kolde fødder og flygter med både værnemagten og modstandsbevægelsen i hælene.

Det er sigende billede for den almene befolknings syn på dem helt op til 1980’erne – netop hverken som danskere eller tyskere, men som nogle forhutlede stakler midt i mellem.

LÆS OGSÅ: Raceforskning under besættelsen: Var Danmark værre end Tyskland?

År 2000 og frem: Nuancerne toner frem

Efter årtusindskiftet har et mere pragmatisk og nuanceret syn på besættelsestiden bredt sig.

Der bliver stadig gravet i tabernes historie, men også udgivet store samlede værker, såsom Claus Bundgård Christensen, Niels Wium Olesen, Joachim Lund og Jakob Sørensens værk ‘Danmark Besat – Krig og hverdag 1940-45‘ (2005), som belyser flere sider af det danske samfundsliv under besættelsen og ikke blot den politiske situation.

Dermed er værket et forsøg på en syntese, som omfatter hverdagslivet på lige fod med storpolitik under besættelsen.

Nye nuancerede perspektiver på samarbejdspolitikken er en tendens som spreder sig, omend det stadig er et omdiskuteret emne.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen førte rendyrket erindringspolitik, da han i en omstridt tale fra 2003, omtalte samarbejdspolitikken som moralsk svigt – med den hensigt at kritisere de partier, som var imod Irak-krigen.

Erindringspolitiske diskussioner om samarbejdspolitikken forhindrede tilmed Erik Scavenius i at få opkaldt en vej efter sig i København i 2012, selvom alle andre statsministre var repræsenterede.

Nogle historikere forsvarer derimod gerne Scavenius og samarbejdspolitikken, hvilket er et historiesyn, der kan kaldes en neokonsensuslinje, blot mindre romantiserende og mere realistisk.

LÆS OGSÅ: »Usikker« og »en karikatur«: Medierne undervurderede Hitler

De nyeste besættelsesfilm

Biografbaskeren ‘Flammen og Citronen’ fra 2008, viser hvordan grundfortællingen lever sammen med nye fortællinger i 00’ernes filmverden.

Filmen er både en hyldest til modstandsbevægelserne, samtidig med at den belyser nogle af de mere tabuiserede sider såsom fejlagtige stikkerdrab samt det at bære kappen på begge skuldre.

Den blev anfægtet for sin historiske ukorrekthed og blev senere overgået i både billetsalg og saglighed af filmen ‘Hvidsten Gruppen’ fra 2012, som også var en massiv succes og mere tro mod historien i henhold til sin æstetik og formidling.

Den rummer scener, hvor danskerne er uenige om deres forhold til besættelsesmagten, hvilket åbner for et indblik i de almene uenigheder og interne diskussioner, som prægede Danmark under besættelsen.

Film er en fantastisk historiefortæller, men en forloren historieformidler

Den oscarnominerede ‘Under Sandet’ fra 2015 skabte diskussioner; den blev rost af filmkritikere, men flere historikere var skeptiske.

Filmen omhandler tilbageholdte unge tyske soldater, som kort efter befrielsen blev beordret til at rydde den jyske vestkyst for tyske miner, hvilket selvsagt var en livsfarlig opgave.

I markedsføringen af filmen blev den omtalt som »inspireret af autentiske hændelser«. I den formulering skal der lægges tryk på ‘inspireret’, da filmen er decideret historisk ukorrekt.

Flere historikere har påpeget, at det er dybt problematisk, at filmen har en dansker i rollen som det, der i virkeligheden var en tysk kommandant. Dermed kan filmen tolkes som en måde at lægge vægt på danskernes skyld og ansvar efter besættelsen.

‘Under Sandet’ bryder komplet med grundfortællingen og retter sig til konfliktlinjen – dog på en problematisk facon, da den fortæller et mørkt kapitel i dansk historie ud fra et forkert udgangspunkt.

Her må man konstatere, at filmverdenen har sin kunstneriske frihed, men det bliver problematisk, hvis en fiktiv film markedsføres som en autentisk historisk film.

Filmmediet er en fantastisk historiefortæller, men en forloren historieformidler. Det bør derfor diskuteres, hvordan historiske film markedsføres, da film bruges som kilde til historisk forståelse.

Hav altid det kritiske blik på erindringspolitik

Underholdningsmedierne påvirker offentlighedens historiebevidsthed mere end historievidenskaben, da medierne har et direkte talerør til befolkningen. Selv de bedst sælgende fagbøger om besættelsen når ikke i nærheden af biografernes billetsalg eller seertallene, når filmene sendes i TV.

Det tager 15-25 år før historiske forskningsgennembrud for alvor siver ned i populærkulturen. Underholdningsmedierne har en voldsom erindringsproducerende funktion og en større platform til at udbrede kollektive erindringer end historievidenskaben har, hvilken rejser spørgsmål om hvordan og hvorhenne historien bør formidles.

Denne artikels indledende spørgsmål – Hvem vil have hvem til at huske – eller glemme – hvad og hvorfor? – er væsentlig at skrive sig bag øret, hvis man vil afdække den altid nærværende erindringspolitik.

Erindringspolitik i form af misbrug af historien kan være akkurat så skadelig som fake news-problemet, da begge anvendes som magtmiddel i politik. Man kan derfor kalde erindringspolitik for fake old news i visse henseender.

Af de mere problematiske tendenser er populistiske immigrationskritikere, som fører en erindringspolitik, der sigter på at styrke deres nationale forestilling om et protektionistisk dansk demokrati med stramme – sommetider udemokratiske – tiltag.

De bruger gerne modstandsbevægelserne som perspektiverende argument, selvom det er en sammenligning uden hold. De refererer til modstandsbevægelserne i håb om, at de værdier, der knyttes til modstandskampen, smitter af på dem selv og fremmer deres politik.

Dermed er et kritisk øje på, hvordan historien bruges eller misbruges, både i offentlighedens, men også i individets interesse.

Denne artikel bygger på en lang række historiske værker og udgivelser, hvoraf hovedparten ikke findes online. Udover dem, der allerede er linket til ovenfor, er der en komplet liste nedenfor.

LÆS OGSÅ: 9. april: Genhør frihedsbudskabet, og læs myterne om besættelsestiden​

LÆS OGSÅ: Derfor glemte vi østfronten