Derfor glemte vi østfronten
BOGOMTALE: Både i Rusland og resten af verden taler vi sjældent om begivenhederne ved østfronten under 1. verdenskrig. Hvorfor egentlig?
østfronten historie første verdenskrig soldater

I bogen 'Fra verdenskrig til borgerkrig' får vi den manglende fortælling om krigens østfront, hvor Danmark havde store interesser. (Foto: Shutterstock)

Indtil for nogle få år siden kunne man med rette betegne østfronten under 1. verdenskrig som 'den glemte front'.

Selv om der de seneste år er udkommet flere faghistoriske værker på tysk, engelsk og russisk, er betegnelsen fortsat ikke helt forkert. Ikke mindst i nutidens Rusland er der fortsat ret tavst om 1. verdenskrig og særligt om krigens sene fase, som var præget af revolutioner og nederlag.

Men hvorfor blev østfronten en nærmest helt overset front fra 1918 og til i dag – både i historieskrivning og den kollektive erindring?

Østfronten var breaking news under krigen

En ting står fast: Forglemmelsen skyldtes ikke manglende interesse i samtiden. En dansker med interesse for Rusland ville ikke have svært ved at finde passende læsestof i sin avis under krigen.

Fra verdenskrig til borgerkrig

Typisk fyldte vestfronten mest, dog ude at være enerådende. Men det skete også, at fronten mod øst trak de største overskrifter. Det skete eksempelvis 30. august 1914, hvor hovednyheden på Berlingske Tidendes forside var »Den store russiske offensiv«.

Også gennem resten af krigen kastede de danske medier helt rutinemæssigt et blik på østfronten. »Under et uvejr af jern og ild trænger russerne frem« oplyste Politiken således 8. juni 1916 om den netop startede russiske Brusilov-offensiv.

I modsætning til kampene i august 1914 endte denne offensiv vellykket for Rusland: Tsarens styrker erobrede store landområder og påførte Tysklands forbundsfælle Østrig-Ungarn massive tab. Men kort efter kom den første af to revolutioner i Rusland, og de sendte for alvor russerne i defensiven.

Også tilbagetogene kunne læserne af de danske dagblade følge godt med i: »Tyskerne har gennembrudt den russiske Riga-front« var Berlinske Tidendes forsidenyhed 3. september 1917. Og få dage senere stillede Politiken spørgsmålet: »Er tyskerne i Petrograd inden vinter?«

Sådan kom det ikke til at gå, men 3. marts 1918 måtte det nu kommunistisk styrede Rusland indgå en ydmygende fred med Centralmagterne.

Blev glemt, da Sovjetunionen blev til

Otte måneder efter var verdenskrigen endegyldigt slut. Selv om tyskerne havde håbet at kunne bruge det russiske nederlag i øst til at vinde i vest, var det taberne på østfronten – bolsjevikkerne – som havde fået mest ud af situationen.

Fredsslutningen gav nemlig det nye styre mulighed for at anvende alle sine kræfter i den borgerkrig, som rasede mellem bolsjevikkerne og deres modstandere frem til 1921.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Og dermed er vi også fremme ved det begivenhedsforløb, som mere end noget andet førte til, at østfronten blev den glemte front: Dannelsen af Sovjetunionen på ruinerne af Tsar-Rusland.

Det nye marxistisk-leninistiske styre i Rusland anså nemlig alene verdenskrigen for en begivenhed, som var værd at beskæftige sig med som forhistorien til Oktober-revolutionen. I det omfang den nye kommunistiske historieskrivning overhovedet beskæftigede sig med krigen, var det udelukkende for at demonstrere tsar-styrets politisk, økonomiske, sociale og moralske fallit.

De militære begivenheder fik en yderst lille plads i forskningen, selv om de dog sammen med erfaringerne fra borgerkrigen blev studeret af det nye kommunistiske forsvar – Den Røde Hær.

Rusland Sovjetunionen Tsar østfronten flag

Dannelsen af Sovjetunionen på ruinerne af Tsar-Rusland førte mere end noget andet til, at østfronten blev glemt. (Foto: Shutterstock)

Militærforskere vendte blikket mod vest

Også i andre lande blev østfronten studeret af militære forskningsanstalter.

Både det tyske og østrigske forsvar producerede flere hyldemeter bøger om krigen mod Rusland – men særligt for den tyske hær gjaldt det, at man mod øst anså sig for at have været oppe mod en relativt svag modstander, som man ikke kunne lære meget af.

Det var på vestfronten, kampene havde været hårdest, blandt andet grundet briterne, franskmændene og amerikanernes stærke rustningsøkonomi. Med sin kolossale indsats af moderne materiel – herunder giftgas, fly, kampvogne og trådløse radioer – kom vestfronten for de militærhistoriske forskere til at repræsentere fremtidens krig, mens østfronten af samme årsag mistede interesse.

Et forhold som blev forstærket af, at det nye styre i Moskva næsten helt lukkede for udlændinges adgang til arkiverne og af, at kun meget få ikke-russiske forskere beherskede sproget.

Lukketheden omfattede skønlitteratur og medier

I Rusland selv udkom der meget lidt skønlitteratur eller for den sags skyld erindringer om 1. verdenskrig, og det, som udkom, nåede ikke rigtigt ud over grænserne fra et land, som i stigende grad isolerede sig fra den kapitalistiske omverden.

Samtidig handlede de romaner, digte og erindringsbøger, som i det øvrige Europa slog tonen an, ikke om østfronten; Erich Remarques skelsættende roman bar betegnede nok titlen 'Intet nyt fra Vestfronten'.

Hvor massiv glemslen slog igennem i mellemkrigstiden kan illustreres af dækningen af verdenskrigen i dagbladet Politiken. Under krigen optrådte ordet 'vestfront' 957 gange i Politiken, mens 'østfront' blev brugt 512 gange – altså relativt hyppigt.

Ordet østfront forekom derimod kun 47 gange i Politiken mellem afslutningen af 1. verdenskrig og begyndelsen af 2. verdenskrig, mens vestfront blev brugt hele 557 gange i samme periode.

Mindekirkegård blev til parkeringsplads

Under Stalin blev der taget yderligere skridt for at fjerne den forgangne krig fra offentlighedens bevidsthed.

En stor krigskirkegård i Moskva viet til 1. verdenskrig blev sløjfet, gravstenene anvendt til anlægsarbejder, og frem til i dag står området som en blanding af park, parkeringsplads og biograf.

Heller ikke under de senere kommunistledere blev 1914-1918 en historisk begivenhed, som fik plads i mindekulturen. I 1990’erne – efter Sovjetunionens kollaps – så det dog ud til, at der var en vending undervejs.

En forkølet mindeplade blev rejst på den tidligere kirkegård, russiske historikere begyndte at skrive om verdenskrigen og med en accelererende interesse for tsar-tiden som også Vladimir Putin delte, så det ud til, at Den Store Krig ville få en stærk genkomst i historiepolitikken og erindringskulturen – særligt fordi Putins historiepolitik ivrigt har betjent sig af glorværdige militære begivenheder.

Intet comeback til Den Store Krig

Nu har vi så passeret markeringen af 100-året for både begyndelse og afslutning på krigen. Det er dermed passende at spørge: Skete det så? Fik krigen sit comeback i Rusland?

Og svaret må blive et klart nej.

Når perioden 2014-2018 derfor ikke blev en lang kæde af åbninger af mindesmærker, officielt sponsorerede 'reenactments' og store taler – ligesom de aktiviteter, der i årene i 2012-2014 markerede 200-året for Ruslands deltagelse i Napoleonskrigene – er der to grunde til det.

For det første var der langt mellem de egentlige russiske sejre under 1. verdenskrig, og krigstrætheden blev i løbet af krigen tydelig både i baglandet og ved fronten.

Og for det andet er den måske vigtigste grund til Putin-styrets manglende lyst til at hylde og markere landets deltagelse i Den Store Krig, at Rusland endte med at lide nederlag på grund af de to revolutioner, som ramte landet i 1917.

Stilhed om revolutionen er frygt for oprør

De russiske magthavere har siden den såkaldte orangerevolution i Ukraine i 2004 haft regimesikkerhed som en central prioritet. De anser både de farverevolutioner, som ramte en række postsovjetiske lande og det arabiske forår, for amerikansk initierede forsøg på at vælte lovligt indsatte regeringer.

Derfor er det klart, at revolutionsåret 1917 var et særligt vanskeligt år at håndtere for den russiske historiepolitik, da jubilæet skulle markeres.

Lenin og hans medrevolutionære ses stadig af mange ældre russere som helteskikkelser. Den stærke stat, som blev til på ruinerne af Tsar-Rusland, hyldes i den officielle russiske historieskrivning, fordi den magtede at forsvare landet mod Hitlers angreb i 1941.

Så hvordan tale om revolutionen uden at komme til at puste til oprørstrang eller begynde at stille spørgsmål ved sovjetstatens legitimitet?

Ingen minder om østfronten, mens Putin er ved magten

Problemet er blevet løst ved i stort omfang simpelthen at ignorere de to revolutioner og i stedet springe direkte til de sovjetiske statsinstitutioner, som blev til efter Oktober-revolutionen.

Mens Putin holdt en kortfattet og nærmest intetsigende tale ved 100-året for Oktober-revolutionen, var han og andre ledende russiske politikere anderledes fremme i skoene med hyldesttaler, da Rusland i december 2017 og februar 2018 markerede 100-året for oprettelsen af det kommunistiske hemmelige politi – Tjekaen – og for skabelsen af den Røde Hær.

Den gamle sovjetiske vittighed, »vi går mod en sikker og lys fremtid – det er vores fortid, som er uvis«, passer således fortsat.

Hvornår den glemte østfront for alvor får plads i den officielle russiske erindringskultur er svært at sige, men det kræver nok store begivenheder, såsom en ny præsident i Rusland, før det sker.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.



Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed. Kanalen henvender sig til unge, som bruger YouTube til at hente inspiration og viden om sundhed.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk. Projektet er støttet af Nordea-fonden.