Bedre hjælp til indvandrere, homoseksuelle og handikappede

Du ved det måske ikke, men fra årsskiftet har du faktisk fået bedre mulighed for at få erstatning, hvis du er blevet afvist ved indgangen til diskoteket, fordi du har en mørkere hudfarve end de andre.

Du står også stærkere, hvis du er blevet fyret fra dit job, fordi du er for gammel, eller hvis du måske er blevet holdt ude fra arrangementer, fordi du er homoseksuel.

Danmark har siden 1. januar 2009 haft Ligebehandlingsnævnet, som tager stilling til sager om diskriminering på grund af alder, seksuel orientering, handikap, religion, tro, race og køn. Det er en klar forbedring i forhold til tidligere, hvor Ligestillingsnævnet og Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling kun dækkede køn og race.

Bindende afgørelser

Det nye nævn har samtidig fået magt til at træffe retligt bindende afgørelser inden for alle områder; en magt, som kun Ligestillingsnævnet har haft. Det betød for eksempel, at en arbejdsgiver kunne nægte at udbetale erstatning til en kvinde, som var blevet fyret for at bære tørklæde, og så var der ikke mere at gøre ved det.

I dag kan Ligebehandlingsnævnet svare igen ved at sende sagen for retten, og det stiller ofre for forskelsbehandling langt bedre, vurderer Bjørn Dilou Jacobsen, som netop har forsvaret en afhandling om europæiske ligebehandlingsorganer.

»Den nye model er stærkere end den gamle, for det nye nævn kan træffe retlige bindende afgørelser og tage afgørelserne videre til domstolene, også når sagen ikke handler om kønsdiskrimination. Det betyder, at der er bedre mulighed nu end tidligere for at få en retfærdig afslutning på sagerne,« forklarer Bjørn Dilou Jacobsen, projektansvarlig på Institut for Menneskerettigheder og nybagt ph.d. fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

Domstole aftvinger respekt

Bjørn Dilou Jacobsen har i sin afhandling sammenlignet en række klageorganer i Europa og et klageorgan i Australien for at finde ud af, hvordan et nævn kommer til at stå så stærkt som muligt og spille en afgørende rolle i sager om forskelsbehandling, både over for den, der føler sig diskrimineret (klager) og den, der måske har diskrimineret (indklagede).

»Det er desværre tit sådan, at i lande hvor nævnet ikke kan tage sagen videre til en domstol, er indklagede mindre tilbøjelig til at følge afgørelserne, simpelthen fordi det ikke har nogen konsekvenser, og fordi klager meget sjældent selv får noget ud af at gå til domstolen. Det har man afhjulpet rundt omkring i Europa med de her ligebehandlingsorganer, og jeg vil vove pelsen og sige, at i Danmark vil de fleste overholde det nu, hvor vi har fået det nye nævn,« siger Bjørn Dilou Jacobsen.

Ekstra skridt i Danmark

Ligebehandlingsnævnet er oprettet, fordi EU har bestemt, at samtlige medlemslande skal oprette organer, som fremmer ligebehandling og hjælper offeret i sager om køn og race. I Danmark har vi taget et skridt ekstra og inkluderet alder, tro, handikap og seksuel orientering, men alligevel mener Bjørn Dilou Jacobsen, at det er for meget at sige, at vi ligefrem er dem, der prioriterer ligebehandling højest.

»Systemerne er så forskellige fra land til land. I Frankrig har de et utroligt stærkt ligebehandlingsorgan, mens andre landes er forholdsvis svage. I Sverige og Norge har de andre systemer end herhjemme, men bruger op mod 60 millioner kroner på deres organer, mens vi bruger langt under halvdelen. Så det er ikke til at sige, hvor gode vi er i forhold til andre,« siger Bjørn Dilou Jacobsen og tilføjer, at Danmark også mangler at finde ud af, hvordan vi decideret fremmer ligebehandling inden for køn.

Bjørn Dilou Jacobsen peger på, at det nye nævn både løser problemer og mangler at tage fat i andre.

Fordele og ulemper

Det er godt, at nævnet i modsætning til den tidligere Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling kun skal tage sig af den objektive sagsbehandling og ikke også stå for hjælpen til klageren. Ifølge Bjørn Dilou Jacobsen har de to opgaver sat grå hår i hovedet på ligestillingsorganer i hele Europa, som havde svært ved at varetage både objektive og mere subjektive synspunkter og interesser i den samme sag.

Til gengæld er det en ulempe, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage sager op på eget initiativ efter f.eks. at have læst i pressen om en sag, hvor det ellers er svært at få vidner til at stille op. Den opgave må i stedet blive varetaget af andre organer som f.eks. Institut for Menneskerettigheder, hvor Bjørn Dilou Jacobsen arbejder i dag.

Bjørn Dilou har selv arbejdet for Klagekomitéen for Etnisk Ligestilling som ansvarlig for sekretariatet. Baseret på sine egne erfaringer i komitéen og på analyser i afhandlingen foreslår han, at Institut for Menneskerettigheder tager sig af hjælpen til klageren. Den anbefaling skal behandles i instituttets bestyrelse senere i marts.

Bjørn Dilou Jacobsen forsvarede i februar sin afhandling »The Equality Bodies of the EU Member States - a Scandinavian Perspective« ved Københavns Universitets juridiske fakultet. Han har skrevet afhandlingen på engelsk, så ligestillingsorganer i andre EU-lande også kan få glæde af erfaringerne fra arbejdet.