Ansigt til ansigt med en stenaldermand

Hun har lavet en videnskabelig ansigtsrekonstruktion, der gør det muligt at få øjenkontakt med den stærke mand, som levede for 7.500 år siden i grotten Svarthola uden for Stavanger.

Barber er masterstudent ved universitetet i Dundee i Skotland, hvor hun læser faget 'forensic art, retsmedicinske kunstfag' – et tæmmeligt specielt studie, der blandt andet handler om den menneskelige anatomi og identifikation til genskabelsen af menneskers udseendet.

Modelleringsmetoden, som bruges i dette fag, er hovedsageligt brugt i politisammenhænge. Metoden er kun lidt kendt og anvendt i Norge. Men nu er den mest omfattende rekonstruktion af et stenalderskelet realiseret.

Det 7.500 år gamle mandeskellet blev fundet i grotten Svarthola i Viste uden for Stavanger i 1907. Det er det mest komplette stenalderskelet fundet i Norge, og det tredje ældste skeletfund fundet i landet nogensinde.

I dag er det mørke kranie og knoglerne udstillede i en glasmonter på Arkæologisk museum i Stavanger.

Visteguten, som manden er navngivet, var kun 15 år gammel, viser analyser af knoglerne. Han står knap 1,25 meter høj. Han levede formentlig i en gruppe af 10–15 mennesker. De spiste fisk, meget torsk, nogle østers, muslinger, skarv, elg og vildsvin.

Arkæologerne har indtil nu ment, at stenaldermanden kunne have været syg, og at det var derfor, han døde ung.

Det er tre kendte bevarede stenalderskeletter i Norge. Det ældste er af en kvinde, som blev fundet i Søgne i 1994. Hendes kranie er dateret til 8.600 år før vores tidsregning.

Den første, og ind til nu også den eneste, rekonstruktion af et stenalderskelet i Norge, blev lavet i 1997 i forbindelse med en udstilling på Kunsthistorisk museum i Oslo, hvor der blev skabt en model af Søgne-kvinden ud fra en række røntgenbilleder af hendes kranie.

Data fra denne skanning danner grundlaget for en tredimensionel rekonstruktion skabt på University College London. Men metoder til rekonstruktion bliver stadig bedre, og modellen af Visteguten er meget mere nøjagtig udformet end den af Søgne-kvinden.

»Målet har været at gøre modellen så ens med originalen som muligt. Det er det forensic art-studiet går ud på: identifikation og genskabelse af et unikt menneske,« forklarer Jenny Barber.

Hun har skannet Vistegutens kranie med laserkamera. Skanningen af overfladen har givet nøjagtige data om, hvordan anatomien er.

Kraniet har nogle skader, så den side, der var mest komplet, blev duplikeret, og som støtte anvendte Barber en digital kopi af et andet kranie fra en 15 år gammel dreng.

Den endelige anatomi refererer dog hovedsageligt til de originale knogler.

Efter programmeringen kunne Barber udskrive den digitale model, som en tredimensionel model i plast for derefter at udforme muskler og hud og detaljer i ler.

Efter at have lavet en ler-buste lavede hun en negativ form og støbte det færdige resultatet i kunstharpiks og glasfiber. Til sidst har hun målt og lavet øjne, ører og andre detaljer.

Barbers arbejde viser, at Visteguten havde et kølformet kranium (latin: scaphocephalus) - en medfødt misdannelse, som gør kraniet langt og smalt. Barber ville gerne vise dette frem, og har derfor ikke dækket modellen med hår.

Hendes arbejde viser endvidere, at den lille gut ikke var nogen svækling.

»Ud fra denne rekonstruktion kan vi se, at han må have været muskuløs. Så det er ikke sikkert, han har været syg, som man har troet hidtil. Ud fra knogleanalyserne ser han ikke syg ud, og han har ikke andre misdannelser end hans kølformede kranium,« fortæller Barber.

Både Visteguten, Grauballemanden og Tollundmanden ligner os

»At han havde et kølformet kranium er ny medicinsk viden om Visteguten, som vi ikke har set før,« siger Mads Ravn, forskningsleder ved Arkæologisk museum.

Han er meget begejstret over Barbers arbejde. Han påpeger lignende arbejde, der er lavet på Moesgård Museum i Danmark, nemlig rekonstruktionen af Grauballemanden.

Han viste sig at have stort underbid og tætsiddende øjne, noget som fik forskere til at tro, at han var en udstødt eller en forbryder, der var blevet slået ihjel, og ikke en rig mand, der var ofret til guderne.

Det var også klargjort, at han på same måde som Tollundmanden lignede mange nulevende danskere.

»På samme måde kan vi nu se, at Visteguten ligner os. Selv med hans kølformede kranium, ser han ikke syg ud. Tværtimod var han stærk, sund og rask,« siger Ravn.

Ud over de mere videnskabelige fund, synes Ravn også, at det er fantastisk at se en så fjern forfader i øjnene.

»Tænk, vi kan få et indtryk af, hvordan den ældste norske mand har set ud.«

Forskningslederen er meget glad for mulighederne, som denne rekonstruktion giver museet.

»De udfordringer, vi står over for, når det gælder ældre arkæologi er at få formidlet fundene på en god måde. Med Barbers arbejde har vi fået en fantastisk mulighed for at vise et meget gammelt fund i ”kød og blod”,« siger Ravn.

Barber selv ligger meget vægt på formidlingen, som en vigtig motivation bag hendes arbejde.

»Folk bliver draget af et ansigt. Dermed vil Visteguten formentligt kunne tiltrække sig opmærksomhed i kommende udstillinger her på museet. Sådan kan vi gøre historierne om Vistehola og Visteguten, og de andre mennesker som boede der, mere levende for publikum,« siger Barber.

Hun tilføjer, at ansigtsrekonstruktionen er brugt i formidlingssammenhæng på museer mange steder i verden, men at det ikke er særligt udbredt i museumssammenhæng i Norge.

© forskning.no. Oversat af Mette Damsgaard