Mørket er så småt ved at falde på, da jeg går gennem døren til kirken med min blok, min kuglepen og et lille kamera.
Pludselig slår det det mig: Hvad nu, hvis nogen påstår, at en ånd vil i kontakt med mig? Jeg er jo bare journalist. Jeg skal registrere, hvad der sker. Jeg har ikke brug for at blive hjemsøgt eller overdynget med selvlysende slim eller få at vide, at min afdøde farmor var med i sommerhus sidste weekend.
Almindelige mennesker
Jeg trisser ind i kirkesalen og sætter mig på én af de bagerste bænke. Det er mærkeligt. Jeg ser ingen farvede parykker med rygende pinde. Ingen har ørenringe ned til gulvet, som i øvrigt ikke dækket af slanger.
Daniel Kirken på Nørrebro i København ligner denne aften en helt almindelig kirke med salmetavler og alter. Og den ser ud til at have besøg af helt almindelige mennesker. Nogle ligner unge studerende, andre pensionister. På én af kirkebænkene sidder en lille gruppe midaldrende kvinder i høje hæle, som man finder på enhver café. Der er mænd med skægstubbe og cowboybukser, andre med sweatre på. Tæt på scenen sidder en trendy kvinde i jakkesæt med solbriller i panden.
Åbningsbøn og velkomst
Oppe på scenen ved alteret sidder tre kvinder. Den ene rejser sig. Det er Daniel Kirkens ejer, Käte Munkø. Hun beder en åbningsbøn under et stort vægmaleri af Jesus og hans disciple. »Vi beder fader- og moderkraften om at være til stede og hjælpe os med at modtage budskaber. Amen.« Jeg synker en klump og begraver mig i mine notater.
Efter en salme rejser den næste kvinde sig fra sin stol på scenen. Hun byder os velkommen.
Et bekymret medium i Daniel Kirken
En håndsoprækning afslører, at cirka halvdelen af de 40 tilstedeværende på de store træbænke på kirkegulvet har været til et klarsyn før. De ved godt, at vi nu skal til at tale med ånder gennem hende på scenen.
Mediet, Tine Ann Gaardsdal, lukker øjnene.
»Det første, jeg mærker, er en bekymrethed – og mere end det. Jeg bliver lidt ked af det. Det er en kvinde. Det virker, som om hun har været lidt forvirret i den sidste tid på denne side. Det gjorde hende ked af det.«
Jeg kigger rundt. Ingen ektoplasma vælter ud af munden på mediet. Ingen borde svæver rundt i luften. I det hele taget sker der ingenting rent fysisk. Det hele er ord.
Er det Farmor?
Inde i hovedet på mig selv sker til gengæld en hel masse. Selvom jeg har travlt med at skrive noter ned på min blok, leder min underbevidsthed ivrigt hele stamtræet igennem, mens mediet remser karaktertræk op ved ånden, som hun siger, hun har fået kontakt med:
»Hun er omkring 70, men kan godt være fem år ældre.« Mnja, hvor gammel var min farmor egentlig, da hun døde?
»Hun er en nydelig kvinde med et lidt forvirret udtryk, grænsende til det barnlige.« Min farmor var nydelig. Og elskede at være barnlig. Min underbevidsthed er begyndt at samle brikker sammen til et puslespil, den gerne vil lægge.
»Hun viser mig et værelse, som om hun kun havde ét rum, der var hendes hjem i nogle år.«
Alle brikkerne falder til jorden. Min farmor boede til sin død i en treværelses lejlighed. Min underbevidsthed sætter sig skamfuldt ved siden af min logik. Nu synes hele min person, at det var tosset at tro, at det var vores farmor, der blev snakket om.
Ånden har krumme fingre
Sådan sker det flere gange i løbet af halvanden time i Daniel Kirken. »Farfar, som er firskåren« og »Morfar, som var fisker«, lyder som nogen, jeg genkender, men det viser sig hver gang, at de er i familie med nogle andre, der rækker hånden op og siger ja til at tale med ånden.
Mediet kommer med flere beskrivelser af den enkelte ånd, mens den stadig var et menneske på jorden: »Hun havde krogede fingre, og hun elskede at klappe dig på hånden«, »hun var en modig kvinde, ligesom du selv er«, »hun døde af en hjerneblødning«.
Beskrivelserne udvikler sig efterhånden til forhandlinger mellem mediet og åndens pårørende i salen. Og hvor der handles, der spildes.
Forhandling om en ånd
»Jeg spørger hende, hvornår hun er gået over til den anden side. Jeg hører noget med 1998. Kan du tage det?«
»Kan du lave 8-tallet om til et 4-tal?« (Grin fra salen.)
»Jeg er forvirret omkring det, at du siger, at det er din mor. Det vil hende her ikke være.«
»Det er hun heller ikke.«
»Er denne kvinde din mormor?«
»Ja.«
»Hun var nok mere knyttet til din mor end til dig. Kan du tage det?«
»Nej, tilknytningen var nok lige stor.«
»Kaldte du hende Mormor?«
»Nej.«
»Jeg hører, at hun følte sig tæt på dig.«
»Det var hun også.«
»Havde du den oplevelse, at tårerne bare kunne løbe ned ad hendes ansigt? Det viser hun mig. Hun mener, du har set det.«
»Det vil jeg ikke afvise.«
»Jeg er ved at træne mig i forbogstaver, og jeg vil gerne forsøge mig med et forbogstav. (Mediet lukker øjnene.) Det ligner et ‘O’. Kan du tage det?«
»Nej.«
»Nej? Godt… Hun siger, at hun var gift, men at hendes mand døde før hende. Det burde være sådan, at du ikke kendte ham så godt..?«
»Det passer ikke!«
»Okay. Jeg prøver at finde ud af hendes profession… Hun viser omsorg for børn. Men man skal langt tilbage. Hun snakker om rollen som husmor, hvor hun smører madder.«
»Ja, det passer.«
»Husker du en kniv med et benskaft og en rund snude?«
»Ja.«
»Har du minder om et tv-program, du har set med hende? Hun læste måske noget tekst op for dig, så du forstod det bedre?«
»Ja.«
»Det virker, som om det var usædvanligt for dig, at en voksen satte sig ned og fortalte det?«
»Ja, det var hyggeligt.«
»Det var enten en serie eller noget, der kom igen og igen. Kan du tage det?«
»Ja, det kan jeg godt.«
En besked fra ånderne
Alle aftenens seks forhandlinger slutter med, at ånden afleverer et budskab fra den anden side.
»Hun siger, du anstrenger dig frygteligt med noget i øjeblikket. Det kræver virkelig din energi. Så meget, at der næsten står røgskyer op. Hun vil gerne sige noget til dig om det.«
»Det må hun gerne.«
»Det er al ære værd, men hun ville ønske, at du kunne give dig selv ro og lade op indimellem.«
»Nå!»
Det er åbenbart ikke alle budskaber, der bliver taget imod med kyshånd, også selvom de kommer fra en velmenende, afdød mormor.
Kvinden med ånde-tække
Ånderne vil især gerne i kontakt med den trendy kvinde i jakkesæt med solbrillerne i panden.
To ånder har allerede givet hende gode råd om at »når dine tanker løber vildt, så sæt dig med en bog«, og »når roser skal flyttes, skal de have noget af den gamle jord med«. De har også bedt hende om at »kigge efter den mønt, du fik i hånden af farfar. Den betyder meget for ham.«
Så da medie nummer to, Vivi Rohde, går på scenen og beskriver endnu en afdød slægtning, som kvinden kan genkende, er det næsten for meget af det gode. En mand tager sig til hovedet og sukker, mens andre sender trætte blikke op mod det blå loft og vist mest af alt glæder sig til medierne har brugt deres halvanden time, den sidste salme er sunget og det afsluttende amen er sendt af sted.
Kvinden kigger sig genert omkring og rødmer.
»Nå, så melder du dig! Var det nu bare, fordi jeg sagde, at ånden var venlig mod alle, eller kan du også genkende alt det andet?« – sagt med skævt smil af medium Vivi Rohde til en person i kirkesalen
Rørende og syret
Da seancen er færdig, fortæller kvinden, at det er første gang, hun har været til et klarsyn.
»Det var rørende og syret, men at jeg blev kontaktet tre gange… Jeg kunne ikke lade være med at tænke, ‘hvad med de andre’?« griner hun.
»Jeg kunne helt klart bruge det til noget. Jeg har brug for den opbakning, for jeg overvejer at tage et stort skridt og flytte til USA med mine børn,« fortæller den 37-årige kvinde. Hun foretrækker at være anonym af hensyn til sit firma.
De trængende får rådene
Det har været en usædvanlig aften i Daniel Kirken, konstaterer de to medier, Tine Ann Gaardsdal og Vivi Rohde. Det er sjældent, at ånderne på den måde henvender sig til en enkelt person. Tre ud af seks ånder var tilsyneladende i familie med den 37-årige kvinde.
»Men sådan er det nogle gange. Det er dem, der har mest brug for gode råd, der bliver opsøgt. Sådan fungerer universet vist bare,« smiler Vivi Rohde.
Jeg forsøger at samle tankerne, mens jeg kaster et sidste blik på den lille kirke. Bænkene, salmetavlerne, altret med blomster og stearinlys, lysekronerne i det blå loft.
Vent lidt! Ham »morfar, der var fisker« – det kunne sgu da godt være min stedmoders far..?
