Åh nej, antibiotika hjælper mod astmaanfald - hvad skal vi gøre?

Giv dit barn antibiotika – så skal det kun ligge syg på grund af astmaanfald i seks dage i stedet for 13.

Så fantastisk enkel er konklusionen i et nyt studie, som danskere forskere har offentliggjort i tidsskriftet Lancet Respiratory Medicine. Astma spreder sig voldsomt hurtigt over det meste af verden, hvert tredje barn i Danmark er ramt, og ingen anden medicin har tilnærmelsesvis samme effekt - så det burde jo vække lykke, når forskere anviser en let vej til en bedre hverdag for millioner af børn og deres forældre verden over.

LÆS OGSÅ: Overraskende: Antibiotika er »hamrende effektivt« mod astmaanfald

Det gør det på sin vis også. Men det vækker i lige så høj grad bekymring. Frygten er, at hvis vi bruger mere og mere antibiotika til for eksempel at behandle astmasymptomer, ender bakterierne med at blive resistente over for antibiotika. Hvis det sker, kan vi pludselig ikke kurere selv ’simple’ sygdomme som lungebetændelse og halsbetændelse, hvor antibiotika lige nu er eneste kur.

I værste fald kan resistens endda betyde, at vi dør af infektionen, som det allerede sker hvert år for hundredtusindvis af mennesker med tuberkulose.

Men hvordan lægger man snittet? Hvordan finder man ud af, om man skal bruge antibiotika til en behandling eller ej?

Antibiotika skal helst fjerne årsagen til sygdommen

Thomas Ploug er professor i anvendt etik og videnskabsfilosofi ved Aalborg Universitet. Han er også medlem af Etisk Råd, hvor han har været langt inde i overvejelserne om brugen af antibiotika.

Han mener, at det er helt centralt, om antibiotika kun fjerner symptomer eller lidelser, eller om det fjerner årsager til sygdomme.

»Hvis man skal arbejde med resistensproblemet, skal vores brug indskrænkes til, hvor det er nødvendigt – til hvor der er en alvorlig trussel mod menneskers helbred. Det kan man ikke sige med lindring af astmasymptomer, ligesom man ikke kan sige det, hvis man mildner effekterne af akne. Hvis astma derimod blev kureret, fordi man slog bakterier ned, eller hvis antibiotika var eneste mulige behandling, kunne vi tale om, at antibiotika var nødvendig,« siger Thomas Ploug.

Astmaprofessor: Børn bør ikke forholdes medicin

Hans Bisgaard – professor ved Københavns Universitet og leder af Dansk BørneAstma Center, der står bag forskningen – er lodret uenig.

Han kan slet ikke følge sidestillingen af behandling af bumser med behandling af et lille astmatisk barn, som hiver efter vejret og ikke kan kæmpe sin egen sag.

Sådan lyder vejrtrækningen hos ét af mange hundrede astmatiske børn fra kohorten COPSAC ved Dansk BørneAstma Center, hvor man forsker i årsager til og helbredelse af astma. Læs mere på COPSAC's hjemmeside. Et astmaanfald varer typisk helt op til to uger. Efter behandling med antibiotika falder sygetiden til mindre end det halve, viser centrets nye studie.

»Astmaanfald er den almindeligste årsag til, at småbørn akut indlægges på hospitalet. Jeg synes ikke, det er den oplagte gruppe at forholde antibiotika. Måske skulle man først begrænse brug af antibiotika til for eksempel mellemørebetændelse, halsbetændelse og andre godartede lidelser hos især voksne. Jeg undrer mig over, at akut syge småbørn skal undgælde for et generelt samfundsproblem,« siger Hans Bisgaard og fortsætter:

»Jeg afviser slet ikke, som vi også skriver i vores artikel, at det kan føre til øget forbrug af antibiotika. Det er bare ikke mit problem, for mit mål er at behandle børn. Så må sundhedspolitikerne kigge på, om der er andre områder, hvor man burde spare noget mere i stedet.«

Antibiotika kan gives til de hårdest ramte for at holde resistens væk

Professor ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos kan sagtens følge Hans Bisgaard et stykke af vejen, for det er »umådelig hårdt for en børnefamilie at have et astmabarn«.

»Men trenden på området går den modsatte vej. Vi er blevet tilbageholdende med at give antibiotika for mellemørebetændelse, halsbetændelse og akut opblusning af KOL hos voksne. Man skal altså også huske på, at gentagne behandlinger med antibiotika øger risikoen for, at det enkelte barn får resistente bakterier, som det ikke kan blive behandlet for.«

»En løsning kunne måske være at se på, om alle astmaanfald er lige alvorlige og reservere antibiotika-behandling til de alvorligste tilfælde,« lyder buddet fra Hans Jørn Kolmos, forskningsleder på Klinisk Institut ved Syddansk Universitet.

Samme løsning foreslår Thomas Ploug, og Hans Bisgaard stemmer i: Det nye studie har netop udvalgt de sværeste tilfælde af astmaanfald, og »antibiotika skal bestemt ikke være en selvhjælpsbehandling, men netop udskrives efter lægelig vurdering,« mener han.

Antibiotika kan gøre os mere syge

Problemet med antibiotika er dog formentlig endnu større, end at vi 'bare' gør bakterier resistente, så vi ikke længere kan slå dem ned. Antibiotika påvirker sandsynligvis også vores bakterier og mikroorganismer i for eksempel tarm og mund (vores mikrobiom) – så vi bliver godt nok kureret for infektionen, men til gengæld bliver vi mere modtagelige over for andre sygdomme.

»Vi ser mere og mere, at vi skal være forsigtige med at pille i mikrobiomet, for det kan føre til underlige bivirkninger. Fedme, metabolisk syndrom, type 2-diabetes er alle tilstande, som til en vis grad er afhængige af mikrobiomet, og derfor sandsynligvis også påvirkelige af antibiotika. Ikke for at sige, at man aldrig skal give antibiotika, for det skal man, men det skal ikke blive en glidebane, hvor vi bare giver det for at lindre symptomer, for vi ved ikke, hvad konsekvenserne bliver,« mener Hans Jørn Kolmos.

Læs også artiklen Antibiotika smadrer kroppens forsvarsbakterier

Skal vi overhovedet publicere forskning i antibiotikas effekter?

Frygten er udbredt i videnskabens verden. Hans Bisgaard oplevede, at studiet i antibiotikas effekter på astmaanfald blev afvist af flere førende tidsskrifter med beskeden om, at resultaterne netop viser vej til en glidebane, hvor læger vil begynde at overforbruge antibiotika.

Hans Bisgaard beskrivelse af tidsskrifternes overvejelser rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi overhovedet skal bedrive forskning og offentliggøre resultater om antibiotikas effekter. Her er de danske forskere dog rørende enige: Selvfølgelig skal vi det.

»Du er jo nødt til at have evidensen, før du kan lave politikken. Det nytter ikke at afvise god forskning på grund af frygt for, hvad den vil føre til. Det andet er at føre strudsepolitik, hvor man lukker øjnene for, at her er en patientgruppe, som vil have forfærdelig god gavn af penicillin. Det er både synd og forkert. Man skal have evidens og så afveje, hvilke grupper der har mest behov og så sætte grænserne derefter,« mener astmaprofessor Hans Bisgaard.

Historien om anbitiotika og astmaanfald minder om den om atombomben

Hans Jørn Kolmos fra Syddansk Universitet supplerer med »vi kan ikke lade være med at lave denne type undersøgelser, fordi vi ikke bryder os om resultatet, og jeg hilser den absolut velkommen, for den er med til at afdække ny viden« - og Thomas Ploug fra Aalborg Universitet går skridtet videre:

»Det er historien om atombomben i lille skala. Atomteorien var en grundvidenskabelig indsigt, og det var helt nødvendigt, at den skulle ud, og vi har draget fordele af den på utallige områder siden da. At den så også rummede risikoen for udviklingen af farlige våben var en kamp, man måtte tage bagefter.«

»Sådan er det med meget forskning, også dette studie, der rummer en grundvidenskabelig indsigt i sygdommen astma. Den indsigt skal ud, og så må man bagefter tage et slagsmål om de mulige negative effekter og gøre, hvad man kan for at forhindre dem,« siger Thomas Ploug.

Andre tidsskrifter er da også enige med forskerne. Den videnskabelige artikel fra Dansk BørneAstma Center blev sendt i ’fast track’ hos tidsskriftet Lancet Respiratory Medicine, så den kunne komme ud så hurtigt som muligt – otte uger har det taget at komme gennem systemet. »Så hurtigt har jeg aldrig oplevet det før,« konstaterer Hans Bisgaard.

Kan landbruget ikke bare skære ned på sit antibiotikaforbrug?

Vi vil altså gerne have forskningen ud, og vi vil gerne hjælpe dem, der er hårdest ramt – men samtidig vil vi gerne bruge mindre antibiotika. Måske kan man løse problemet ved at få landbruget til at skære ned på sit forbrug af antibiotika til dyr, så vi kan tillade os at bruge noget mere på mennesker?

Nej, sådan fungerer det ikke helt, siger Hans Jørn Kolmos. Forbruget af antibiotika i landbruget kan skabe resistensproblemer for mennesker, men det rammer mest bakterier i tarmen og i mindre grad lungerne. Desuden vil mindre forbrug i landbruget aldrig kunne opveje konsekvenserne af, at et menneske gentagne gange får antibiotika, lyder det.

»Man får ikke færre resistente bakterier hos eksempelvis børn – som vi især snakker om her – ved at skære ned i landbruget og i stedet give dem mere antibiotika. Vi skal stille krav til fødevareproduktionen, ingen tvivl om det, men vi fjerner ikke problemet fra mennesker ved at reducere forbruget tilsvarende i fødevaresektoren. Vi kan ikke købe ’CO2-kvoter’ til mennesker ved at skære ned hos landbruget. Vi skal feje for egen dør,« siger Hans Jørn Kolmos.

Kan vi lægge snittet, hvor det bedst kan betale sig for samfundet?

Hvad så med at bruge andre kriterier, så vi kan lægge et snit, der kan sende antibiotika de vigtigste steder hen – økonomi for eksempel?

Dansk BørneAstma Center har lavet beregninger, der viser, hvad det koster en familie og samfundet, at børn ligger syge med astma i mange dage. Hvis man sammenligner med, hvad andre sygdomme koster, kunne det give et hint om, hvor det er mest givtigt for samfundet af sætte ind med antibiotika.

Astmacentrets leder Hans Bisgaard vil dog helst holde tallene ude af debatten, fordi den bør handle om mennesker, ikke om økonomi. Og etikprofessor Thomas Ploug er enig.

»Generelt er økonomiske hensyn mindre vigtige. Vi skal ikke kæde behandlingen af menneskers lidelser sammen med den samfundsmæssige gavn af hurtig helbredelse. Vi behandler mennesker, fordi de er syge, og det påvirker deres livskvalitet, som vi gerne vil være med til at genskabe. Så må vi glæde os over, hvis det ved siden af også har gavnlige økonomiske effekter,« siger Thomas Ploug.

Hvad er alternativet til antibiotika?

Tilbage står altså, at vi er nødt til at prioritere ud fra svære overvejelser. Et sidste bud på, hvordan vi undgår at nægte syge behandling kunne så være, at vi finder andre løsninger end antibiotika til bekæmpelse af infektioner.

Diskussionen om antibiotika til astmabørn ligner jo alle andre diskussioner om infektionssygdomme. Vi giver kun der, hvor der virkelig er behov for det. For giver vi til alle, bliver bakterierne resistente, og så mister vi simpelthen evnen til at bekæmpe sygdommene

Hans Jørn Kolmos

Det er faktisk også et godt bud. Én mulighed for at komme uden om antibiotika - eller supplere behandlingen - kan være såkaldte bakteriofager; naturligt forekommende vira, som invaderer bakterier og i nogle tilfælde dræber dem. Ifølge Hans Bisgaard blev de brugt, før penicillin blev opfundet, men gik lidt i glemmebogen på grund af penicillins effektivitet.

»Især i Rusland og de østeuropæiske lande har man med held anvendt bakteriofager mod resistente baketerier, og vi har netop fået en stor fondsbevilling af EU til at analysere bakteriofager. Det hjælper bare ikke akut syge børn i dag,« bemærker Hans Bisgaard.

Det tager lang tid at grave alternativer frem

Problemet er i det hele taget, at det går virkelig langsomt med at finde gode løsninger, melder Hans Jørn Kolmos.

»Vi skal arbejde mere konsekvent med gode bakterier, probiotika eller præbiotika, hvor vi bruger gavnlige bakterier til at tage luften lidt ud af selektionspresset og de resistente bakterier. Men vi er ikke så langt med det endnu, for ikke mange medicinalfirmaer begiver sig ind i det, og det har ikke givet gennemslagskraft i de situationer, hvor vi havde håbet det.«

På et enkelt område har vi dog gjort store fremskridt de senere år. Allerede i 2011 lykkedes det amerikanske forskere at behandle træthed og diarré på grund af problemer med tarmbakterien Clostridium difficile – simpelthen ved at transplantere bæ fra en rask person over i en syg og på den måde genoprette bakteriebalancen i tarmen.

Man har gjort noget tilsvarende for at helbrede blødende tyktarmsbetændelse og andre lidelser.

»Vi bruger kun den metode i de hårdnakkede tilfælde, men man kan sige, at det er den ultimative reparation af mikrobiomet, og det har en gennemslagskraft, og det kan være en anden vej at gå end bare at sige ’mere antibiotika’.«

»Sådan nogle veje har vi brug for,« siger Hans Jørn Kolmos.