Glem alt, hvad du troede, du vidste om det antikke Grækenlands største havn, der lå i Korinth-området.
Historien skal nemlig omskrives, efter at nye arkæologiske fund har tilføjet 500 år til havnens i forvejen høje alder.
Det skriver Hakia Magazine på baggrund af ny forskning, som blandt andet forskere fra Det Danske Institut i Grækenland har bidraget til.
På grund af sin lokalitet mellem to bugter, der forenede Det Ægæiske Hav ved Tyrkiet og Det Joniske Hav ved det sydlige Italien, har havnen været vigtig i flere tusind år.
Men nu kommer det altså frem, at havnen som sagt er ældre, end forskere førhen har troet. Det afslører et nyt fund i byen Lechaion, der ligger tre kilometer fra den antikke by.
Her fandt man fem klumper brunkul og en gammel, menneskeskabt blyforurening.
En kulstof 14-prøve afslørede, at fundene stammede fra år 1381 før vores tidsregning.
Derfor mener forskerne nu, at det er et bevis på, at der har været havneaktivitet i området siden den sene bronzealder for godt 3.400 år siden.
Det skyldes, at forskerne kobler den menneskeskabte blyforurening sammen med minedrift og metalarbejde.
Prip
































