4 måder, hvorpå Leonardo da Vinci var forud for sin tid

Leonardo da Vinci betragtes i dag som en af renæssancens allerstørste skikkelser og en af verdenshistoriens største polyhistorer.

2. maj 2019 var det nøjagtig 500 år siden, han fik et slagtilfælde og døde i Frankrig.

Men den geniale multikunstner er stadig relevant, så lad os kaste et blik på fire af de måder, han beviste, at han var langt forud for sin tid.

1) Ingeniørvidenskab

Leonardo da Vinci er lige så berømt for sine opfindelser som sine arkitekturstudier, kunst og anatomiske tegninger.

Eksisterende dokumenter illustrerer hans ideer om en lang række anordninger, blandt andet de første svævefly, helikoptere, faldskærme, dykkerdragter, kraner, gearkasser og mange forskellige slags våben til krigsførelse.

Mange af disse anordninger bruges i dag. Det har nemlig taget knap 400 år at realisere Leonardo da Vincis ideer.

Han kombinerede en fantasi, der var forud for sin tid, en forståelse af de nyeste videnskabelige og tekniske grundregler med sin enestående håndværksmæssige dygtighed til at udtænke nye anvendelser for vægtstænger, tandhjul, remskiver, hejseværk og fjedre.

Hans kreationer var udformet, så de kunne gøre gavn og på samme tid appellere til hans mæcener: De krigsførende hertuger og konger i det sene 15. i det tidlige 16. århundredes Frankrig og Italien.

LÆS OGSÅ: Kunstner og videnskabsmand: Leonardo da Vinci udtænkte vilde maskiner ud fra fantasien

Da Vinci afskyede krig, men var militæringeniør

Selv om Leonardo da Vinci angiveligt afskyede krig, arbejdede han størstedelen af tiden som militæringeniør. Han udformede nye forsvarsværker og koncepter til frygtindgydende våben.

Hans skitser viser blandt andet en pansret kampvogn fra omkring år 1485, der kunne skyde i alle retninger. I dag ved vi, at Leonardos kampvogn ikke var så praktisk. Den ville være umådelig tung og kunne kun køre i én retning.

Andre våben, der havde til formål at imponere og intimidere lige så meget som at fungere, var eksempelvis en gigantisk 27 meter bred armbrøst, et gevær med 33 geværløb, ammunition, der ligner nutidens klyngebomber, og det første eksempel på aerodynamiske stabiliserede artilleriprojektiler.

LÆS OGSÅ: Se billederne: Leonardo da Vinci forudså helikopteren og kampvognen​

Enkelte succeser og en hel del flop

Da Vincis skitser af en ‘luftskrue’ (1486-90) var det første spæde skridt mod helikopterens tilblivelse, selv om det ikke var den første demonstration af vertikal flyveevne (den ære tilfalder et kinesisk legetøj 1.800 år tidligere).

Ornitoptre, flyvende maskiner, der efterlignede fugle, fascinerede ham, og han tegnede mange smukke og innovative designs.

Men man forstod ikke rigtig fuglenes flyveevne dengang, og han vidste ikke, at mennesket ikke var i stand til at generere den energi, som skulle til for at sætte gang i disse anordninger.

Størstedelen af Leonardos designs blev aldrig bygget eller afprøvet. Nutidige forsøg har produceret enkelte succeser og en hel del spektakulære flop.

Hans fantasi var så langt forud for sin tid, at det tog fire århundrede, før kampvognen blev en praktisk mulighed gennem udviklingen af lette og stærke materialer som aluminium og energikilder som motorer drevet af fossile brændstoffer.

Han ville uden tvivl være i stand til at genkende – og være fascineret af – en hel del af det maskineri, som vi i dag tager for givet.

LÆS OGSÅ: De bedste kopier af naturen – top 5

2) Matematik

Selv om Leonardo da Vinci er bedst kendt for sine kunsteriske udfoldelser, anså han sig selv for at være videnskabsmand snarere end kunstner.

Matematikken – især perspektiv, symmetri, proportioner og geometri – havde en markant effekt på hans tegninger og malerier, og han var bestemt forud for sin tid gennem sin brug af den.

Leonardo da Vinci brugte matematikkens grundregler til lineærperspektivet – parallelle linjer, horisontlinjen og forsvindingspunktet – for at skabe en illusion af dybde på en plan overflade.

Eksempelvis brugte han perspektivtegning til at fremhæve et bygningshjørne, en have omgivet af en mur og en gangsti, da han skabte maleriet ‘Bebudelsen’.

LÆS OGSÅ: Renæssancens matematik

Leonardo da Vincis maleri ‘Den Sidste Nadver’ er et smukt eksempel på brug af det lineære perspektiv, som er klart fremhævet med rummets linjer og forsvindingspunktet bag Jesus’ hoved.

Også ‘Den Vitruvianske Mand’ er en tegning, hvor det menneskelige og matematikken mødes.

Mennesket i bogstaveligste forstand sat ind i en matematisk ramme med navlen som centrum, indeholdt i en perfekt cirkel og en firkant med udstrakte arme og ben.

Den Vitruvianske Mand er Leonardo da Vincis belæg for, at der er sammenhæng i, hvordan mennesket er opbygget. Han indså, at hvis armlængde og højde er relateret, så passer et menneske perfekt ind i en firkant.

Med Den Vitruvianske Mand forsøgte Leonardo da Vinci at gøre det umulige, og han var faktisk ganske tæt på at løse opgaven.

LÆS OGSÅ: Den sidste nadver er vokset og vokset

»Lad ingen læse mig, som ikke er matematiker«

Det gyldne snit eller Fibonacci-tal er en matematisk udregning, der indgår i den regelmæssigt opbyggede struktur i eksempelvis grankogler, solsikkeblomster og i bladstillingen hos flere planter.

Det gyldne snit kan også bruges til at skabe balance for øjet.

I 1509 udgav matematikeren Luca Pacioli ‘De Divina Proportione’ (‘Om den guddommelige proportion’), hvor han beskriver, hvordan det gyldne snit fører til bestemte punkter i billedet, hvor øjet finder hvile, og hvor det er behageligt for øjet at søge hen ved at opdele billedfladen i harmoniske proportioner.

Leonardo da Vinci var overbevist om, at det var afgørende at skabe nøjagtig proportionalitet, og det understøtter strukturen på maleriet af Mona Lisa.

Matematikkens betydning er indiskutabel, når man ser på Leonardo da Vincis senere værker, og han lader til at være besat med problemstillingerne.

Da han eksempelvis arbejdede på Mona Lisa, koncentrerede han sig angiveligt om geometri og udtalte:

»Lad ingen læse mig, som ikke er matematiker.«

LÆS OGSÅ: Er det gyldne snit udtryk for skønhed?

3) Vand

Leonardo da Vinci beskrev vand som ‘naturens transportmiddel’ (vetturale di natura): Vand er for verden, hvad blod er for menneskekroppen.

Vand figurerer i mange af Leonardo da Vincis malerier: Fra hans tidligste landskabstegninger af en flod, der fosser over en klippe (1473) til det berømte maleri af Mona Lisa (1503) og hans sidste tegninger af voldsomme naturbegivenheder, syndfloden og verdens undergang (1517-18).

Men da Vinci var ikke blot fascineret af vandets kunstneriske egenskaber. Han ønskede at forstå vandets flydende dynamik, hvirvelstrømmene og drivkræfterne under vandoverfladen.

Som polyhistor (en person med viden om mange fag, red.) var han i stand til at kombinere sin viden og sine evner inden for kunst, design, videnskab, filosofi og ingeniørvidenskab til at udforme projekter, ideer og anordninger for at afprøve sine hypoteser.

I ‘Codex Leicester‘ samlede Leonardo da Vinci 730 konklusioner alene om vand.

Gennem dette og andre værker bidrog Leonardo da Vinci til den moderne vandteknologi og videnskab, blandt andet gennem en nøjagtig beskrivelse af det hydrologiske kredsløb, en forståelse af strømninghastighedens effekt på tryk samt kanaler og bassiner til forvaltningen af floder og overrisling.

Ikke alle da Vincis mange ideer og kreationer var lige indflydelsesrige eller nøjagtige, men samlet set er hans enestående og altovervejende bidrag til vandvidenskaben udviklingen af en videnskabelig tilgang.

Han var uden tvivl den første hydrolog, der formulerede hypoteser på baggrund af empirisk evidens. Resultaterne af hans kompromisløshed lever i dag i en meget bredere sfære.

På samme måde som vand er naturens transportmiddel, er Leonardo da Vinci drivkraften bag vandvidenskabens og teknikkens fundament.

LÆS OGSÅ: Biomimetik: Når vi stjæler naturens design

4) Optiske illusioner

Leonardo da Vinci blev foregangsmand indenfor studiet af fysiognomi (en persons udseende og ansigtstræk, red.) ved at indføre begrebet ‘moti mentali’ i ‘Codex Urbinae‘, skrevet mellem 1452 og 1519 og trykt af Raffaelo du Fresne som Trattato della Pittura i 1651.

‘Moti mentali’ kan oversættes som afbildningen af forbigående, dynamiske mentale tilstande, tanker og følelser. For Leonardo da Vinci var målet for en portrætmaler at afbilde modellens indre tanker og ikke blot den ydre fremtoning.

Derfor skabte Leonardo da Vinci ‘tvetydige’ ansigtsudtryk med et konstant foranderligt udtryk.

Leonardo da Vinci udviklede ‘sfumato’ (fra det italienske ord for at forsvinde i tågen/røgen); en maleteknik, hvor han udviskede konturerne på overgangen mellem lys og mørke, eller fra den ene farve til den anden uden skarpe overgange.

Det var ikke Leonardo da Vinci, som opfandt teknikken, men han udviklede den, og hans brug af ‘sfumato’ er ganske enestående.

Jeg tilslutter mig Alexander Nagels teori om, at Leonardo da Vincis brug af ‘sfumato’ var forskellig fra andre maleres, heriblandt Andrea del Verrocchio, som var Leonardo da Vincis lærer.

Det er næsten umuligt at se, hvor én farve slutter, og den næste begynder på mange af Leonardo da Vincis malerier, især portrætterne, og det er evident på mange af hans malerier mest afgørende områder som eksempelvis omkring munden.

For eksempel rapporterede Laboratoire du Centre de Recherche et de Restauration des Musées de France i samarbejde med European Synchrotron Radiation Facility (en fælleseuropæisk synkrotron til forskning indenfor fysik med anvendelse af en slags røntgenstråling, red.), at Leonardo da Vinci brugte op til 30 lag lak for at opnå den subtile skygge omkring munden af La Bella Principessa (et portræt tilskrevet til Leonardo da Vinci af Martin Kemp så sent som 2011).

Skabte dissonans mellem øjne og hjerne

Hvert eneste af disse lag var halvt så tykke som et menneskehår. Området omkring Mona Lisas mund har et lignende detaljeringsniveau.

LÆS OGSÅ: Forskere har testet ‘Mona Lisa-effekten’: Den findes, men ikke i dét maleri

Min kollega, Michelle Newberry, og jeg foreslog i 2015, at Leonardo da Vinci skabte en slags optisk illusion omkring munden i nogle af sine portrætter (for eksempel Mona Lisa og Bella Principessa) – fra nogle vinkler ser modellerne tilfredse og muntre ud, men fra andre vinkler forekommer de eftertænksomme eller melankolske.

Det er bemærkelsesværdigt, at Leonardo da Vinci med disse optiske illusioner skabte dissonans mellem øjne og hjerne, flere århundreder før forskerne forstod de bagvedliggende mekanismer.

Ser vi på hver disciplin særskilt, har der utvivlsomt været bedre kunstnere, vigtigere ingeniører eller større matematikere.

Men som individ var og er Leonardo da Vinci helt uden fortilfælde – både i kunsten og i videnskabernes verden.

Hywel Jones, Allessandro Soranzo, Jeff Waldock og Rebecca Sharpe hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Top 10: De bedste kopier af naturen

LÆS OGSÅ: Bionik – når teknologi efterligner naturen

LÆS OGSÅ: Flyvemaskinen erobrede himlen på ingen tid