Der er sange, der beskriver alt det, vi umiddelbart kan genkende. De bratte fald og pludselige opstigninger. Og så er der de sjældne sange der sætter ord på alt det, vi ikke har formuleret endnu eller egentlig helst vil glemme. På vores kompromisser, på vores forladte længsler, på vores spild af tid. På hverdagens dræbte stykker drømme, der foragter en for at glemme, at livet er nu og her.
Måske er det det, der sammen med Steffen Brandts behagelige begavelse og glimt i øjet, har sikret, det der egentlig er Danmarks kedeligste orkester, TV2, 30 år på toppen.
»Jeg synes Steffen Brandts tekster er så fremragende, at jeg tror, de har været med til at forme den måde, vi ser os selv på,« siger litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet.
Anelser om taknemmelighed
Når hun taler om Steffen Brandts tekster, er hun dybt nede i detaljerne med en begejstring og fortællelyst, som man sjældent oplever hos danske forskere.
Det er næsten som om, at hun har lyst til at give noget af det, som teksterne og musikken har givet hende tilbage. Og måske findes der generelt en eller anden diffus og uformuleret taknemmelighed til TV2’s 30 år lange portræt af de mennesker, der bor i det lille land mod nord.
For nylig blev singlen ’Bag duggede ruder’ fra 1983 kåret til landeplagen over alle landeplager af DR2’s seere, og for nogle år siden tog samme sang P3-prisen med den pudsige titel ”Verdens bedste danske sang”.
Begge gange foran Kim Larsens ellers næsten ubestridelige klassiker ’Kvinde Min’.
Og nu går karrieren, der egentlig begyndte i 70’erne med symfonirockbandet Taurus, og i 1981 blev til Taurus Version 2 ind i sit 5. årti med udgivelsen af den allerede anmelderroste plade ”Showtime”.
Manden og kvinden
I TV2’s begyndelse havde Steffen Brandt og bandet svært ved at slippe ud af forbilledernes univers.
Både bandet selv og kritikerne betragtede TV2 som en light udgave af tyske Kraftverk og det samtidige århusianske band Kliche, hvor Lars H.U.G. sang og skrev, og Steffen Brandt spillede keyboard.
Kliche havde den dér særegne 80’er tilgang til tekstuniverset og siden satte Lars H.U.G. musik til Søren Ulrik Thomsens digtsamling City Slang.
Men en aften på cykel på vej hjem mærkede Steffen Brandt en sang var på vej og hjulede af sted for ikke at komme for sent til øjeblikket.
Da han havde skrevet ”Bag duggede ruder” var det som om, at TV2 havde fundet det, som skulle blive deres helt eget udtryk. På sin egen mærkelige måde fandt Steffen Brandt måske i virkeligheden nærmere den røde tråd i sit tekstunivers i det faktum, at han skulle skynde sig for at nå sangen. Og lige netop det vender vi tilbage til senere, men først handler det om samtidsportrættet.
»Det, som er så spændende, er, at han tager fat i helt almindelige hverdagsoplevelser og problemer, der ligger lige i overfladen og samtidig dykker helt ned i dybden, så det bliver nyt for os, og vi kan se os selv. Han giver et bud på velfærdsstatens litteratur, og ser også meget kritisk på sit eget jeg. I linjer som ’jeg kan bygge dig en udestue og stoppe dine strømper’ viser han den maskulinitet, han identificerer sig med i et skarpt parodisk perspektiv, og derfor kan det lade sig gøre at lave tekster som ’Kvinden ned på alle fire’,« siger Anne-Marie Mai.
I den samtidssatiriske ’Tidens Kvinder’, synger Steffen Brandt om de kvinder, der hele tiden ombestemmer sig i forhold til, hvordan manden skal være. Og ikke mindst om de mænd, der indretter sig efter kvindens krav. Det er med afsæt i det kritiske syn på sig selv og sin generation, at Steffen Brandt (næsten) kan slippe af sted med tekster som i Rigtige Mænd:
Jeg har mig selv, mit liv, min fremtid, mit job
velstillet, velklædt, uafhængig og fri
jeg starter der, hvor andres drømme holder op
Her er liv og her er glade dage
her blir stærke kvinder altid svage
ikke flere bløde meninger, forståelse og snak
ikke mere tid at spilde
Her er sex og her er smukke piger
her er kvinden - ned på alle fire
ikke mere vrøvl og ikke mere overflødig snak
ikke mere tid at spilde
Det frie hjerte
Anne-Marie Mai mener, at Steffen Brandts tekster ligger i samme tradition som digtere som Dan Turell og Peter Laugesen, der var samtidige, da TV2 begyndte karrieren med Fantastiske Toyota i 1981.
På det tidspunkt var Michael Strunge den vilde, unge digterstjerne, der med sin anarkistiske romantik beskrev livets hastighed, og de guder der hersker i drømmen.
Og selv om Anne-Marie Mai medgiver, at der måske er en tættere forbindelse mellem en C.V. Jørgensen og en Strunge med deres indadvendte verdensbeskrivelse, så mener hun alligevel, at Steffen Brandt ud over blikket for den almindelige dansker også rummer fortællinger om så stor kærlighed, at de afføder linjer som en Strunge ville have været stolt af.
»Strunge og C.V. Jørgensen vender blikket mere indad og har en vældig billeddannende poesi, mens Brandt er i en tradition med en langt mere direkte tilgang til omverdenen, men jeg synes også, at man i Brandts tekster kan mærke det der beat, at himlen er blå og hjertet er frit,« siger Anne-Marie Mai og fortsætter:
»Jeg tror, en Michael Strunge ville have været stolt over en linje som ’Jeg troede, vi skulle være de første kærester på Månen.’ Det er en stærk linje, fordi vi alle sammen selvfølgelig kender de store drømme, man har med sin elskede, når man føler sig allermest uovervindelig. Men det er også et billede, der ligger i Steffen Brandts generation og kommer af den verden, han er vokset op i,« siger Anne-Marie Mai om strofen:
Og jeg der var så ung
jeg troede vi skulle være
de første kærester på Månen
(Det satans liv)
Hvis man lytter til Anne-Marie Mai fortælle om TV2 og Steffen Brandts tekstunivers og alle de begreber, der er vendt på hovedet og ironiseret som 'Rigtige Mænd' og 'Kvinder ned på alle fire' og 'En ørkenvandring i æselperspektiv', så er det svært ikke at tænke, at Danmark havde været anderledes uden Brandts kærligt mente skideballer og nænsomme observationer.
»Steffen Brandt rusker op i os. Han er samfundskritiker og ser alle mulige slags eksistenser, som ofte ikke er så synlige for os andre. I ’Det er samfundets skyld’ starter han blandt drankerne på Viby Torv og kommer frem til millionæren. Han viser samfundet i et større perspektiv, så man kan se dét, som ikke er synligt og som ikke rigtig har mæle, over ganske få strofer. Han kan se hverdagsmenneskerne, som de er der ude i verden,« siger Anne-Marie Mai.
Næppe noget sted kommer Steffen Brandts evne til at forene det små med det store til bedre udtryk end i ’Kys det nu (det satans liv)’, hvor Brandt synger:
Og bedst som livet lige gik så godt
og bilen næsten var betalt
kom du og krævede mit hjerteblod
og intet mindre
Hvor den pludseligt opdukkede forelskelse bliver et hverdagsforstyrrende element i en tilværelse, hvor terminerne næsten er betalt ”og livet lige gik så godt”. Og så i omkvædet, hvor opfordringen bliver så insisterende, at den bliver et krav:
Kys det nu, det satans liv
grib det, fang det før det er forbi
Det er så tydeligt, at man kan lugte ligusterlivet i parcelhusstagnationen, som nu bliver forstyrret af noget så kaotisk som forelskelse. Det er sjældent en popsang går fra en bil, der næsten er betalt til vaskeægte hjerteblod. Og mens det er konkret i ’Kys det nu, det satans liv’, så viser Brandt i sangen ’Hele verden fra forstanden’, at han kan sige det samme helt blottet for de samme hverdagsbilleder.
Åh jeg hader disse sange
om hvor smukt det kunne være
dette åbenlyse selvbedrag
som intet håb kan bære
ku jeg tro på noget
ville jeg starte helt fra bunden
engang til
Jeg ville ta dig som en chance
for at glemme alle mine løgne
jeg ville følge himlens flugt
i dine længselsfulde øjne
jeg vil mærke tiden
mærke hvert sekund
der går forbi
Uret tikker, hjertet banker
hele verden fra forstanden
gør dog noget, løb for livet
brug dog tiden, elsk hinanden
Og netop det er måske det særlige ved TV2: At Steffen Brandt formår at forene både den kærlige kritik af den almindelige dansker og den store kritik af samfundet med den altfortærende kærlighed og denne evige insisteren på livet, som Steffen Brandt måske mærkede allermest konkret, den aften han cyklede alt hvad han kunne for at nå at fange sangen.
