Jeg går omkring og spørger kolleger, om de har fået lavet ”helgen omsekventering” på deres patienter, eller om de kender et laboratorium, som gør det. De fleste tænker på at udhente materiale fra kister i Vatikanet etc. men nogle tænksomme fanger ordlegen og siger så: ”Nå, hel-genom-sekventering!”
Faktum er, at vi nærmer os det tidspunkt, hvor en kontakt til hospitalsvæsnet kan udløse, at man enten får hele sit genom sekventeret (der var den igen) eller blot den del, som koder for de gener, som udgør grundstammen i vores arvemateriale, det såkaldte exom. Der er selvfølgelig både logistiske og etiske aspekter af dette, men udviklingen kan vi ikke løbe fra. Det kan løses overordnet, men kan også komme snigende, som det gjorde for undertegnede for nogle måneder siden.
Ændring i DNA kan udvikle kræft
Jeg har tidligere i disse spalter omtalt, at vi alle kan rumme forandringer i vores DNA, som med tiden, og i samspil med flere af sådanne, kan udvikle sig til forskellige former for kræft.
Inden for blodsygdomme er de mest kendte den, som fører til overproduktion af røde blodlegemer med deraf følgende fare for blodpropper til følger (polycytæmi på fagsprog), og den som viser sig ved for mange af de hvide blodlegemer, som kan give anledning til en form for kronisk leukæmi, som dog ofte er relativ mild i sit udtryk.
Vi er nede i promille frekvens i befolkningen, men det vil ikke desto mindre betyde, at et tusindtal danskere går rundt med disse forandringer uden at vide det, langt de fleste uden, at de mærker til dem – heldigvis.
Enæggede tvillinger er helt ens, eller...
Jeg kom så ud for den anden ende af spektret, nemlig en patient, som havde oplevet en kort episode af blindhed på et ene øje (den forsvandt efter godt en halv time), og som vi derfor testede for den såkaldte JAK2 mutation. Samtidig viste det sig så, at han også havde forstadiet til leukæmien, dvs. to mutationer på en gang (i laboratoriet har vi testet på stamcelleniveau, om de har noget at gøre med hinanden, og det lader til ikke at være tilfældet).
Da jeg ringede til ham og spurgte, om jeg måtte bede om en ekstra blodprøve for at udrede situationen yderigere, var han meget imødekommende. Da vi skulle til at lægge røret på, spurgte han, så ”om jeg også ville have en prøve fra hans tvillingebror?”
Det fik mig op af stolen, for er der noget, man gerne vil vide om genmutationer, så er det, om man er født med dem, eller om det er noget, man af uforklarede årsager ”rager til sig” igennem livet. Eftersom patienten på det bestemteste mente, at brødrene var enæggede, var der her altså en mulighed for at teste disse alternativer.
Da jeg talte med broderen i telefonen viste det sig, at han, som ellers var rask, havde søgt læge efter broderens blindhedsepisode og fået konstateret en klart forhøjet mængde hvide blodlegemer, mens de røde enten var normale eller ganske let forhøjede. Da vi i laboratoriet gentestede brødrene med vore molekylære metoder og enkeltcelle analyse viste det sig, at den syge bror (som behandles med jævnlige blodtaninger for at nedbringe antallet af røde blodlegemer) dels var JAK2+, men tillige havde et så højt antal hvide blodlegemer, at han per definition nu havde leukæmi. Den raske derimod, var JAK2 negativ, men havde forstadiet til leukæmien.
Brødrene havde flere ens genmutationer
Summa summarum: JAK2 mutationen er kommet efter fødslen og kun hos den ene, mens tendensen til at udvikle leukæmi var medfødt og til stede hos begge. Det helt besynderlige var så, at da vi analyserede levende leukæmi celler fra tvillingerne viste det sig, at selv om det var den samme form for leukæmi, var de ikke ens. Dette kunne ses ved en avanceret analyse, hvor tusindvis af celler analyseres for proteiner på deres overflade.
Ergo: brødrene var født med en følsomhed for at udvikle leukæmien, ikke med nøjagtig den samme sygdom!
Her kommer sekventering af exomet ind, og da Marcus Hansen i laboratoriet gik data igennem med en redekam og med en tilgang, han selv havde udviklet, viste der sig flere gener, som brødrene havde forandringer i, og som i teorien kan være medvirkende - endog årsagen til - den klare tendens til at udvikle leukæmi. Det var en gode nyhed. rent videskabeligt. Den dårlige er så, at der ikke var et enkelt gen, som sprang i øjnene, så det er tilbage i laboratoriet og teste kandidaterne i modelsystemer og i andre patienter. Men Marcus har da fået mange ideer til, hvordan disse brødres celler kan få en vækstfordel.
Alt dette lyder selvsagt skræmmende, men det er vigtigt at tilføje, at de to beskrevne herrer nu er langt oppe i halvfjerdserne og har et aktivt otium efter travle jobs. Så vækstfordelen er altså ganske minimal, eftersom ingen af brødrene har haft brug for behandling for deres leukæmi/forstadiet til den.
Så en telefonsamtale, som man husker lang tid efter, og som har vist, at næsten symptomfrie patienter og normalpersoner kan give lige mange informationer som svært syge patienter.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg
