En historisk stor skare af sundhedstidsskrifter marcherer nu sammen i kampen mod klimaforandringer.
220 tidsskrifter på tværs af flere lande - herunder det danske Ugeskrift for Læger - vil nemlig have verdens beslutningstagere til i langt højere grad at indse, at den globale klimakrise er en trussel mod både klodens og befolkningers sundhed.
»Den største trussel mod den globale folkesundhed er det fortsatte svigt fra verdens ledere i forhold til at holde den globale temperatur under 1,5 grader og få genoprettet naturen,« lyder den harske kritik fra forskerne i en fælles leder, som i dag er blevet udgivet på tværs af de 220 tidsskrifter.
Opråbet kommer frem mod det store klimatopmøde til november i Glasgow, COP26, hvor verdens politikere sætter sig sammen ved det runde bord for at snakke løsninger.
Til Videnskab.dk forklarer professor Thomas Benfield, at de sundhedsmæssige udfordringer kun vil vokse sig større fremtiden, hvis ikke vi handler nu.
»Det er vores ansvar som sundhedsprofessionelle at gøre opmærksom på udfordringen, ligesom vi gør med for eksempel fedme og andre udfordringer,« siger Thomas Benfield, der er redaktør på det danske Ugeskrift for Læger, til Videnskab.dk.
Flere varmerelaterede dødsfald
Den store skare af sundhedsforskere er røget til tasterne, efter FN’s Klimapanel, IPCC, slog fast, at det bliver en enorm udfordring at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 grader.
»Den nye FN-rapport understreger med al tydelighed, at stigende temperaturer vil have sundhedsmæssige konsekvenser, og vi mennesker bærer ansvaret,« uddyber Thomas Benfield, der er overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital.
»Vores frygt er, at sundhedsbelastningen, som relaterer sig til den stigende varme, ikke er blot lineær, men vokser mere eksponentielt i fremtiden, hvis vi ikke får afbødet klimakrisen,« fortsætter han.
Bare i de seneste 20 år er der sket en stigning på 50 procent i dødsfald relateret til varme for mennesker på over 65 år, advarer tidsskrifterne i deres leder.
Brug for en plan
Udmeldingen kommer blot en måned efter et studie i The Lancet understregede, at stigende temperaturer et voksende sundhedsproblem. Og mere ekstrem varme vil koste flere menneskeliv, hvis der ikke søsættes globale handlingsplaner og gøres en indsats på en række punker.
»I nogle dele af verden påvirker varmen allerede den måde, som folk lever deres liv på, dyrker motion på og arbejder på. Derfor er der brug for en evidensbaseret tilgang til undgå dødsfald i varmen og få lavet planer, der minimerer de negative effekter,« sagde professor Lars Nybo, der er sektionsleder på Institut for Idræt og ernæring ved Københavns Universitet, i den forbindelse til Videnskab.dk.
Særligt ældre mennesker og folk, der i forvejen lider af hjerte-kar-sygdomme, luftvejsproblemer, diabetes eller andre kroniske sygdomme, er udsatte.
Deres kroppe er nemlig for svækkede til at kunne stå imod det pres, som varmen lægger på kroppens organer.
Og klimaforandringerne er her allerede; de sker for øjnene af os. Vi ser den ene varmerekord efter den anden blive smadret.
I den amerikanske stat Oregon måtte befolkningen søge ly i såkaldte nedkølingscentre tidligere på sommeren, fordi de blev ramt af en ekstrem hedebølge. Derudover har store skovbrande hærget i Sydeuropa, hvor flere turister måtte evakueres.
Fattigere lande bærer byrden
Til trods for, at ingen går fri af de stigende temperaturer, vil det være de fattigere lande, der kommer til at bære en stor del af byrden, understreger forskerne.
Varmere temperaturer er blandt andet medvirkende til, at udbyttet af høsten daler.
Det truer fødevareproduktionen og kan i sidste endte sende befolkningsgrupper i hungersnød, på flugt og betyde sundhedsproblemer, der relaterer sig til underernæring, uddybes det i lederen.
Vi ved allerede fra IPCC, der har udarbejdet en række regionale faktaark, at overfladetemperaturen i Afrika er steget hurtigere end det globale gennemsnit.
I og med de rige lande historisk bidraget mest til klimakrisen, må de samtidig tage lederskabet på sig, pointerer forskerne.
»Vi opfordrer derfor til rimelige bidrag, hvor verdens rigere lande gør mere for at opveje virkningen af deres handlinger på klimaet, og starte allerede nu og fortsætte ud i fremtiden,« siger professor Lukoye Atwoli, redaktør for East Africa Medical Journal og en af medforfatterne på lederen, i en pressemeddelelse.
»Vi, som redaktører af sundhedstidsskrifter, opfordrer regeringer og andre ledere til at handle og markere 2021 som året, hvor verden endelig ændrer kurs,« lyder opfordringen.
\ Læs mere
\ Red Verden med Videnskab.dk
I en konstruktiv serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.
Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.
- Bør vi sætte alt ind på at begrænse overbefolkning?
- Virker det at købe CO2-aflad?
- Er cirkulær økonomi en løsning?
- Hvordan kan jeg handle anderledes i hverdagen?
- Og har verden overhovedet brug for at blive reddet?
Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?
Du kan få mange gode tips og råd i vores Red Verden-nyhedsbrev og i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.

































