Bjergluft er tynd luft. Og tynd luft er iltfattig luft.
Hvis man bevæger sig op i de høje bjerge, kan de fleste mennesker derfor opleve åndedrætsbesvær og måske endda den ubehagelige højdesyge. Men ikke tibetanerne, der lever på det tibetanske plateau ved den navnkundige bjergkæde Himalaya.
De har i over 10.000 år levet fint og godt i de godt 4000 meters højde, der er gennemsnitshøjden på plateauet.
Nu viser ny forskning, at en bestemt genetisk variation hos tibetanerne er årsagen til denne overlegenhed i bjergene. Det er forskere fra Kina, England, Irland og USA, der i samarbejde har fundet en helt bestemt genvariant, der altså kan være med til at forklare, hvorfor tibetanerne bedre tåler de højtliggende forhold.
Tibetanerne bevarer lavt hæmoglobinniveau i højderne
Den tynde, iltfattige luft i bjergene betyder, at folk, der opholder sig der, producerer mere hæmoglobin, som er det stof, der transporterer ilten i blodet ud til resten af kroppen.
Effekten af den tynde luft i bjergenes er kendt hos blandt andet cykelryttere, der gerne træner i højderne for at forøge deres iltoptagelse.
Men for meget hæmoglobin kan være en dårlig ting. Det ser man eksempelvis ved højdesyge, som blandt andet er karakteriseret ved tyktflydende blod.
Tibetanerne bevarer til gengæld det lave hæmoglobinniveau i højderne, hvilket gør dem mindre modtagelige for sygdommen og dens relaterede ubehageligheder end andre grupper.
»Tibetanere kan leve i op til 4300 meters højde uden at få de forhøjede hæmoglobinkoncentrationer, som vi ser hos andre folk,« siger en af forfatterne til studiet, professor Cynthia Beall fra Case Western Reserve University i USA, i en pressemeddelelse.
Begge studier pegede i samme retning
Hun har sammen med forskere fra fire andre universiteter indsamlet knap 200 blodprøver fra tibetanske landsbyboere i tre regioner højt oppe i Himalaya. Med dem ville de udpege de genetiske variationer, der lå bag tibetanernes relativt lave hæmoglobinniveau.
Grupperne arbejdede oprindeligt separat, men mødtes i marts 2009 for at sammenligne deres resultater.
Da de sammenlignede tibetanernes DNA med DNA fra kinesere fra mere lavtliggende områder, pegede resultaterne i samme retning, nemlig imod et gen på kromosom 2 ved navn EPAS1, som er involveret i produktionen af røde blodlegemer og hæmoglobinkoncentrationen i blodet.
»Nogle af os arbejdede på tibetansk DNA i det hele taget, mens de andre så på en lille gruppe gener. Da vi kiggede på resultaterne sammen, kunne vi se, at begge studier pegede på samme gen - EPAS1,« siger professor Peter Robbins fra Oxford University i England.
Alle mennesker har EPAS1-genet, men tibetanerne bærer en særlig variant, som altså er tilpasset livet i højderne. Med tiden fik de tibetanere, der arvede denne variant, bedre overlevelsesmuligheder, og på den måde blev det spredt blandt den tibetanske befolkning.
Forskerne mangler stadig at forstå, hvordan tibetanerne får nok ilt ud til kroppens væv, når nu luften og altså også blodet er så iltfattigt.
Resultaterne er beskrevet i det seneste nummer af PNAS, Proceedings of the National Academy of Sciences.
