Nye, biologiske behandlinger til patienter med tarmsygdomme er blevet meget populære blandt patienter og læger de seneste ti år.
Men behandlingerne er også meget dyre, og to danske forskere, der er aktuelle med et nyt studie, mener, at lægerne er for rundhåndede med den dyre medicin.
»Det er vores indtryk, at der er patienter med milde inflammatoriske tarmsygdomme, som lider af ganske almindelige ting som rumlen i maven og diarré, men alligevel får en dyr behandling, der er beregnet til patienter med alvorlige inflammatoriske tarmsygdomme,« siger Ole Haagen Nielsen, der er overlæge på Herlev Hospital og speciallæge i behandling af tarmsygdomme, og fortsætter:
»Der er også dem, som tidligere har haft en alvorlig inflammatorisk tarmsygdom, men som ikke vil slippe behandlingen igen, fordi de er bange for at blive syge igen – selvom sygdommen er gået i ro.«
Andre behandlinger er billigere
Hans kollega, Mark Ainsworth, der er overlæge ved Herlev Hospital er enig, og mener, at man kunne begrænse antallet af dyre behandlinger.
»Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man kiggede behandlingerne igennem, så bliver der brugt for meget af den dyre medicin. Det er ikke noget, vi tror, bliver gjort bevidst, men vi mener, at man kan spare penge ved at behandle på en anden måde, end man gør nu,« siger Mark Ainsworth.
Sammen har de to overlæger skrevet en artikel, hvor de gennemgår tidligere studier om, hvordan man bør behandle patienter med inflammatoriske tarmsygdomme.
Artiklen er netop udkommet i det anerkendte tidsskrift New England Journal of Medicine.
Speciallæge: Retningslinjerne overholdes
Kritikken af unødvendige dyre behandlinger, er dog ikke noget, man kan nikke genkendende til på Aarhus Universitetshospital.
»Jeg tror ikke på, at der bliver givet behandlinger til patienter, der ikke har behovet. Der er nogle ret klare retningslinjer for at stille den korrekte diagnose og det er også ret klart, at patienter, der ikke har en inflammatorisk tarmsygdom ikke skal have behandlingen,« forklarer Jørgen Agnholt, der er overlæge og speciallæge i medicinsk gastroenterologi ved Aarhus Universitetshospital.
»Jeg har tillid til, at mine kolleger følger disse retningslinjer, når de anvender dyr medicin,« siger han og henviser til de retningslinjer for behandling, som Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi (DSGH) og Rådet for Anvendelse af Dyr Medicin (RADS) har udarbejdet.
Han er heller ikke enig i, at der skulle være mange, som bliver i behandlingen for længe.
»Det er klart, at der er nogle patienter, som gerne vil forsætte behandlingen, selvom sygdommen er gået i ro, hvilket kan skyldes, at tidligere pauser har vist, at sygdommen kan genopstå. Men ifølge RADS påhviler det lægen at lave en behandlingsplan allerede inden forløbet går i gang, og når sygdommen er faldet til ro, så kan man i de fleste tilfælde behandle med billigere præparater,« siger Jørgen Agnholt.
Billigere behandlinger er ligeså effektive
Ifølge Ole Haagen Nielsen og Mark Ainsworth er det muligt at behandle patienterne billigere, end man gør i dag, uden at det bliver mindre effektivt.
De dyre behandlinger, der kaldes TNF-hæmmere, modvirker signalproteinerne kaldet tumornekrosefaktorer, som har stor betydning for udviklingen af betændelse.
\ Fakta
De to mest udbredte inflammatoriske tarmsygdomme er colitis ulcerosa og Crohns sygdom. Det skønnes at mere end 30.000 danskere har diagnosen. I dag behandler man sygdommene med fire forskellige antistoffer kaldet: infliximab, adalimumab, golimumab og certolizumab. Stofferne virker som antistoffer for proteinet ’tumornekrosefaktor’, som har stor betydning for udviklingen af betændelse.
En af grundene til, at forskerne mener, der bliver brugt for mange TNF-hæmmere er, at medicinens effekt bliver mindre med tiden hos nogle patienter.
»Her er proceduren, at man enten giver dobbelt dosis for at øge effekten, eller bruger en af de andre TNF-hæmmere, som er ligeså dyre,« forklarer Mark Ainsworth.
Tidligere på året medvirkede han i et studie, der viste, at man kan spare penge ved at analysere patientens blod, for at finde ud af om medicinen vil virke eller ej frem for blot at fordoble mængden af medicin.
»Alt ud fra hvad analyserne viser, kan man finde ud af, hvad den mest optimale behandling af patienten vil være. Selvom analyserne koster penge, vil det alligevel være billigere end at bruge dobbelt dosis af TNF-hæmmerne,« siger Mark Ainsworth.
Forsker: der kan spares millioner
Grunden til, at TNF-hæmmerne er så dyre, er fordi, de fremstilles i levende organismer ved hjælp af biogenetik. Det tager både tid og kræver ressourcer, og derfor koster hvert behandlingsforløb også mellem 125.000-150.000 danske kroner.
Ifølge Ole Haagen Nielsen blev der i 2012 anvendt i omegnen af én milliard kroner på lægemidlerne. De lægemidler bliver også anvendt til behandling af andre sygdomme, men Ole Haagen Nielsen mener, at der alligevel er en betydelig del at hente, hvis der var skarpere kontrol med midlerne.
»Jeg vil skønne, at en fjerdedel af dem er gået til behandling af inflammatoriske tarmsygdomme,« siger han.
Ole Haagen Nielsen mener, at man ud af den fjerdedel - altså 250 millioner kroner - vil kunne spare et tocifret millionbeløb, hvis der kun blev givet behandling, hvor det var nødvendigt.
»Selvom vi har retningslinjer i Danmark, så er de kun vejledende, og der er altså nogen, der får en dyrere behandling, end de har brug for,« siger han.
Database kan give overblik
Ole Haagen Nielsen og Mark Ainsworths nye artikel gennemgår, hvordan behandlingen med TNF-hæmmerne bør foregå.
Ifølge Ole Haagen Nielsen kan artiklen godt danne grundlag for en global retningslinje i forhold til sygdommen.
»Danmark har ikke de helt samme retningslinjer som vores nabolande, fordi tilgangen til behandling tidligere har varieret lidt, men vores nye artikel gennemgår alt det beviste om brugen af de biologiske behandlinger,« siger Ole Haagen Nielsen.
Han mener også, at det ville være en fordel med en database, der kunne registrere, hvordan medicinen bliver brugt.
»Hvis man etablerede en dansk database, hvor alle patienter, der får biologisk behandling registreres, så ville vi bedre kunne styre, hvordan den dyre medicin bliver brugt i fremtiden,« siger Ole Haagen Nielsen.
\ Kilder
- Ole Haagen Nielsen, (KU)
- Mark Ainsworth, (KU)
- Jørgen Agnholt, (AU)
- Tumor Necrosis Inhibitors for Inflammatory Bowel Disease; Ole Haagen Nielsen, Mark Andrew Ainsworth, DOI: 10.1056/NEJMct1209614
- Individualised therapy is more cost-effective than dose intensification in patients with Crohn’s disease who lose response to anti-TNF treatment: a randomised, controlled trial, Casper Steenholdt, Mark Andrew Ainsworth, DOI: gutjnl-2013-305279
\ Patenter presser prisen op
Der er stadig patent på flere af TNF-hæmmerne, og derfor er der ikke kommet andre medicinalfirmaer på banen, der kan konkurrere med den høje pris på medikamenterne.
Patentet er dog ved at udløbe på et af de fire medikamenter, Infliximab, og derfor kommer der muligvis også et nyt alternativ til det produkt, men det er ikke sikkert, at prisen falder meget.
»Det er meget dyrt, at få et nyt præparat på markedet. Myndighederne kræver nemlig, at man kan bevise, at produktet har den samme effekt som det originale produkt igennem kliniske undersøgelser. Derfor tror jeg ikke prisen falder med meget mere end skønsmæssigt 10 procent,« siger Ole Haagen Nielsen.


































