Studie: Tai chi lindrer smerterne ved fibromyalgi
Kilde: 
26 marts 2018

Kampsporten tai chi blev i det gamle Kina brugt til medicinsk behandling.

Det var nok ikke en helt dum idé, for tai chi ser rent faktisk ud til at kunne bruges til behandling af den kroniske smertelidelse fibromyalgi, viser resultaterne af et nyt studie ifølge en pressemeddelelse fra MedPage Today.

Studiet viste nærmere bestemt, at tai chi er mere effektiv til at lindre fibromyalgi-patienternes smerter, end den form for kredsløbstræning, som ellers på nuværende tidspunkt anbefales til patienterne.

Studiet er baseret på et kontrolleret, randomiseret (patienterne inddeles tilfældigt) forsøg, hvor 226 voksne med fibromyalgi blev bedt om at gennemføre ét af fem forskellige træningsprogrammer: Fire forskellige intensiteter af tai chi og et program med kredsløbstræning.

De patienter, der dyrkede tai chi 2 gange ugentlig i 24 uger, havde en signifikant bedre smertelindring end de, der dyrkede kredsløbstræning 2 gange ugentlig i 24 uger.

Patienter, der dyrkede tai chi 1 gang ugentlig i 12 uger, havde også en bedre effekt end den aerobe gruppe, men effekten var ikke signifikant.

Hvorfor den gamle, kinesiske kampkunst ser ud til at virke så lindrende, har forskerne ikke et endegyldigt svar på, men de har et bud.

»Det, vi fandt, tyder på, at patienterne måske har større glæde af tai chi og bedre kan gennemføre og holde fast i træningen på sigt, måske fordi bevægelserne er mildere og har en lav belastning med et minimum af bivirkninger,« skriver Chenchen Wang ifølge pressemeddelelsen i en blog-kommentar til studiet.

Hun er direktør og professor ved Center for Complementary and Integrative Medicine at Tufts Medical Center in Boston, og er en af studiets forskere.

naa

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.