Sundhedsstyrelsen har en proces i gang på at se, hvordan man i fremtiden skal organisere behandling i almindelighed og højt specialiseret i særdeleshed. Det lyder umiddelbart som en fornuftig foranstaltning, men det er noget, som virkelig kan bringe sindede i kog i befolkningen og blandt sundhedspersonale.
På det det mere overordnede kan der være sygehus lukninger på tapetet, mens der på det mere detaljerede kan dreje sig om, hvordan patienter med sjældne sygdomme skal fordeles mellem højst specialiserede afdelinger i landsdelene.
Selv kan jeg kan huske, hvordan man for år tilbage i flere omgange måtte tage tilløb flere gange for at lukke Ebeltoft sygehus (hvor jeg er født!), mestendels fordi det ville betyde færre arbejdspladser i byen. Spurgte man imidlertid lokalbefolkningen var der ikke så få, som sagde, at hvis de virkelig blev syge, så ville de da til et andet sygehus.
Knap så firkantet er det med skadestuer, hvor relativt store enheder er blevet lagt sammen til meget store. Det falder i tråd med, at de nye storsygehuse skal have akut afdelinger, som ikke bare er skadestuer, men sengeafdelinger, hvor indlæggelser vil blive korte, men effektive. På det seneste har der var tale om, hvor man skal lægge stents ind hos patienter med truende hjerteinfarkt og hvor mange steder man skal operere for nyrekræft.
Når data skal indsamles
Fælles for alle disse problemstillinger er, hvor meget erfaring, der skal være til stede på den enkelte hospitalsafdeling for at sikre en kvalitet, som er på et acceptabelt – gerne et internationalt sådant – niveau. Her kommer så det ind, hvordan man måler kvalitet. Her i landet har vi et stigende antal databaser, som koster meget arbejde for sundhedspersonalet, men som også er en god kilde til information om effektivitet og – heldigvis – tilgang til forskning (når man ellers kan få de nødvendige tilladelser – mere om dette en anden gang). Lagt sammen med, at vi har et CPR nummer system og deraf følgende registreringer af vore kontakter med sundhedsvæsenet, så er vi i Danmark ganske godt med, når kvalitet skal vurderes på landsplan og mellem afdelinger.
Det er derfor også helt i sin orden at Sundhedsstyrelsen har bemyndigelse og pligt til at give anvisninger på, hvordan højt specialiseret behandling foregår i Kongeriget. Inden for mit eget område har behandlingen af akut leukæmi fået megen opmærksomhed i bladet ”Dagens Medicin,” som på journalistisk sober måde tager fat på varme emner.
Sagen er nemlig den, at et udvalg under Sundhedsstyrelsen har arbejdet på, hvorledes disse sjældne og ofte meget syge patienter skal udredes og behandles, og trods det, at 4 ud af 6 eksperter mente, at den nuværende ordning var i orden, endte anbefalingen med at være, at man skar ned fra 6 afdelinger til 3. Det er selvfølgelig ikke faldet i god jord i de afdelinger, som er ”skåret væk” (anførselstegnene forklares om lidt), og debatten i Dagens Medicin har mildest talt være livlig.
Det er vigtig at understrege, at der ikke i anbefalingen ligger en kritik mod disse afdelinger. De har ikke behandlet dårligere eller på en gammeldags måde. Faktisk behandles de fleste patienter med akut leukæmi i Danmark efter en protokol, som er udviklet i England. Ydermere har overlevelses statistikker ikke peget på tydelige forskelle her, så hvorfor er jeg selv enig med de to medlemmer af udvalget, som fandt, at en centralisering var betimelig?
Centralisering medfører ensartet behandling
Efter min mening er det, man bør tilstræbe hos så alvorligt syge som disse mennesker den højeste grad af ensartethed i alle aspekter af, hvordan man diagnosticerer dem, behandler dem og følger, hvordan det går dem efter afsluttet behandling.
Det gælder ikke alene den slags kemoterapi, som anvendes i behandlingen (selv om det selvfølgelig er noget af det vigtigste), men også hvilke teknikker, der anvendes til at stille diagnosen, hvilke antibiotika, som skal gives ved feber, hvordan man bestemmer, hvor meget sygdom der er tilbage osv. Alt sammen mindre dele i en større sammenhæng, som gerne skulle ende med helbredelse.
Og det er ved nogle af disse aspekter, at forskellene imellem danske hospitaler kommer ind. Endnu en gang er det ikke at nogle gøre det rigtige, og andre det forkerte, men derimod, at hvis vi alle gør det samme, er det nemmere at finde ud af, hvis vi gør noget forkert!
At indstille sigtet
Lad mig forklare det ved en analogi om kvalitetskontrol og ensartethed:
Tag en bueskytte: kvalitet og ensartethed er ikke, at man rammer midten af skiven med sin pil en gang imellem. Det er derimod, at man rammer det samme sted med sine pile. Er det i bulls eye, er det selvfølgelig ideelt, men rammer man konsekvent i 8-feltet klokken 3, ved man, hvordan man skal forbedre (læs: indstille sigtet). På samme måde ved vi også, om vores strategi i leukæmi behandlingen virker efter hensigten, hvis flere patienter behandles ensartet fra start til slut.
Jeg mener således godt, at man kan skære antallet afdelinger, som behandler akut leukæmi ned til 3, men i samme åndedrag vil jeg tilføje, at dette ikke nødvendigvis betyder, at patienter skal til at rejse længere, hver gang de skal behandles.
Dette kan sagtens i de fleste tilfælde ske ved samarbejdsaftaler mellem forskellige afdelinger (I Jylland er det Århus og Ålborg). Ved således at harmonisere alle de aspekter, der er af leukæmi behandling kan man efter min mening samtidig tilgodese befolkningens naturlige forventning om den bedste behandling med så få kilometer på landevejen. Men et tæt samarbejde er nødvendigt!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
