Ifølge nyt amerikanske studie har teenageres søvnmængde betydning for måden, de optager kalorier på, skriver Live Science.
Undersøgelsen viste, at de unge, der sov mindre end otte timer om natten, optog flere kalorier fra fedt og færre kalorier fra kulhydrater, end de teenagere, der sov otte timer eller mere.
»Det føjer virkelig noget til den voksende mængde litteratur, der understreger behovet for, at børn og teenagere får den tilstrækkelige mængde søvn som en af de vigtigste veje til at fremme sundhed på og forebygge, at de tager på,« siger professor i medicin dr. Susan Redline fra Beth Israel Deaconess Medical Center i Boston om undersøgelsen, der er publiceret i septemberudgaven af tidsskriftet Sleep.
Forskerne understreger dog, at undersøgelsen kun viser en sammenhæng og altså ikke med sikkerhed kan sige, hvorvidt søvnmangel faktisk fik teenagerne til at spise mere fed mad.
240 teenagere
Resultaterne beror på en undersøgelse af søvn- og spisevaner hos 240 teenagere i alderen 16 til 19 år. I fem til syv nætter fik teenagerene målt deres søvnvaner derhjemme ved hjælp af et apparat på håndleddet. Apparatet, der også er kendt som en håndleds-actigraph, er i stand til at opfange bevægelser og kan registrere om personer sover eller er vågne.
Undersøgelsen viste, at de unge, der sov mindre end otte timer om natten, optog 2,2 procent flere kalorier fra fedt og 3 procent færre kalorier fra kulhydrater, sammenlignet med de teenagere, der sov otte timer eller mere.