Manglende social støtte kan have alvorlige konsekvenser for børn med ADHD

Lægen George Still gav i 1902 en klinisk beskrivelse af et mærkeligt fænomen, han havde observeret hos 43 børn i sin praksis.

Børnene havde ensartede adfærdsmæssige forstyrrelser, de var overaktive og havde problemer med vedholdende opmærksomhed. George Still og datidens forskere antog, at der var tale om en defekt i barnets moralske styring.

Men man gjorde også en overraskende iagttagelse: Børnenes adfærd var upåvirket af fysisk afstraffelse.

I dag ved vi, at unge voksne med ADHD-symptomer har en risiko for forstyrrelser i deres kognitive (tænkning), følelsesmæssige og sociale udvikling.

Forskningsspørgsmålet for min undersøgelse var derfor: Kan social støtte gøre en forskel for børn, der vokser op med ADHD?

Undersøgelsen har været omfattende, og kastet mange vigtige resultater af sig. I denne artikel, der er den første ud af to, vil jeg præsentere de mest centrale resultater. I den næste vil jeg se nærmere på, hvordan resultaterne kan gøre behandlingen af ADHD bedre.

Børn med ADHD oplever ofte konflikt og isolation

De sociale omgivelser - altså forældre og øvrig familie, venner og skole - har stor betydning for omfanget af de udviklingsmæssige skader for børn med ADHD. Det drejer sig både om barnets interaktioner med omgivelserne og vice versa.

Tidlige problemer med kammerater kan have ødelæggende konsekvenser for alle børn, og man finder ofte, at unge mennesker med ADHD-symptomer oplever konflikter og isolation, som derefter udvikler sig til at have negative effekter på det unge menneskes selvværd.

Det resultat fandt man også i en dansk undersøgelse af børn med ADHD. Et af de mest slående kendetegn er problemer med at blive accepteret af kammeraterne og konflikter med jævnaldrende.

Børn med ADHD opfattes som kommanderende, pågående, umodne, aggressive både fysisk og verbalt samtidig med, at de er mindre socialt sensitive over for jævnaldrende børns ytringer.

De er dramatisk mindre vellidte af kammeraterne. I en dansk undersøgelse blev forældrene stillet spørgsmålet, om barnet har mindst en god ven. I ADHD-gruppen var svaret ’nej’ 50 gange oftere end blandt deres jævnaldrende.

Relationerne til kammerater og venner kan udvikle sig til at være konfliktfyldte og problematiske, hvilket gør forældrene urolige og ulykkelige.

Det er ofte disse problemer i barnets hverdag, der får forældre og lærere til at henvende sig for at søge en behandlingsindsats.

Social støtte gør en forskel

Derfor ville jeg gerne undersøge, om dårlige kammeratskabsforhold er en uundgåelig del af ADHD, eller om en rettidig indsats kan få relationerne til kammerater og venner til at udvikle sig mindre konfliktfyldt.

Kan omverdenens reaktion ændres eksempelvis med en bedre oplysning om ADHD, der resulterer i en bedre indsigt og forståelse for denne særlige funktionsforstyrrelse?

Min undersøgelse viser, at unge mennesker med ADHD har glæde af at få brudt deres isolation.

Disse foreløbige resultater tyder på, at social støtte mindsker risikoen for lavt selvværd, ensomhed, PTSD-symptomer og konflikter med jævnaldrende.

Social støtte defineres i denne undersøgelse som en social relation, der giver individet en oplevelse af, at han eller hun møder omsorg, bliver elsket, anerkendt og værdsat. Relationen er præget af empati, forståelse, respekt og oprigtighed.

Ud over følelsesmæssig bekræftelse indebærer social støtte materiel og psykosocial omsorg i form af hjælp, rådgivning og beskyttelse.

Social støtte handler om nære relationer, tillid og anerkendelse

Der er fundet belæg for, at oplevelsen af social støtte reducerer psykopatologi generelt, selvskade, følelse af ubehag og risiko for at udvikle posttraumatiske symptomer efter traumatiske hændelser.

Social støtte synes at være en mulig mediator i forbindelsen mellem sociale skader i barndommen og reaktioner senere i livet.

På trods af alvorlige belastninger er der nogle børn, der alligevel klarer sig. Social støtte er blevet identificeret som en nøglefaktor til forståelse af udvikling af barnets modstandskraft (resiliens).

Teoretisk set bygger vores undersøgelse på den grundantagelse, at unges selvværd bliver dannet gennem sociale relationer med barnets signifikante personer.

En sikker tilknytning i barnets første år støtter barnets selvtillid, hvorimod usikker tilknytning medfører forringet evne til socialisering. De nære sociale relationer kan gennem anerkendelse og empati styrke barnets og den unges selvværd.

Hvem gav barnet social støtte?

Men de nære relationer kan også nedbryde selvværdet, eksempelvis gennem forældres psykologiske mishandling eller kammeraters mobning.

Det er først og fremmest forældrene, der kan levere den sociale støtte, men når forældrene ikke kan, viser der sig en række andre personer i netværket, der kan yde denne form for social støtte.

Der kan være bedsteforældre, venner og søskende, men det kan også være venners forældre, lærere og pædagoger.

De børn, der har det sværest med omgivelserne, får også mindre social støtte.

Vores undersøgelse viste, at de børn og unge, der havde oplevet forskellige former for mishandling (fysisk, seksuelt) eller psykologisk mishandling (psykisk vold) i familien, eller de børn, der havde oplevet forsømmelse (vanrøgt) meget sjældnere havde oplevet social støtte i barndommen.

De børn, der har oplevet forældres konflikter, eller mobning i skolen, fik sjældnere social støtte fra deres omgivelser.

Kan manglende social støtte fremkalde ADHD?

Noget tyder på, at den manglende sociale støtte er tæt forbundet med andre alvorlige belastninger i opvæksten.

Børn med ADHD mangler dobbelt så ofte social støtte sammenlignet med deres jævnaldrende, der i øvrigt har haft samme opvækstbetingelser.

Det kunne lede til den tanke, at ADHD’en måske forstærkes eller endda opstår, som en konsekvens af manglende social støtte og andre alvorlige belastninger i barndommen.

Men det er stadig vanskeligt at udrede årsagerne til ADHD, og undersøgelser peger på, at både arv og miljø, og især kombinationen af de to, spiller en afgørende rolle for udviklingen af ADHD.

Der er en stærk genetisk komponent (se kap. 49). Samlede opgørelser af familiestudier estimerer, at omkring 76 procent af årsagerne kan tilskrives genetisk sårbarhed.

Manglende social støtte kan have alvorlige konsekvenser

Ikke så overraskende finder vi også i vores forskning, at flere unge med ADHD har misbrugsproblemer. De unge med ADHD rapporterer også hyppigere, at de har været involveret i kriminalitet end deres jævnaldrende uden ADHD-symptomer.

ADHD-symptomer hos unge voksne er forbundet med store samfundsomkostninger og reduceret livskvalitet hos den enkelte på grund af de sekundære følgevirkninger. ADHD hæmmer børnenes skolegang og senere erhvervsuddannelse.

Blandt de voksne ses hyppige jobskift og en forhøjet risiko for misbrug og anden risikoadfærd (eksempelvis trafikulykker, spirituskørsel, hastighedsoverskridelser, kriminalitet) samt mange ødelagte parforhold og ikke-planlagte graviditeter.

Interviewundersøgelsen, som vi foretog med 2.890 25-årige, bekræfter de udenlandske undersøgelser. De unge med ADHD-symptomer mangler 2,5 gange oftere en erhvervsuddannelse sammenlignet med deres jævnaldrende.

De har oftere selvmordsovervejelser og fem gange oftere et lavt selvværd. De har oftere post traumatiske stress-reaktioner, selvrapporteret kriminalitet, konflikter og vanskeligheder med kammeraterne, adfærdsproblemer, stof og alkoholmisbrug ifølge egne eller andres vurdering.

Når vi nu ved, at social støtte har stor indflydelse på, hvilken type liv, som mennesker med ADHD kan få i voksenalderen, er det oplagt at undersøge, hvordan social støtte også kan indgå i behandlingen af ADHD.

Det kan du læse mere om i min næste artikel om ADHD og social støtte.