Ondt i hovedet. Tør hals. Og en løbende næse. De fleste af os går årligt - eller måske flere gange årligt - gennem et mindre sygdomsforløb.
Flere dage er man sat ud af spil og ligger på langs med kamillete i hånden.
Det er fortid. Et sprøjt i næsen med en nyt næsespray kan stoppe din sygdom i opløbet og forhindre smitte.
Sådan lyder det ifølge et nyt studie i tidsskriftet Nature med blandt andre danske forfattere bag.
De danske forskere vil væk fra den ellers populære teori inden for virologiens verden: Vi tager en vaccine, der dæmper virus’ styrke og sygdomsforløbet, samtidig med at det skaber flokimmunitet og reducerer spredningen.
I stedet har forskerne kigget på T-celler ved infektionssygdomme. De vil behandle sygdommen lokalt, når den møder mennesket i for eksempel næsen.
»Vi har vist, at den del af immunsystemet, som bliver kaldt T-celler, ikke alene har evnen til at beskytte det enkelte individ, men har evnen til at reducere eller måske helt forhindre smittespredningen mellem individer,« siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, til TV2.dk.
Noget så simpelt som et sprøjt med et næsespray, mener forskerne, vil forhindre sygdomsforløb.
De skifter fokus fra at bruge antistoffer, der styrker hele kroppens immunforsvar, til blot at fokusere på svælget og luftvejene - hvor virus møder os, og sygdommen tager sine spæde skridt.
Forsøgene i studiet er udført på mus og har vist gode resultater. Men det vil tage flere år, før forskerne kan håbe at teste på et menneske. Og endnu længere før du kan få din egen sygdomshelbredende næsespray.
bhe


































