Intet tyder på, at de første corona-vacciner i Danmark gav flere bivirkninger end de efterfølgende, viser en ny stor undersøgelse fra Statens Serum Institut.
Det deler Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
For noget tid siden vækkede en mindre analyse med begrænset data mistanke om, at nogle af de første vacciner mod corona gav flere bivirkninger end de senere større partier af corona-vacciner, som blev brugt i Danmark.
Bekymringen florerede på sociale medier, men nu ser myten ud til at punkteres af et stort registerbaseret studie fra Statens Serum Institut, der viser, at der ikke er tegn på nogen forskelle mellem vaccinernes kvalitet i de forskellige partier af corona-vacciner.
»Vores resultater skyder en hvid pind igennem myten om, at de tidlige mindre partier af COVID-19-vaccine var ‘farlige’. Vi ser ingen systematiske tegn på forskelle i sikkerheden mellem partierne i vores undersøgelse,« siger professor og afdelingschef Anders Hviid, der har ledet undersøgelsen, i pressemeddelelsen.
Den nye undersøgelse fra Statens Serum Institut skal dog læses med det forbehold, at den endnu ikke er blevet kvalitetstjekket af fagfæller i den såkaldte peer review-proces og udgivet i et videnskabeligt tidsskrift.
I undersøgelsen har forskerne set nærmere på 10 millioner vaccine-doser fra 52 forskellige partier, heriblandt også de første små partier af corona-vaccine, som den tidligere mistanke roterede omkring.
For at undersøge, om de første partier faktisk gav flere bivirkninger, er personerne, som fik vaccination med doser fra de første partier, blevet sammenlignet med personer, der blev vaccineret med doser fra senere partier.
Her har studiets forskere kigget nærmere på hyppigheden af 30 forskellige alvorlige bivirkninger, i de første 28 dage efter at personerne blev vaccineret, og de fandt ingen systematiske forskelle mellem partierne.
»Undersøgelsen er med til at tage luften ud af de lidt konspirationsagtige hypoteser over for nogle partier i forhold til andre,« siger Allan Randrup Thomsen, professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, til TV2.
smb

































