Skolemad: Skal staten smøre madpakken?

En national skolemadsordning vil give børnene sunde madvaner, gøre det fælles måltid til omdrejningspunkt for læring og pædagogik samt aflaste pressede forældre, lyder det fra Martin Lidegaard (R).

Desuden viser svenske og finske undersøgelser, at børn, der nyder et gratis måltid på skolen, får en længere uddannelse og en større tilknytning til arbejdsmarkedet.

Selvom en national skolemadsordning vil koste 3,3 milliarder kroner, er der altså ifølge Radikale Venstre tale om en win-win-win-situation.

De fleste andre partier har dog afvist forslaget. Undervisningsordfører Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance mener for eksempel, at børnenes frokost må være forældrenes ansvar.

Berlingske istemmer.

I en leder skriver avisen, at forslaget »viderefører velfærdsstatens undergravning af familiens rolle, og det udvider det i forvejen for store antal opgaver, der betales over skatten.«

Frokost til børn i skolen – og i daginstitutioner – er et hyperkontroversielt og konfliktfyldt emne.

Det gælder på forældremødet, i Folketingssalen og i den offentlige samtale. Spørgsmålet om skolemad sætter nemlig forholdet mellem stat og familie på spidsen.

Det handler om, hvilke omsorgsopgaver velfærdsstaten bør varetage, og hvilke der skal være den enkelte families ansvar.

Samtidig viser debatten en række kulturelle forestillinger om det potentiale, måltidet rummer, og hvad mad egentlig betyder for os. Det bliver tydeligt, når man dykker ned i historien.

En lang og kontroversiel historie

Det er langtfra første gang, obligatorisk skolemad har været på dagsordenen, og de aktuelle argumenter for og imod kan genfindes i debatten, som den har formet sig i løbet af de seneste 150 år.

Fra 1883 blev der i de større byer etableret bespisningsordninger for de fattige børn i skolerne. Ordningerne blev drevet af private filantropiske foreninger, som var bekymrede for, om byens børn nu også fik god og varm mad.

I den politiske debat, der i 1899 fulgte første lovforslag om fælles skolebespisning, blev det gentagne gange pointeret, at omkring 18.000 skolebørn ikke fik varm mad på daglig basis.

Den fælles stund om måltidet blev desuden fremhævet som et vigtigt moralsk bolværk i en tid, hvor velkendte fællesskaber blev udfordret af urbanisering og forandrede arbejdstider.

Ordningen gjaldt i første omgang kun i vintermånederne. Der var tale om spredt fægtning på privat initiativ, men idéen om, at sult og læring nok ikke var hinandens bedste venner, blev taget op af Socialdemokratiet, som i sit 1892-program både ønskede heldagsskole og »gratis og fuld kost« til alle børn.

Dermed begyndte en mere end hundrede år lang politisk debat om skolebespisning.

Socialdemokratisk mærkesag eller 'en opgave for familien'

Med ’Lovgivning om Skolebespisning’ blev der i 1902 mulighed for, at kommuner i vinterhalvåret kunne uddele maden tilberedt i skolekøkkenerne til fattige elever – eller i begrænset omfang støtte filantropiske foreningers skolemad.

Loven fik ikke stor effekt, men skolemaden var nu blevet en socialdemokratisk mærkesag, og partiet fremsatte igen og igen forslag om en obligatorisk ordning, som tilbød skolemad gratis eller for en meget lav betaling.

Mange syntes dog også dengang, at det var en rigtig dårlig idé. Modstanderne henviste til, at skolemad var en opgave for den enkelte familie og slet ikke noget, staten skulle blande sig i eller bruge skattemidler på.

Senere socialminister K.K. Steincke (S) slog i 1918 fast, at der næppe var »noget Omraade, hvor det forskellige Grundsyn indenfor de politiske partier stærkere er kommet til Orde end inden for den i og for sig lidet omfattende Lovgivning om Skolebespisning«.

Skolemaden kunne ikke overvinde den ideologiske modstand

Og debatten om skolemad fortsatte. Med Socialreformen i 1933 lykkedes det at øge statens tilskud til de kommuner, som tilbød skolebespisning.

I København var vurderingen i 1940, at godt 90 procent af skolebørnene på grund af fattigdom var berettigede til gratis skolemad i vinterhalvåret (fordi de var fattige). Kun godt halvdelen takkede dog ja.

Det var nemlig ikke kun ideologiske uenigheder, som stod i vejen for mad i skolerne. Skolemad havde i dansk sammenhæng fået karakter af fattighjælp, og fattighjælp var stigmatiserende.

I efterkrigstiden blev skolemaden promoveret med nye argumenter. I takt med at gifte kvinders andel af arbejdsstyrken steg, blev skolemad i højere grad set som et tiltag, der kunne lette byrderne i hjemmet.

Under et møde om skolemad i Socialpolitisk Forening i 1956 betonede en skoleinspektør, »at bespisningen skulle aflaste mødrene for det arbejde, der var forbundet med at sørge for børnene …«.

Skolemad blev dog aldrig en succes i Danmark som i Finland og Sverige, hvor det er en fast del af skolebørnenes hverdag.

Årtiers intenst socialdemokratisk pres, utallige forslag og debatter og eksperternes understregning af sund ernærings betydning for børns velfærd og læring kunne ikke vinde over ideologisk modstand.

Med velfærdssamfundets fremvækst som bagtæppe vurderede den socialdemokratiske folketingsgruppe i 1959 ligefrem, at »skolebespisningen har overlevet sig selv og jager vores vælgere bort«.

Samme år blev ordningen afskaffet til fordel for statsstøtte til skolemælk. Skolemaden er dermed et sjældent eksempel på en velfærdsordning, som helt blev afskaffet.

Maden er kulturbærende

Der har altså før og nu har været stor uenighed om, hvorvidt skolebørns frokost skal være staten eller familiens ansvar.

Men skolemadens fortalere og modstandere deler en grundlæggende opfattelse af, at mad er meget mere end blot ernæring. Børns frokost handler om kultur, dannelse, omsorg – og om nationens fremtid.

Mad er en vigtig identitetsmarkør. Det demonstrerede den såkaldte frikadellekrig, der udspillede sig i 2016, da et flertal i Randers Byråd stemte for forslaget om at gøre serveringer med svinekød til et krav i kommunens institutioner.

Argumentet for at blande sig i institutionernes kostpolitik var, at man ville sikre et fremadrettet fokus på det, der blev kaldt ’dansk madkultur’.

Kritikere pointerede imidlertid, at det var ekskluderende for de mange børn, der af kulturelle eller religiøse grunde ikke spiste svinekød.

Frikadellekrigen illustrerer også, at det fælles måltid stadig udgør en vigtig social begivenhed, der både kan være med til at synliggøre forskelle og fællesskaber.

I danske daginstitutioner har det længe været et bærende princip, at børn og voksne ikke alene skulle spise sammen, men også skulle spise samme mad.

I 2011 blev det derfor besluttet, at et sådant ’pædagogisk måltid’ ikke var skattepligtigt for de ansatte. BUPL, Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund, kunne dermed erklære: »Madkassefarcen er forbi«.

Maden former os

Mad og måltider er altså generelt kulturbærende og derfor ofte til debat. Men i Danmark er skolefrokosten mere kontroversiel end andre offentlige måltider, som eksempelvis mad på hospitaler og plejehjem.

At netop børns mad er et særligt følsomt emne for voksne, siger også noget om vores opfattelse af barnet. Dels forstår vi typisk børn som mere påvirkelige end voksne.

Dels tænker vi på børnene som morgendagens samfundsborgere. Vi forestiller os, at det, de spiser, former dem, både fysisk og kulturelt, og at det vil have en betydning for nationen, samfundet og kulturens fremtid.

For den voksne har den hjemmesmurte madpakke længe symboliseret en vigtig omsorgshandling. En konservativ politiker påpegede i 1941 værdien af »[d]et lille kærlighedspant mellem Moder og Barn, som den daglige madpakke er«.

Når Radikale Venstre i dag vil indføre obligatorisk skolemad, vil nogle stadig hævde, at partiet fratager børn et væsentligt element af forældreomsorgen.

At kæmpe for gratis skolemad er kort sagt at stikke hånden ned i en både historisk og særdeles levende hvepserede.

Skal staten smøre madpakken? Børnene selv er sjældent blevet spurgt. Måske er det på tide, vi gør det.

Denne artikel er skrevet af forskere fra Nordic Humanities Center (NHC). NHC & Videnskab.dk samarbejder om en række forskerskrevne artikler i 2024. Centeret er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.