Forskere fra Capital Institute of Pediatrics i Beijing har fundet en sammenhæng mellem nonalkoholisk fedtleversygdom og tarmbakterier, der producerer store mængder alkohol i kroppen. Selv hos mennesker, der slet ikke drikker alkohol, skriver forlaget Cell i en pressemeddelelse.
Det var en sjælden tilstand hos en 27-årig patient, der gjorde, at forskerne var i stand til at finde en forbindelse mellem tarmbakterier og nonalkoholisk fedtleversygdom.
\ Nonalkoholisk fedtleversygdom
Nonalkoholisk fedtleversygdom er en tilstand, hvor personer, der ikke (eller kun i beskedent omfang) indtager alkohol, oplever en øget ophobning af fedt i leveren.
Kilde: Sundhed.dk
Hvor fedtleversygdom - den mest udbredte leversygdom, som rammer én ud af fire danskere - typisk skyldes overvægt, type 2 diabetes og et overforbrug af alkohol, ses nonalkoholisk fedtleversygdom hos patienter, der ikke indtager alkohol.
LÆS OGSÅ: Trænger din lever til en måned uden fedt og alkohol?
Forskerne fandt det derfor interessant, at den 27-årige patient ikke alene led af nonalkoholisk fedtlever, men samtidig også havde en ganske usædvanlig historik med at blive beruset - uden at indtage alkohol, vel at mærke.
Patienten led nemlig af en sjælden tilstand, der kaldes auto-brewery syndrom (ABS), der gør, at man kan blive beruset efter at have spist mad, der har et højt sukkerindhold - eksempelvis frugt eller kage.
LÆS OGSÅ: Hvad laver en lever?
Forskerne opdagede, at patienten havde adskillige stammer af en bakterie kaldet 'Klebsiella pneumoniae', der producerer høje niveauer af alkohol, skriver Cell i en pressemeddelelse.
For at undersøge, om denne bakterie kan forårsage fedtlever, fodrede forskerne mus med den alkoholproducerende tarmbakterie.
Efter bare én måned var musene begyndt at udvikle fedtlever, og efter to måneder viste musene tegn på langvarig leverskade. Deres symptomer var desuden de samme, som forskerne observerede hos mus, der fik alkohol.
Det er fortsat uvist, hvorfor nogle mennesker har alkoholproducerende bakterier i tarmen, mens andre ikke har,
Du kan læse mere om studiet, der er blevet offentliggjort i Cell Metabolism, i en pressemeddelelse fra Cell, som du finder her.
LÆS OGSÅ: Hvorfor kan asiater ikke tåle alkohol?
LÆS OGSÅ: Overvægt aktiverer gener for fedtlever
clc

































