Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Selv små mængder alkohol under graviditeten kan måske ændre babys ansigt

Annonce:

Hvis du har små øjne, en lille opstoppernæse og næsten ingen kløft mellem næsen og munden, så kan det måske skyldes, at din mor ikke har holdt sig helt fra flasken, da hun ventede dig. Det skriver newscientist.com.

Ansigtstrækkene kaldes medfødt alkoholsyndrom og kan give koncentrationsbesvær og adfærdsforstyrrelser hos børn, hvis mødre havde et stort alkoholforbug under graviditeten.

Nu viser et nyt studie fra Murdoch Children’s Research Institute in Victoria, MCRI, at selv små mængder af alkohol under graviditeten kan ses i ens barns ansigtstræk, skriver newscientist.com.

Forskerholdet bag studiet har undersøgt 1.570 gravide kvinder, hvoraf nogle af dem sagde, at de drak et par enkelte genstande under graviditeten. Da børnene fyldte et år, tog forskerne billeder af dem.

Og det var ikke bare de klassiske babybilleder fra Facebook. Forskerne tog nemlig billeder fra alle vinkler, så de til sidst endte med detaljerede 3D-billeder, hvor der var fokuseret på 70.000 forskellige punkter i ansigtet.

Da forskerne sammenlignede billeder af børn, hvis mor ikke havde drukket under graviditeten med dem, der havde, så de, at børnenes ansigter var en smule anderledes.

Eksempelvis havde børnene, hvis mødre havde drukket, lidt kortere og opadvendte næser end de børn, hvis mødre ikke havde drukket.

Annonce:

»Resultaterne fortæller os, at alkohol har en effekt, om end den er svær at få øje på,« fortæller Jane Halliday, der er professor i genetik ved MCRI, og som har ledet det nye studie, ifølge newscientist.com.

Forskellene kan nemlig ikke spottes med det blotte øje, men kræver et avanceret computersystem, som kan analysere de 70.000 punkter i babyens ansigt.

Indtil videre er der dog ingen grund til bekymring, hvis man snupper et glas vin eller to under graviditeten. Ifølge Jane Halliday er der i studiet ikke fundet nogle problematiske sammenhænge mellem børnenes udvikling og ansigtstrækkene.

»Vi ved ikke, om de små ændringer i børnenes ansigtstræk er forbundet med ændringer i deres udvikling, men det har vi planer om at undersøge ved at følge børnenes opvækst,« fortæller Jane Halliday, ifølge newscientist.com.

Studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift JAMA Pediatrics

agr