Ignorerer du lægerne, når de siger, at Solen skader huden? Måske vil du slå lyttelapperne ud, når du har set dette billede af en 69 år gammel lastbilchauffør.
Billedet blev for nylig publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine og viser, hvad hudspecialister kalder for ’dermatoheliosis’ – solskade; et typisk tegn på aldring.
Solen påvirker rynker
Hvad der gør denne mand speciel er, at han gennem de sidste 28 år af sit liv har arbejdet som lastbilchauffør og altid har kørt med den ene side af ansigtet i skygge, mens den anden del blev eksponeret for solen ud mod vinduet.
Han har aldrig beskyttet sig med solcreme med det resultat, at den soleksponerede det af hans ansigt er blevet temmeligt beskadiget.
»Vi mener, at solpåvirkningen på den ene side af ansigtet er årsagen til, at der er så stor forskel på, hvor rynket huden er på de to sider,« siger dermatolog Jennifer Gordon til til Livescience.com. Hun har manden som patient og har bragt hans specielle historie til torvs.
Solen giver dybe skader i huden
Ultraviolet lys fra Solen kan let gennemtrænge vinduesglas og endda let påklædning. UV-strålerne medfører skader dybt nede i huden, hvilket påvirker collagen og elastin, som sørger for at holde huden blød og elastisk.
»Det forklarer de mange alderstegn: rynkerne,« pointerer Gordon.
Lastbilchaufføren konsulterede Gordon og hendes kolleger, fordi han blev træt af sine børnebørn, der blev ved med at spørge ham, hvad der var galt med den ene side af hans ansigt.
Nu har han forklaringen, hvilket han er glad og lettet over, for selv om huden er rynket og læderagtig på den ene side, er han hidtil sluppet for at udvikle hudkræft. Herfra kan lægerne følge ham nøje og råbe vagt i gevær, hvis noget ondskabsfuldt er under opsejling.
Solcreme forebygger skader
Den bedste måde at undgå hudkræft og tidlig aldring er at bruge solcreme, understreger Gordon, og det er en god idé at bruge en solfaktor på 30 eller mere. Cremen skal derudover dække bredt i forhold til Solens stråler, det vil sige både UVA og UVB, som begge kan medføre skader på huden.
UVB bliver stoppet af vinduesglas, men det gør UVA ikke, selv ikke på en overskyet dag. Her vil 80 procent af UV-lyset slippe igennem og trænge ned til Jordens overflade.
»Beskeden at tage med hjem er, at du sjældent er i sikkerhed fra Solen. Du skal beskytte dig, også selv om du sidder bag vinduesglas,« siger Gordon.
Lyt til podcasten Hudlægens Bord
Har du lidt for mange gange konsulteret Doktor Google, når du har været i tvivl om, hvorvidt dit udbrud af bumser mon skyldes komælk? Eller om din dyrt indkøbte rynkecreme mon faktisk kan slette alderstegnene på din hud? Så lyt til Hudlægens Bord - Videnskab.dk’s podcast om hudens mange mysterier.
Gennem 12 episoder tager hudlæge Iben Marie Miller sammen med Videnskab.dk’s podcastredaktør, Benjamin D’Souza, et kig i mikroskopet og giver dig den nyeste viden om huden og dens sygdomme.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på ‘subscribe’ eller søge efter ‘Hudlægens Bord’ i en podcastafspiller på din mobiltelefon.

































