Mænds sædkvalitet bliver dårligere med alderen, og det kan få betydning for deres børn, hvis de vælger at få dem i en ‘sen’ alder.
Og derfor bør vi overveje en øvre aldersgrænse for, hvornår mænd kan få fertilitetsbehandling i det offentlige.
Sådan lyder budskabet fra syv fertilitetslæger i et indlæg i tidsskriftet Acta Obstetricia et Gynecologica Scandinavica – et indlæg, som er omtalt i Berlingske.
»Når mænd får børn, når de er over 50-55 år, øges risikoen for, at deres børn får autisme eller skizofreni,« fortæller Anja Pinborg til Videnskab.dk.
Hun er professor i reproduktionsmedicin på Rigshospitalet og er en af de syv læger bag forslaget om en aldersgrænse.
Forslaget hviler blandt andet på en metaanalyse fra 2018, som har samlet forskning på området og er kommet frem til, at børn af ældre fædre har større risiko for at få autisme og skizofreni.
Et andet studie fra 2023, der er lavet af den britiske reproduktionsbiolog John Aitken, viser noget lignende – at risikoen for visse sygdomme stiger, i takt med at faren bliver ældre.
Men hvad er det i mandens sæd, som udgør en risiko?
DNA-skadet sæd
I dag er der ingen aldersbegrænsning for mænd i offentlig fertilitetsbehandling, mens den for kvinder er 41 år.
Selvom mænd kan være fertile hele deres liv, betyder alderen alligevel noget for sædens kvalitet. Det forklarer Peter Humaidan.
Han er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Når mænd bliver ældre, påvirkes sæden af den biologiske aldring i form af flere DNA-skader – og det er det, der kan føre til sygdomme hos barnet, forklarer han.
»Når manden er omkring de 45, begynder han at få en stigning af DNA-skadede sædceller,« fortæller han.
Når sædceller er DNA-skadet, betyder det, at cellerne har ændret sig eller taget skade.
Strengene, som holder sædcellens DNA sammen vil opleve brud, og det kan føre til defekte befrugtede æg. Det betyder, at ægget går i stå under dyrkningen, og at graviditet enten udebliver, at der vil opstå en spontan abort – eller at et barn med større risiko for eksempelvis autisme fødes, forklarer Peter Humaidan.
Sædcellens DNA-sekvens ændres også med årene – der sker det, man kalder for 'punktmutationer', en udvikling, som kan påvirke barnets arvemateriale og potentielt hæmme dets udvikling.
Det forklarer Anja Pinborg.
Mutationer i sædcellen kan betyde, at der opstår mutationer i barnets arvemasse. Manden kan altså komme til at overføre sine DNA-skader til barnet.
Risikoen for den slags overførsel er påvist i et islandsk studie af fra 2012. Her kom forskerne frem til, at antallet af mutationer hos barnet i høj grad afhænger af farens alder.
Søren Besenbacher, postdoc ved Bioinformatics Research Center på Aarhus Universitet, udtalte sig dengang om resultaterne til Videnskab.dk:
»Et barn med en far, som er omkring 20 år gammel ved fødslen, har for eksempel omkring 40 mutationer i sit genom (arvemasse, red.). Er faderen derimod 40 år gammel, er antallet af mutationer hos barnet typisk dobbelt så stort.«
Konkret kan man konstatere, at antallet af mutationer hænger sammen med risikoen for at udvikle genetiske sygdomme som Apert syndrom og akondroplasi eller neurologiske sygdomme som skizofreni og autisme, forklarer Søren Besenbacher.
Øget risiko for autisme og skizofreni
Metaanalysen fra 2018 kommer frem til, at risikoen for autisme er vokset fra cirka 1 procent til cirka 2,5 procent, hvis faren er over 50 år – sammenlignet med fædre under 29 år.
Risikoen for skizofreni vokser fra cirka 1 procent til cirka 1,4 procent, hvis faren er mellem 45 og 50 år. Den vokser til cirka 2 procent, hvis faren er over 50 år.
»Det er altså stadig ikke en kæmpe risiko, men stigningen i risiko er væsentlig,« fortæller Anja Pinborg til Videnskab.dk.
Aldersgrænse i halvtredserne
Anja Pinborg mener, at aldersgrænsen skal ligge omkring 50 til 55 år. I Finland og Sverige har man allerede sat en øvre aldersgrænse for offentlig fertilitetsbehandling til mænd – som ligger på 55 år.
»Det er her omkring, at der er øget risiko for genetiske forandringer i sædcellerne, som udgør en risiko for barnet,« siger hun.
Der er også et andet mere etisk aspekt, der får hende og hendes kolleger til at foreslå, at skellet skal være der.
»Vi mener, at der skal være en rimelig sandsynlighed for, at faren er i live indtil barnet fylder 18 år,« siger Anja Pinborg.
Hun er opmærksom på modargumentet om, at ingen er lovet i morgen, og at sygdom kan ramme tilfældigt.
»Det er også rigtigt – men vi kommer heller ikke udenom, at risikoen for demens og kræft stiger med årene,« siger hun.
Er det statens opgave at blande sig i, hvem der skal have støtte til at få børn? Kan man ikke se det som et indgreb i den personlige frihed?
»Jo, det er helt sikkert et argument, man kan fremføre, og derfor har vi også rejst debatten. Men når det gælder komplikationer, belastninger og sygdomme for de kommende børn, så har vi jo allerede en del, som er reguleret af staten eller af nationale retningslinjer herunder kvindes alder, BMI samt forældreegnethedsvurdering,« svarer hun og fortsætter:
»Her mener vi ikke, at mandens alder er en undtagelse, da den har indflydelse på de kommende børn. Vi debatterer heller ikke en lovlig begrænsning, men vi efterlyser en retningslinje for, hvornår fertilitetsbehandling med offentligt tilskud skal gennemføres i forhold til mandens alder.«
