Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Nyt studie: Sex giver sjældent hjertestop, men mænd er mest udsatte

Annonce:

Sex kan få pulsen op i de fleste. Men hvis du frygter for, om akten ligefrem indebærer en risiko for akut hjertestop, kan du tilsyneladende ånde lettet op - især hvis du er kvinde.

Selvom risikoen er yderst lav, konkluderer en amerikansk undersøgelse nemlig, at mænd er mere udsatte for akut hjertestop under sex end kvinder. Det skriver medpagetoday.com.

Det såkaldte Orgeon Sudden Unexpected Death Study har undersøgt 4.557 tilfælde af akutte hjertestop i Portland-omegnen i den amerikanske stat Oregon.

Kun 34 af tilfældene fandt sted i forbindelse med sex – enten under selve samlejet eller umiddelbart efter. 94 procent af ofrene var mænd.

Martha Gulati, der er læge og chefredaktør for American College of Cardiology’s CardioSmart.org, advarer om, at sex særligt kan udløse et akut hjertestop »efter et solidt måltid eller alkoholindtag eller sex med en ikke-gift partner. For mænd vil det som regel sige en elsker« siger hun til medpagetoday.com.

Gulati understreger dog, at risikoen er meget lav, og at de fleste mennesker overvurderer, hvor meget arbejde, de faktisk udfører under sex. For de fleste svarer anstrengelserne ifølge den amerikanske læge til at gå 3 km/t på fladt underlag.

mdm

Annonce: