Japanske og peruanske arkæologer har gjort sig noget af en opdagelse.
De har fundet en gravplads fra Warikulturen, også kaldet Huari - en præcolumbiansk kultur i Latinamerika før det empiriske Inkarige.
Warikulturen ved man stadig ikke meget om, hvilket gør det nye fund særligt interessant.
Arkæologerne fandt menneskelige rester, keramik og gravkamre, og de mener, at stedet er blevet brugt som bedested.
Det skriver mediet ScienceAlert.

Warikulturen eksisterede i nutidens Peru mellem det 7. og 13. århundrede. Den blev besejret af Inkariget i 1100-tallet.
»Det er et stort fund, fordi arkæologer har ledt efter beviser for Warikulturen,« siger Shinya Watanabe til mediet AFP. Watanabe er professor i arkæologi ved Nanzan University i Japan.
Han fortæller, at de fandt to gravkamre med dybe gruber til mumier og andre ofringer til ære for forfædrene.
Hvert gravkammer består af to etager, og begge har nicher i væggene, der indeholder ofringer som skaller fra bløddyr og keramik.

Wari blomstrede ved kysten og i højlandet i det område, vi i dag kalder Peru.
Udgravningen fandt sted i Jequetepeque-dalen i Cajamarca, en region der støder op til Ecuador, omkring 900 kilometer nord for Perus hovedstad, Lima.
»Mange mennesker med forskellig oprindelse boede her. Det var et ceremonielt center dedikeret til forfædrene,« siger Watanabe ifølge AFP.
Perus kulturministerium har ifølge ScienceAlert udtalt, at målet med forskningsprojektet er at få en bedre forståelse for det socio-økonomiske system i Cajamarca i den periode.
les

































