Motion i pilleform er sikkert mange menneskers drøm.
Snup en pille, og få alle helbredsfordelene ved at motionere, mens du samtidig ser et afsnit af din favoritserie hjemme i sofaen.
- Sundhedsprotein kan give mange af helbredsfordelene ved motion uden træning.
- Opdagelsen kan måske hjælpe mennesker, der eksempelvis er sengeliggende, samt personer med diabetes.
- Sundhedsproteinet kan også markant forbedre præstationer i eksempelvis maratonløb.
Det lyder måske som science fiction, men ny amerikansk forskning viser, at en sådan pille kan være tættere på, end du måske forestiller dig.
I hvert fald viser et nyt studie, at et bestemt 'sundhedsprotein' markant øger udholdenheden hos mus, så de kan løbe meget længere i et løbehjul, uden at de træner sig op til det.
Samtidig giver proteinet musene mange af de helbredsfordele i form af vægttab og bedre kontrol over blodsukkeret, som normalt kendetegner effekterne af træning.
Opdagelsen kan måske bane vejen for udvikling af medicin til mennesker, som af forskellige årsager ikke kan dyrke motion, eller til folk med diabetes, mener forskerne bag det nye studie.
»Motion er et værdifuldt middel mod mange forskellige lidelser. Med denne forskning kan man begynde at tænke på, hvordan medicinsk terapi, der udnytter fordelene ved fitness, kan hjælpe folk med at opnå helbredsfordelene ved motion uden at motionere. Mulighederne er uendelige,« fortæller professor Ronald Evans, der er leder af Gene Expression Laboratory ved Salk Institute, i en pressemeddelelse.
Det nye studie er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cell Metabolism.
LÆS OGSÅ: Vægttab uden træning – en realitet i nær fremtid?
Kan bruges som doping
Selv mener forskerne, at opdagelsen af sundhedsproteinet PPAR (se boksen) først og fremmest er interessant medicinsk, da den primært kan få stor betydning for folk, som kæmper med at få rørt sig til daglig på grund af helbredsmæssige problemer.
PPAR (Peroxisome Proliferator-Activated Receptor) er en type proteiner, der er med til at regulere, hvilke gener kroppen udtrykker.
Det gør PPAR’erne ved at binde til DNA’et og enten øge genernes funktioner eller mindske dem.
PPARD, der er den specifikke type PPAR, som forskerne har studeret i deres forskning, kontrollerer mere end 1.000 gener, blandt andet gener, der øger cellernes energiniveauer, gener for fedtforbrænding, gener for fedtsyretransporten i kroppen og gener, som kontrollerer sukkeroptaget i musklerne.
Læs mere i boksen under artiklen.
De mennesker kan man måske give medicin, som stimulerer kroppens produktion af PPAR.
Det kan blandt andet dreje sig om ældre eller om folk, som er sengeliggende på grund af langvarig sygdom eller efter en operation.
Disse mennesker kan få gavn af de positive effekter af PPAR, selvom de ikke er i stand til at bevæge sig i det omfang, som man normalt skal gøre for at få stimuleret kroppens produktion af molekylerne.
Forskerne anerkender dog, at deres opdagelse viser, at PPAR ikke bare kan vække interesse hos mennesker med helbredsproblemer.
Stoffet kan også udnyttes som doping blandt udholdenhedsatleter, der gerne vil have deres kroppe til at kunne blive ved i længere tid end deres modstanderes.
Det gør nogle sportsudøvere da også allerede (se boksen længere nede).
LÆS OGSÅ: Pille kan ikke erstatte træning
Én af flere kontakter til udholdenhed
Jørgen Wojtaszewski er professor ved Molekylær Fysiologi på Københavns Universitet og forsker i, hvordan man medicinsk kan stimulere kroppen til at opnå de helbredsfordele, som man normalt får ved motion.
Han har ikke deltaget i det nye studie, men han har læst det og mener, at studiet viser, at man med PPAR kan ramme nogle af de kontakter, som gør kroppen sundere gennem motion.
»Forskerne finder afgjort nogle effekter, der er magen til dem, som man ser ved træning, og der er ingen tvivl om, at kontakterne virker i forhold til at opnå motionslignende effekter i musene, som efterfølgende eksempelvis forbrænder mere fedt,« siger Jørgen Wojtaszewski.
Den danske forsker advarer dog om at tro, at resultaterne umiddelbart kan overføres til mennesker.
»Man skal huske på, at forsøgene er lavet på mus, som på mange måder er anderledes end mennesker. Eksempelvis har mennesker 10 gange mere sukker i musklerne, end mus har, og effekten vil nok ikke være så stor i os, som studiet finder i musene. Det kan være, at man i mennesker vil se en effekt på 5 procent, hvor man i mus finder en effekt på 60 procent. Men 5 procent kan selvfølgelig også være interessant for eksempelvis sportsudøvere,« forklarer Jørgen Wojtaszewski.
Træning hjælper ikke uden PPAR
Forskerne bag det nye studie har brugt de seneste 20 år på at studere, hvordan PPAR’er spiller en rolle i de af kroppens signalveje, som er med til at øge sportsudøveres udholdenhed.
De har i det nye studie lavet forsøg på mus, som de har manipuleret til at mangle det gen, som laver PPAR.
Forsøget viste, at musene uden PPAR ikke fik sparket gang i alle de gener, som normalt bliver aktiveret under træning.
Det drejede sig blandt andet om gener, som øger cellernes energiniveauer, gener for fedtforbrænding, gener for fedtsyretransporten i kroppen og gener, som kontrollerer sukkeroptaget i musklerne.
Med andre ord fik musene ikke gavn af alle de positive effekter af træningen, når de manglede PPAR, hvilket understreger stoffets betydning for at gøre motion sundt.
LÆS OGSÅ: Hvad er vigtigst: kost eller motion?
Kan forklare hvor du ’rammer muren’
Et andet aspekt af den nye forskning er ifølge Ronald Evans, at det er med til at forklare fænomenet 'at ramme muren'.
I studiet har forskerne givet mus PPAR i form af lægemidlet GW501516, der blev udviklet af firmaet Ligand Pharmaceuticals.
Lægemidlet blev dog droppet, da det viste sig at være kræftfremkaldende i for store mængder.
GW501516 findes på det sorte marked under navnet ’Endurobol’ og benyttes allerede af nogle sportsfolk som doping.
Kilde: The Conversation
Muren er frygtet blandt sportsfolk og hyggemotionister, da den kan sætte en brat stopper for en personlig rekord eller i det hele taget resultere i, at man ikke kommer i mål.
Det er som om, at kroppen ikke længere modtager hjernens signaler, og det hele går i stå. Hjernen vil gerne fremad, men benene lystrer ikke.
Ronald Evans mener, at hans forskning er med til at forklare fænomenet.
»Det viser sig, at du rammer muren, når din hjerne ikke længere får nok sukker. På det tidspunkt brænder du sammen. Vi troede tidligere, at træning kun forbedrer udholdenhed ved at gøre musklerne i stand til bedre at forbrænde fedt, men vores studie viser, at træning også lærer musklerne at forbrænde mindre sukker, så hjernen ikke løber tør,« fortæller Ronald Evans.
LÆS OGSÅ: Sådan presser du dig selv endnu mere, når du træner
Musene kan blive ved og ved
Det nye studie viser, at PPAR’erne, foruden at lære musklerne at forbrænde deres energiressourcer mest effektivt, også spiller en direkte rolle i kroppens evne til at blive ved og ved og altså skubbe muren længere tilbage.
Et andet museforsøg viste, at mus, som har høje niveauer af PPAR’er, kan løbe i meget længere tid i en trædemølle end mus med lave niveauer af PPAR’er.
Det på trods af, at begge typer mus havde samme type muskelfibre.
Mængden af PPAR’er er alene nok til at øge udholdenheden.
LÆS OGSÅ: Ny slankepille fri for alvorlige bivirkninger
Øger udholdenhed med 60 procent
Forskningen viser også, at det er lige meget, om niveauerne af PPAR’er er naturligt forøget gennem træning, eller om de er sendt kunstigt i vejret med et skud PPAR’er i blodet.
Ved at give musene kunstigt PPAR kunne forskerne øge musenes løbetid i trædemøllen, inden de ramte muren, fra 160 minutter til 270 minutter.
Det er 60 procents forøgelse af udholdenheden, eller hvad der svarer til at kunne løbe 67 kilometer, hvor andre stopper ved maratondistancen på 42 kilometer.
»Vi illustrerer i vores studie, at du kan flytte muren på mere end én måde. Standardmetoden er at træne. Der vil man forbedre sig en smule ved hvert løb. Men vi viser, at man også kan opnå det samme uden at bruge den energi, der ellers skal til for at komme dertil,« fortæller Ronald Evans.
LÆS OGSÅ: Nøglen til varigt vægttab kan ligge i dine tarme
Forskning er ikke ny
Nikolai Baastrup Nordsborg er lektor og sektionsleder på Integreret Fysiologi ved Københavns Universitet, og han har læst det nye studie.
Ifølge ham er det dog ikke nyt, at man rammer muren, når hjernen løber tør for sukker.
Den del af forskningsresultatet overrasker ham ikke.
»Det har man vidst længe. Når blodsukkeret bliver lavt, og leveren ikke kan opretholde et glukoseoutput, der matcher det, som kroppens muskler forbrænder, får hjernen problemer. Så rammer man muren. Det nye er til gengæld, at forskerne har fundet ud af, hvordan de kan blive ved med at holde blodsukkeret højt, så deres forsøgsdyr kan blive ved med at løbe,« siger Nikolai Baastrup Nordsborg.