Pille kan ikke erstatte træning
Den nyligt publicerede ’træningspille’-undersøgelse testede ikke alle de kendte fordele ved træning. En sådan pille kan ikke vurderes som en erstatning for træning, siger amerikansk forsker.

Mediernes fremstilling af, at en træningspille måske kan erstatte træning, er fejlagtigifølge amerikansk forsker(Foto: Colourbox)

I en undersøgelse foretaget af forskere fra Salk Institute for Biological Studies i La Jolla i USA, udførte Forskerne test på mus, med to kemiske stoffer som narrede cellerne til at tro at kroppen havde trænet.

Musklerne blev større, forbrændingen steg og udholdenheden blev højere. Forskningen blev publiceret under titlen 'AMPK and PPAR6 agonists are exercise mimetics'. Begrebet 'exercise mimetics' antyder at de to kemiske stoffer giver en effekt som minder om træning.

Men mange andre forskergrupper er meget skeptiske over for resultatet.

Således antyder Frank Booth fra University of Missouri, der forsker i inaktivitet, at forskerne bag undersøgelsen har trukket deres konklusioner lige vel langt.

Undersøgelsen kiggede nemlig ikke på mange af de almindeligt kendte fordele ved fysisk træning.

»Indtil det er vist at kemiske stoffer kan udløse alle disse fordele hos mennesker, er det for tidligt at bruge begrebet træningsmimetisk,« siger han.

Mange gener

Booth forventer at medikamenterne som blev undersøgt kun delvis kan imitere træning. For at en træningspille skal kunne virke mod fysisk aktivitet, må den være polygen, eller kontrollere mange gener samtidig.

»Derfor er det ikke sandsynligt at medikamenterne i undersøgelsen kan give alle fordelene som alsidig fysisk aktivitet giver,« står der i en pressemeddelelse fra University of Missouri.

Booth mener at mediernes fremstilling af at en træningspille måske kan erstatte træning, er fejlagtig.

Reducerer sygdomsrisiko

For eksempel påpeger han at livslang fysisk inaktivitet øger risikoen for kroniske sygdomme, og at fysisk aktivitet reducerer risikoen for flere sygdomme, såsom:

Hjerte/karsygdomme

Blodpropper

Højt blodtryk

Tyktarmskræft

Brystkræft

Type 2 diabetes

Osteoporose (knogleskørhed)

Booth har ifølge universitetets pressemeddelelse mere end 40 års erfaring med de fysiologiske, biokemiske, molekylære og genetiske tilpasninger som sker under træning.

Ikke testet

Han har også lavet en lang liste over positive træningseffekter som ikke blev testet i 'træningspille'-undersøgelsen:

Reduceret hvilepuls og træningspuls

Mere blod pumpes per hjerteslag for alle typer træningsbelastning

Bedre hjerteminutvolumen under træning, det vil sige mængden af blod som hjertet pumper ud i det store kredsløb i løbet af et minut (slagvolumen ganget med pulsfrekvens)

Lavere blodtryk og mindre stivhed i arterierne (pulsårerne)

Øget iltoptagelse

Øget styrke og øget tværsnit på skeletmuskler

Forsinket tab af muskelmasse og styrke med alder og fysisk skrøbelighed

Bedre balance og koordination

Bedre fleksibilitet

Reduceret osteoporose (knogleskørhed)

Reduceret belastning på led, og færre rygsmerter

Færre/mindre galdesten

Bedre endotel funktion. (Endotelium er det lag af celler som dækker indersiden af blodårerne. Dette væv er vigtigt for mange aspekter af kroppens biologi.)

Lavere forekomst af for lille blodtilførsel til hjertet (iskæmisk hjertesygdom)

Mindre hjerteskade på grund af cirkulationssvigt

Mindre oksidativt stress

Færre betændelsesreaktioner

Bedre immunfunktion

Mindre leversteatose (fedtdegeneration) og fedtlever

Bedre insulin-sensitivitet og reduceret risiko for type 2 diabetes

Mindre sandsynlighed for depression, angst og stress

Lavere totalkolesterol, højere HDL-kolesterol, og færre triglyserider (fedtstoffer) i blodet

Bedre kognitiv funktion hos de ældre

Bedre blodgennemstrømning

Bedre neurogenese (flere nye hjerneceller) i hjerneområdet dentate gyrus, i hypotalamus

Forhindrer tab af hjernevolumen hos ældre

Forsinker nedgangen i de fysiologiske reserver i kroppens organsystemer ved aldring

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.