Det er ikke helt tilfældigt, hvornår på året mennesker bliver født. Nogle sæsoner har oftere babyboom, mens fødselsraten stagnerer i andre.
Nu har en gruppe forskere fundet et andet fødselsmønster med et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Population Studies:
Mødre føder bemærkelsesværdigt ofte børn i samme måned, som de selv er født i, og årsagen skal ifølge forskerne findes i social arv.
Forskerne, som blandt andet er fra University of Alcalá i Spanien, undersøgte data fra fødsler i Spanien og Frankrig i forskellige perioder:
- Alle fødsler i Spanien i årene 1980-1983 og 2016-2019.
- Alle fødsler i Frankrig i årene 2000-2003 og 2010-2013.
Det resulterede i et datasæt på mere end 10 millioner forskellige fødsler, hvor også barnets, forældrenes og eventuelle søskendes fødselsmåneder indgik.
Ud fra beregninger fandt forskerne ud af, at der sammenlagt var 4,6 procent flere fødsler end forventet, hvor mor og barn havde fødselsdag samme måned. Og det gjorde sig gældende i begge lande og i alle fire perioder.
Årsagen skal blandt andet findes i social arv, forklarer en af forskerne bag studiet Luisa Borell, der er epidemiolog på City University of New York i USA.
»Det er måske ikke så overraskende, når man tænker på, at par, der finder sammen, ofte har samme sociodemografiske karakteristika (eksempelvis baggrund og uddannelsesniveau, red.),« siger Luisa Borell til Phys.org.
Forskerne påpeger, at kvinder med en høj uddannelse oftere føder i foråret sammenlignet med kvinder, der har en lavere uddannelse. Årsagen fremgår ikke i studiet.
Barnet af kvinden med den højere uddannelse kommer formentlig til at følge i samme fodspor, får selv en højere uddannelse og føder derfor med større sandsynlighed også selv i foråret.
Derfor bliver det mere sandsynligt, at de føder samme måned, som de selv er født i.
Fremtidig forskning skal undersøge, om de nyopdagede mønstre påvirker børnenes sundhed, uddannelsesmuligheder eller andet.
jso
































