Mit liv som forsøgskanin II: Spontan migræne

Kl. 11:00Da jeg tropper op på Glostrup Hospitals Neurologisk er Sohail Asghar og hans assistent ved at scanne en anden forsøgsperson.

Jeg bliver først bedt om at skifte til sygehustøj – og får derefter overrakt en plastikkop.

Selvom forsøget ikke er farligt for fostre, forbyder Den Centrale Videnskabsetiske Komite kliniske eksperimenter på vordende mødre. Og som Sohail Asghar forklarer, er den eneste vej uden om graviditetstesten at være en mand.

Alt metal bliver nu fjernet fra min person ned til den mindste lille hårnål. MR-scannerens magnetfelt er så kraftigt, at metalgenstande helt bogstaveligt vil flyve gennem lokalet.

Så bliver jeg lagt på briksen til den første scanning og koblet til samtaleanlæg, blodtryksmåler, elektrisk spole og andre dingenoter.

Jeg ligner en cyborg fra en science fiction film, komplet med ørepropper og musik i høretelefonerne, for dette højteknologiske vidunder larmer temmelig voldsomt. Samtidig får jeg en panikknap i hånden, så jeg kan tilkalde hjælp, hvis jeg skulle få det dårligt, eller et anfald af klaustrofobi, for da briksen ruller ind i den enorme magnetfeltsgenerator er pladsen temmelig trang.

Kl. 12:10Er alt på plads. Sohail og assistenten forlader rummet, og sætter sig ud bag en glasvæg i sikker afstand af magnetfeltet.

Jeg ligger faktisk meget behageligt på briksen, det er vigtigt personen ikke rykker rundt, så mit legeme er afstivet med et utal af puder og tæpper er.

Mens scanneren går i gang med en dunken som et gammelt damplokomotiv, kan jeg pludselig mærke en meget velkendt kriblen i den ene side af hovedet.

Kl. 12:30 Må forsøget stoppes.

Sohail og assistenten slukker for apparatet og får mig hurtigt ud af scanneren. Jeg har fået et spontant og voldsomt migræneanfald. Jeg er halvsvimmel af smerte, det er længe siden et anfald har gjort så hjernelammende ondt.

Sohail giver mig et skud medicin i benet. Jeg får lov at lægge mig i en hospitalsseng med dynen over hovedet og bliver trillet ind i et mørkt og stille rum.

Lige så svært det er for andre at forstå, hvor ondt et anfald kan gøre, lige så svært er det at forstå, hvilken lettelse det er, når medicinen begynder at virke.

Sohail er selv migrænepatient, men da han tjekker mig 20 minutter senere, har han svært ved at skjule sin begejstring.

Mit anfald var helt spontant. Jeg havde ikke fået CGRP-stoffet endnu, så migrænen var kommet, hvad enten jeg havde været hjemme hos mig selv eller ligget i en hi-tech scanner.

Heldigvis for videnskaben var det sidste tilfældet. Muligvis opfører hjernen sig forskelligt under et kunstigt fremkaldt anfald, men de nåede at scanne min hjernes blodkar netop som et spontant anfald satte ind.

Da jeg er kommet til hægterne, aftaler vi, at genoptage forsøget en anden dag. Jeg får mere migrænemedicin i hånden, og vender næsen hjemad. Et eller andet sted, en smule stolt over at være med til at skrive en lille smule medicinsk historie.

Del 1: Mit liv som forsøgskanin | Del 3: Migrænen der aldrig kom

Lavet i samarbejde med Det sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet