»Kræftgennembrud. Danske forskere får dødelige kræftsvulster til at forsvinde«
Sådan lød overskriften på en artikel i et levende dansk dagblad. Historien drønede prompte til tops på listen over mest læste artikler og blev brølet ud i andre medier som »banebrydende« og en »revolution inden for kræftbehandling«.
En rigtig feelgood-historie, som ovenikøbet fik et ekstra tryk i afslutningen, hvor et universalmiddel mod kræft drømmes op.
Den var baseret på udtalelser fra den forsker, der havde stået i spidsen for forsøgsbehandlingen, og understøttet af endnu en deltager i den aktuelle forskning.
I forskning er det helt centralt at basere sit arbejde på en ordentlig metode. Det er det også i journalistik – ikke mindst når man dækker videnskab, og i særlig grad når man dækker sundhedsvidenskab.
Af samme grund har vi hos Videnskab.dk bestræbt os på at få nuancerne og forbeholdene med, hvilket vores overskrift på artiklen afspejler: Stor uenighed: Kan uhelbredelig hjernekræft bekæmpes med immunterapi?
\ Videnskab.dk mener
Denne artikel er en leder, og den er et udtryk for Videnskab.dk's holdning.
Videnskab.dk's lederartikler skrives på skift af vores faste journalister, og denne leder er skrevet af chefredaktør Vibeke Hjortlund.
Dårlig journalistisk metode gavner ingen
Kun at tale med den eller de forskere, der står bag et nyt forskningsresultat, er ikke godt nok. Det er dårlig metode, det er dårlig journalistik, og den tjener ingen.
Ikke mediet, der på den korte bane får høstet nogle klik på sin historie, men på den lange bane får skrammer i sin troværdighed.
Ikke forskerne eller forskningen, som får kortvarig medvind og applaus takket være muligheden for frit løb i den mikrofon, journalisten villigt holder frem. De mister befolkningens tillid, når konkrete resultater af de løfterige projekter ikke manifesterer sig, og miraklerne udebliver.
Slet ikke patienterne, hvis overlevelse hænger på, at forskningen kan frembringe nye behandlingsmetoder, og hvis forhåbninger bliver vakt på et alt for tyndt grundlag.
Uafhængig kilde trak tæppet væk under miraklet
I den konkrete sag er der tale om et lille Fase 1 forsøg, altså den allerførste test af et nyt lægemiddel, og om det har bivirkninger.
Tre patienter med uhelbredelig hjernekræft oplevede, at deres svulster svandt ind. En rejste sig fra sin kørestol og kunne gå.
Videnskab.dk’s journalist havde tårer i øjnene, da hun havde talt med forskeren bag studiet, dybt grebet af udsigten til hjælp til patienter med en dødsdom hængende over hovedet.
Men så gjorde hun sin pligt og brugte den anerkendte journalistiske arbejdsmetode. På Videnskab.dk er det et krav ved omtale af nye forskningsresultater, at vi taler med mindst en kilde, der ikke har været involveret i det pågældende projekt.
Den første neurokirurg, hun fik fat på, havde deltaget i et Fase 2 forsøg (indledende undersøgelse af, om en behandling har effekt) med samme behandling.
Her var ingen positive resultater, og man havde desuden droppet den pågældende behandling.
God journalistisk metode er også at høre den anden part
Journalisten fortsatte sin research, talte med 11 forskellige kilder og skrev en nuanceret artikel om det pågældende resultat, inklusive information om, at anden forskning viste det modsatte, og inklusive forbehold i forhold til denne forskning - beretningen om alt det vanskelige bag kulisserne, hvor der er både store følelser, økonomiske interesser og hård konkurrence på spil.
Det var svært. Kilderne var og er vrede.
Den ene side finder det uetisk over for patienterne overhovedet at omtale det nye Fase 1 studie, fordi det ifølge dem rejser falske forhåbninger.
Den anden side er påpeger, at det upublicerede fase 2 studie var forkert designet og derfor ikke kan bruges til at kritisere behandlingen.
Som medie holder vi ikke med nogen. Vi skal ikke gøre os til dommer over, hvad er rigtigt og forkert i denne sag, og lige så lidt som forskerne ved vi med 100 procent sikkerhed, hvad der virker eller ikke virker.
Men vi skylder at fremlægge sagen fra begge sider og komme så tæt på sandheden, som vi nu engang kan.
Det er svært, når evidensen er sparsom, forskningsverdenen selv er i tvivl og tillige dybt uenig.
Men vi gør, hvad vi kan, og vi lægger vægt på også at fortælle om usikkerheden og tvivlen – de uskønne elementer i det vanskelige arbejde, forskerne gør for at nå de resultater, der gavner os alle sammen.
Sådan er den gode journalistiske metode, hvor man hører begge parter. Og den styrker tilliden til forskningen på den lange bane. Ikke mindst når det gælder sundhedsvidenskaben.
Metoder fra PR og kommunikation duer ikke i journalistik
Traditionel videnskabsjournalistik går ud på at holde mikrofonen for forskeren og oversætte alt det svære, der kommer ud af munden på det pågældende orakel, så almindelige dødelige kan forstå det.
Den tilgang er forældet og forfejlet. Den tager metoder fra PR- og kommunikationsverdenen og bringer dem i spil i journalistikkens verden, hvor de absolut ikke hører hjemme.
Det giver ingen mening, at netop videnskaben bliver behandlet anderledes end alle andre stofområder. Slet ikke sundhedsvidenskaben.
Motivet er måske ædelt – at skabe begejstring om forskningen. I årtier har der været sat ind fra mange sider for at udbrede den fascination, forskningen kan skabe, og for at vise befolkningen, hvilken værdi forskningen skaber, så der bliver bakket op om den. Det er også vigtigt.
Det gør man bare ikke ved som medie at forsømme at give forskerne modspil. Ved ukritisk at lade dem slippe af sted med at sige hvad som helst. Uden det, man lidt provokerende kunne kalde det journalistiske peer-review.
For når befolkningen så finder ud af, at det enkle og skarptskårne jubelbudskab ikke er den endegyldige sandhed, så er der slidt et lille stykke af den troværdighed, både forskere og medier lever af. Forskerleden sætter ind – det passer jo ikke, hvad de siger.
Motivet kan naturligvis også være mindre ædelt. Nemlig at skaffe hurtige klikbaskere. Hvem ved.
Mange forskere er glade for et journalistisk peer-review
Forskeres troværdighed bliver næppe på noget tidspunkt så lav som journalisters, der notorisk ligger på niveau med brugtvognsforhandlere. Heldigvis.
På Videnskab.dk oplever vi generelt, at forskerne er glade for den ulejlighed, vi gør os med at finde andre forskere fra samme felt, som kan føje perspektiv og nuancer til de artikler, vi bringer.
Vi er glade for, at udenforstående forskere ulejliger sig med at se på de andres resultater og komme med deres kommentarer til dem, baseret på den viden de selv har om det pågældende område.
Vi må ærligt erkende, at gennem de første år af Videnskab.dk’s snart 10-årige levetid, har vi langt fra altid haft flere kilder på vores artikler om ny forskning. Vi har skrevet dårlige artikler, vi har oversolgt budskaber.
Men vi har også lært af vores fejl og arbejdet målrettet med at udvikle den måde, vi dækker forskningen på. Herunder at bruge den anerkendte journalistiske metode frem for uforvarende at komme til at agere spindoktor for forskerne.
Som led i processen er vi også opmærksomme på, at indbyrdes konflikter og konkurrencesituationer kan farve forskernes udsagn. Efter bedste evne efterstræber vi åbenhed om det og stiller spørgsmålene.
Straffen for dårlig metode er hård
Netop i denne tid, hvor uunderbyggede historier om hvad som helst bringes til torvs og cykler rundt på de sociale medier, har de etablerede medier både brug for og et ekstra ansvar for at bedrive solid og troværdig journalistik. Komplet med god journalistisk metode, der altså inkluderer det helt basale:
At tale med mere end en enkelt kilde – at inkludere den uafhængige, den udenforstående, modparten.
Vi straffes alle sammen for ikke at gøre det. Især når der er tale om sundhedsvidenskab. Især når der er tale om noget så følsomt som dødssyge mennesker, der er desperate efter en kur.
Umiddelbart er straffen, at forskerne, og måske også mediet, vil blive kimet ned af fortvivlede patienter og deres pårørende med et desperat håb om at få mirakelkuren.
På lang sigt er det, at ingen gider lytte til dem eller tage dem alvorligt.
