En indbrudstyv ville måske synes, at det er meget smart. Men for en ganske almindelig lovlydig turist, er det ret uheldigt ikke at kunne afsætte et fingeraftryk, hvis man gerne vil ind i USA.
I det anerkendte medicinske tidsskrift ‘Annals of Oncology’ fortæller Dr. Eng-Huat Tan fra National Cancer Centre i Singapore i dag, at en af hans patienter, Mr. S, i fire timer blev nægtet indrejse i USA, fordi han ikke havde fingeraftryk.
Fingerspidsernes anonyme tilstand skyldes kræftmedicinen capecitabine også kaldt Xeloda. Ifølge onkologen fra Singapore fortæller adskillige andre patienter om lignende oplevelser.
»Det virker ikke som en usandsynlig bivirkning,« siger Mikael Rørth, som er professor og kræftlæge ved Onkologisk Klinik på Rigshospitalet. Han tvivler dog på, at den nyopdagede ulempe ved Xeloda er kraftig nok til, at man vil erstatte den meget anvendte medicin med noget andet.
Fingeraftryk afslører identitet
Den singaporeanske læge har beskrevet sin observation i et brev til ‘Annals of Oncology’. Han fortæller, om sin patients uheldige oplevelse i lufthavnen:
»Efter at have taget capecitabine i tre år tog han (patienten, red.) i december 2008 til USA for at besøge sine slægtninge. Han blev tilbageholdt af lufthavnens told i fire timer, fordi paskontrollørerne ikke kunne aflæse hans fingeraftryk. Først da vagterne var blevet forsikret om, at han ikke udgjorde en sikkerhedstrussel, fik han indrejse,« siger Dr. Eng-Huat Tan.
De amerikanske myndigheder har i adskillige år bedt udenlandske indrejsende om at identificere sig at sætte et fingeraftryk og lade sig fotografere. Informationerne bruges til at afsløre, hvorvidt en ny visum ansøger allerede har et visum i et andet navn. Fingeraftrykkene bliver også matchet med en liste over mistænkte forbrydere.
Troværdig bivirkning
Professor Mikael Rørth har ikke været ude for, at patienter mistede deres fingeraftryk.
»Jeg har ikke selv stødt på problemet, og det har mine kollegaer heller ikke. Men det lyder ikke usandsynligt, at det kan ske,« siger han.
Det er almindeligt kendt blandt kræftlæger, at Xeloda kan give patienterne betændelse i hånd- og fodflader, bylder og en hud, der skaller af. Hvis man tager Xeloda i tilstrækkelig lang tid vil disse bivirkninger slette ens individuelle fingeraftryk, siger medicineren fra Singapore.
Mikael Rørth synes, det lyder troværdigt, og han vil holde ekstra øje med sine patienters fingerspidser.
\ Fakta
VIDSTE DU
Xeloda bliver fabrikeret af medicinalfirmaet Roche. Det er et såkaldt antimetabolisk stof, der forstyrrer det stofskifte, som skal til for at lave dna og rna, og det dræber kræftcellerne.
Kilde: Mikael Rørth
Den danske læge mener dog ikke, at bivirkningen er grel nok til at erstatte medicinen med noget andet:
»Xeloda er en ganske almindelig del af kemoterapi, og det har den fordel, at det kan gives i pilleform frem for, at man sprøjter det ind i kroppen.«
Der forskes fortsat i at finde en erstatning til Xeloda med færre bivirkninger.
Lægeerklæring med på rejsen
Indtil der er fundet en afløser til den nuværende behandling, må patienter finde sig i at få anonyme fingeraftryk. Dr. Eng-Huat Tan anbefaler patienter, som skal rejse til lande med strenge krav om identifikation, at de medbringer en lægeerklæring om deres sygdom og behandling.
»Min patient (Mr. S) rejste efterfølgende igen med et brev fra os, og han havde derefter færre problemer med at komme igennem tolden,« siger lægen til ‘Annals of Oncology’.