Mange flere voksne og ældre kvinder brækker håndleddet på en sådan måde, at det kræver operation, sammenlignet med mænd.
-
I 50-års alderen rammes 3 gange så mange kvinder som mænd af mere alvorlige og komplicerede håndledsbrud.
-
I 60’erne rammes 5 gange så mange, og
- i 70’erne næsten 10 gange så mange kvinder
»Stigningen begynder tidligt hos kvinder, vi ser den komme allerede i 40-års alderen for så virkelig at stige kraftigt.«
»Det er specielt, at så mange flere kvinder, og så tidligt, får sådanne brud end mænd,« siger ortopæd og forskerne Terje Meling ved Stavanger universitetssykehus til forskning.no.
I teenageårene og 20’erne er det drengenes håndled, der ryger
I sin nye ph.d.-afhandling viser SUS-overlægen blandt andet, hvordan brudforekomster fordeler sig mellem kvinder og mænd gennem livet.
»Håndledsbrud er det mest almindelige brud helt fra barnsben af hos begge køn, og både brud, som behandles med gips og brud som kræver operation er medregnet,« siger han.
I teenageårene og i 20’erne er der mange flere drenge og mænd, der brækker håndleddet.
»Det kan nok blandt andet skyldes, at flere mænd, både i arbejde og i fritiden, laver aktiviteter med større risiko, men dette er bare ren spekulation, da vi endnu ikke har studeret årsagerne,« siger Terje Meling.
Slår igennem forskelligt hos mænd og kvinder
Ud over, at kvinder i højere grad får knogleskørhed med alderen, synes Terje Meling derfor, at det er vanskeligt at fremhæve andre forklaringer på, hvorfor kvinderne overtager brudtronen for håndled på tidligt.
Håndledsbrud per 100.000 indbyggere: Grundlaget er behandlinger på operationsstuer i perioden 2004-2007. (Kilde: Terje Meling)
»En sandsynlig forklaring er, at knogleskørheden hos kvinder slår igennem på forskellige steder på kroppen ved forskellig alder, og at håndleddet bliver tidligt udsat.«
»Mænd får også knogleskørhed, men de får det som oftest meget senere. Det ser vi i statistikken for hoftebrud,« siger Terje Meling.
Mens der er store forskelle i brudforekomst per 100.000 indbyggere for håndledsbrud, følger begge køn hinanden tæt hvad angår hoftebrud, deriblandt brud på lårhalsen.
Kvinders høje alder gør forskel naturlig
»Hos kvinderne begynder mange at få hoftebrud i 70-80-års alderen, de begynder fem år tidligere end mændene, som gerne får den slags brud i 80-90-års alderen,« siger Terje Meling.
I 60’erne er der lidt over dobbelt så mange af den slags brud blandt kvinder. For 70- og 80-årige skrumper afstanden noget ind, til 1,7 gange så mange hoftebrud blandt kvinder.
»I forhold til hvor mange, der faktisk lever, er forskellene mellem kønnene ikke så store,« påpeger overlægen.
Da der er færre levende mænd i de ældste aldersgrupper, vil det være naturligt, at flere kvinder opereres.
Kvinder bliver ældre end mænd.
Hoftebrudsstigningen hos mænd
Han tilføjer, at kvinder opereres for brud i de fleste knogler med stigende frekvens med alderen.
Hos mændene ses en sådan stigning i operationsfrekvens i praksis kun for hoftebrud.
Hoftebrud per 100.000 indbyggere: Grundlaget er behandlinger på operationsstuer i perioden 2004-2007. (Kilde: Terje Meling)
Statistikken over brud, hvor der er brug for operation, omfatter flere tusinde brud i Rogaland, og statistikken er ført siden 2004.
Terje Meling mener, at den også er repræsentativ for Norge som helhed.
»Nedslagsfeltet for Stavanger Universitetssykehus repræsenterer et gennemsnit af den norske befolkning,« siger Terje Meling.
Håndledsbrud kræver ikke altid operation
Cirka en tredjedel af alle brud kræver operation, det vil sige, at de er af en sådan alvorlighedsgrad, at de ikke kan klare på skadestuen alene, men skal behandles på en operationsstue.
Mens det ved hoftebrud er nødvendigt med operation i samtlige tilfælde, er der ved håndledsbrud brug for operation i cirka 25 procent af tilfældene.
»Generelt er det sådan, at har du fået et brud, der skal opereres, så er det ikke usædvanligt, at der opstår en lille svækkelse, en stivhed eller lidt ubehag ved stor belastning.«
»Det sker egentlig ganske ofte, men man har indtryk af, at de fleste tror, at alle brud, opereret eller ej, stort set altid ender 100 procent godt,« siger Terje Meling.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
\ Kilder
- Meling T. Implementation of a fracture and dislocation registry: epidemiology and scoring validity of long-bone fracture. Ph.D.-afhandling udført ved Universitetet i Bergen. Forsvaret fandt sted 7. marts 2013
- Meling T, Harboe K, Søreide K. Incidence of traumatic long-bone fractures requiring in-hospital management: a prospective age- and gender-specific analysis of 4890 fractures. Injury 2009; 40: 1212 9. doi.org/10.1016/j.injury.2009.06.003

































