Kender du det: D14 HJ9R49 9R G9413L!

Vær beredt. Sådan lyder spejderbevægelsens slogan, og det passer fint som motto til hjernen: Én af dens vigtigste funktioner er at indsamle informationer og udvikle færdigheder, så vi undgår at stå i livsfarlige situationer uden at vide, hvad vi skal gøre.

For vores forfædre kunne det betyde forskellen mellem liv og død at være forberedt på angreb fra rovdyr, og de skulle kunne reagere både hurtigt og hensigtsmæssigt, hvis de pludselig befandt sig i stor fare.

Det er spændende at studere, hvordan hjernen klarer situationer, hvor vi er i overhængende livsfare, men den slags forsøg må hjerneforskere selvfølgelig ikke foretage. I stedet kan vi bruge tv og internet til at se, hvordan mennesker reagerer, hvis de tror, de er i livsfare.

Søger du efter 'scare pranks' på internettet, vil du finde videoklip, hvor spøgefugle skræmmer venner og familie fra vid og sans. Resultatet er fascinerende: Nogle af ofrene fryser og står helt stille. Resten af ofrene reagerer enten ved instinktivt at angribe spøgefuglen med stor kraft eller ved overraskende hurtigt at flygte. På videoerne kan du se, hvordan de hurtige, instinktive reaktioner og høje skrig næsten altid overrumpler angriberen.

Amygdala sørger for, at vi er klar til kraftpræstationer

Vi kontrollerer ikke selv den refleks, som får os til at fryse, flygte eller slås for livet, hvis vi er i livsfare. Det er vores amygdala, der står bag. Vi kan finde denne mandelformede kerne inde i tindingelappen. Det er den, der aktiveres, når vi opdager en øksemorder bag køkkendøren en mørk og regnfuld aften, eller når vi på andre tidspunkter føler frygt eller vrede.

Amygdalas rolle som redningskatapult i farlige situationer har givet den et særligt privilegium: Hvis den modtager tilstrækkeligt faretruende synsindtryk fra omgivelserne, kan den med det samme få os til at stå musestille, slå og sparke eller løbe bort i vild panik. Den skal ikke igennem en tidskrævende proces, hvor vores bevidste hjerne først skal udtænke en redningsplan.

Samtidig øger amygdala pulsen, blodtrykket og blodgennemstrømningen i vores muskler, så vi er parate til at udøve sådanne kraftpræstationer. Amygdala sætter med andre ord handlinger i gang på et tidspunkt, hvor vi føler frygt, men endnu ikke har registreret, hvad der udløste den.

Men vores amygdala reagerer ikke bare instinktivt på farefyldte situationer, den husker dem. Ser, hører eller føler vi senere noget, som minder om første gang, faren optrådte, kan amygdala derfor starte alarmberedskabet igen og forbedre vores chancer for at klare situationen, hvis den indtræder igen.

Hjerneforskere arbejder på at kunne slette dårlige minder

Amygdalas alarmfunktion er ikke altid hensigtsmæssig: Pludselig larm og lysglimt kan eksempelvis aktivere amygdala hos en soldat, som har været udsat for traumatiske oplevelser under sin udsendelse til en krigszone.

Amygdala vil ikke blot genkalde de indre billeder af eksplosioner og lemlæstelser, han eller hun har set, men også gentage den stærke psykiske og fysiske stressreaktion, som soldaten oplevede dengang. Men denne gang hjælper beredskabet ikke soldaten.

Jeg skriver med vilje 'aktivere amygdala', fordi hjernebarken ikke nødvendigvis er involveret i reaktionen. Amygdala kan med andre ord få os til at føle frygt, vrede eller tristhed, uden at vi er bevidste om, hvad der helt præcist udløste følelsen. Omvendt kan hjernebarken ikke styre amygdala, så soldaten kan altså ikke beslutte sig for ikke at genopleve stresstilstanden igen og igen.

Hjerneforskere arbejder netop nu på at udvikle metoder, som kan slette dårlige minder. Men opgaven er svær: Mange er urolige for, at de ved et uheld kan komme til at slette ikke bare det ene minde, men også andre dele af vores erindringer eller vigtige færdigheder.

Hjernen sætter bevægelser i gang

Den geniale tyske fysiker og læge Hermann von Helmholtz foreslog i 1800-tallet, at vores underbevidsthed opbygger en indre model af verden for at kunne forklare de sanseindtryk, vi modtager. Den britiske hjerneforsker Karl Friston har endda påpeget, at hjernen måske styrer og kontrollerer vores bevægelser via de sansesignaler, som muskler og sener sender tilbage til hjernen.

Hjernen sætter altså bevægelser i gang og kontrollerer, at de føles rigtige.

Det er en stor fordel, at din ubevidste hjerne forudsiger, hvad der sker i verden omkring dig og kun alarmerer din bevidste hjerne, når et eller andet i sanseindtrykkene ikke stemmer. For det medfører, at din ubevidste hjerne kan overtage kontrollen over flere og flere funktioner, efterhånden som du lærer dem.

Det frigiver beregningsressourcer, så din bevidste hjerne kan lære endnu mere, som hjernen igen automatiserer og så videre og så videre.

Vi forsøger at skabe orden i verden

Hjernen gemmer hele tiden informationer, som gør den bedre til at forudsige verden omkring sig. Når vi lærer at læse i skolen, lærer vi først bogstaverne at kende, derefter hvordan de danner ord, og hvordan vi staver ordene rigtigt. Men for hjernen er opgaven ikke løst. Den følger også andre regler end dem, som du har lært. Det skal vi afprøve nu.

Hjernen kan skabe overensstemmelse mellem sin model af verden og den rigtige verden ved at samle flere oplysninger. Det næste spørgsmål er så, om hjernen vil forsøge at ændre på virkelighedens verden. Eller på den model den selv har skabt af verden.

Forestil dig, at du sætter dig til bords ved et større selskab: Der er dækket op med mange glas og flere sæt bestik. Den midterste kniv ligger lidt på skrå, så den rører ved en anden kniv. Skubber du mon, uden at tænke over det, kniven på plads, så alt ligger parallelt? Eller får den lov at ligge, indtil du får brug for den til hovedretten?

Mange vil nok puffe til kniven, så bestikket ligger, som det plejer. Altså skabe orden i verden, så den passer med din indre model.

K34 DU LÆ89 D9T H9R?

Nu skal vi afprøve, hvad der sker, hvis hjernen ikke kan få sin model til at passe. Lad os forestille os, at du pludselig befinder dig i et parallelt univers. Det ligner meget vores, men der er en enkelt, markant forskel:

Alfabetets bogstaver ser helt anderledes ud, end du er vant til. Spørgsmålet er nu, om din hjerne stædigt holder fast i sin model af verden, det normale alfabet, eller danner den en ny indre verden og vænner sig til de nye regler? Svaret giver næsten sig selv i næste afsnit.

K34 du 8å læ89, hv3d j9g 8kr1v9r 4u? 1 d9tt9 3f841t bl1v9r d9t lidt 8vær9r9! 4u h3r j9g bytt9t 40gl9 af 0rd9498 b0g8t3v9r ud m9d t3l m9ll9m 4ul og 41. For 9k89mp9l er d9t først9 b0g8t3v 1 3lf3b9t9t 8k1ft9t ud m9d t3ll9t tr9, og d9t f9mt9 b0g8t3v 1 3lf3b9t9t m9d t3ll9t 41.

Du h3r 40k 1kk9 læ8t 0rd m9d t3l 1 t1dl1g9r9, så hv18 d9t 3ll1g9v9l lykk98 d1g at læ89 t9k8t94, 8kyld9s d9t, 3t d14 hj9r4e 9ft9rhå4d94 r9g49r ud, 3t t9k8t94 g1ver m9414g, hv1s d94 ’læ89r’ n0gle af t3ll949 s0m b0g8t3v9r. J9g har bytt9t 8yv b0g8t3v9r ud m9d t3l. 0rd949 bl1v9r 8vær9r9 3t g94k9nd9, hv1s m34 9r8t3tt9r fl9r9 b0g8t3v9r med t3l 9ll9r 8ymb0l9r. D14 hj9r49 9r g9413l, 1kk9 834dt?!  

Hvis omgivelserne ændres radikalt, følger hjernen næppe børnelærdom

Denne uskyldige leg med tal og bogstaver rejser et vigtigt spørgsmål: Vil hjernen også se stort på vores lærdom om, hvad der er rigtigt og forkert, hvis omstændighederne kræver det? Faktisk forudsiger Fristons teori, at vores hjerner vil gøre alt for at mindske uoverensstemmelser mellem dens model af verden og den virkelige verden.

Talrige psykologiske eksperimenter bekræfter, at vi er parate til at ændre vores normer og adfærd ganske meget for at undgå, at de kolliderer med omgivelsernes forventninger. Vi skyder tit skylden på for eksempel dårlig opdragelse, når unge mennesker ender i kriminalitet, misbrug eller radikalisering.

Men hvis vores omgivelser ændrer sig radikalt, vil vores hjerner næppe holde fast i vores børnelærdom. I hvert fald var hjernen parat til at gøre op med vores idé om, hvad et alfabet er, for ikke at lade os i stikken i det parallelle univers, vi lige besøgte.