Der er kun to distancer for kajakroerne ved dette års OL. Det stiller særlige krav til roerne, og vi kan forvente benhård konkurrence.
Forestil dig at løbe så stærkt, du kan i 30 sekunder. Forestil dig derefter, at du i stedet skal løbe, alt hvad du kan i tre minutter.
Forskellen på de to scenarier kender de fleste. Og det er lige præcis den forskel, som de kajakroere - heriblandt syv danske - der stiller op i kortere distancer ved dette års OL, står overfor. I denne artikel vil vi forklare, hvordan det hænger sammen.
\ De danske deltagere
Danmark stiller med syv kajakroere i fire forskellige løb ved dette års OL. Du kan følge de danske roere fra 6. til den 10. august.
Enerkajak, 500 meter, kvinder: Emma Aastrand Jørgensen
Toerkajak, 500 meter, kvinder: Frederikke Hauge Matthiesen og Emma Aastrand Jørgensen
Firerkajak, 500 meter, mænd: Victor Gairy Aasmul, Lasse Bro Madsen, Morten Graversen og Magnus Sibbersen
Enerkajak, 1000 meter, mænd: René Holten Poulsen
Konkurrencerne i sprint kajak består hovedsageligt af løb afholdt over tre forskellige distancer, nemlig 200 meter, 500 meter og 1.000 meter.
Dertil kan lægges, at man typisk har tre forskellige bådtyper, som man kan ro i, nemlig enerkajak (K1), toerkajak (K2) og firerkajak (K4). Tallene indikerer, at der sidder henholdsvis én, to eller fire roere i båden.
Der er kun to distancer i år
Igennem de olympiske leges historie er der blevet konkurreret på mange forskellige distancer og med mange forskellige bådtyper. Det har givet mange forskellige muligheder for at vinde OL-medaljer, hvad enten man havde enkelte eller flere gode roere, som kunne ro sammen, og som enten var gode på de korte eller på de længere distancer.
Men til dette års olympiske lege i Paris konkurreres der på 500-meter-distancen for henholdsvis K2 og K4 for mænd og for K1, K2 og K4 for kvinder. Den eneste undtagelse er således K1 bådtypen for mænd, hvor der konkurreres på 1.000 meter.
Det betyder, at de kajakroere, som tidligere har været specialiseret til at ro enten 200- eller 1000-meter-distancerne, har skullet omstille sig til en ny distance for at komme med til dette års olympiske lege – og ikke mindst have en chance for at vinde medaljer.
Markant ændrede arbejdskrav
Man kan måske tænke, at det da ikke kan gøre den store forskel, om det er 200 meter, 500 meter eller 1.000 meter, man skal ro.
Men her er det helt essentielt at vide, at de krav, der bliver stillet til fysiologien, er markant ændret mellem de forskellige distancer.
Man bruger nemlig nogle forskellige energisystemer i kroppen på de forskellige distancer.
Og så er vi tilbage ved forskellen på at sprinte i 30 sekunder, sammenlignet med at løbe så stærkt man kan i tre minutter.
For kajakroerne ser det sådan her ud:
For de bedste mandlige K1-kajakroere – altså dem, der roer alene – tager det omkring 34 sekunder at tilbagelægge 200 meter, 1 min og 35 sekunder at tilbagelægge 500 meter og 3 min og 20 sekunder at tilbagelægge 1.000 meter.
For de bedste kvindelige K1-roere vil det tage henholdsvis 38 sekunder, 1 min og 47 sekunder og 3 minutter og 49 sekunder at tilbagelægge enten 200 meter, 500 meter eller 1000 meter hurtigst muligt.
Den store forskel i tiden, et løb tager, betyder, at bidraget fra henholdsvis det aerobe (gendannelse af energi ved brug af ilt) og anaerobe (gendannelse af energi uden brug af ilt) energisystem ændres markant.
Det er således tidligere vist, at bidraget fra det aerobe energisystem kun er på 37 procent på 200-meter-distancen, mens det er på hele 82 procent på 1.000-meter-distancen.
Når man bruger det anaerobe energisystem, ophobes der mælkesyre i musklerne – en følelse, du med garanti kender.
På de korte distancer gælder det derfor om, at man i højere grad kan tolerere den ophobning af mælkesyre, som sker, når det anaerobe energisystem er aktivt. På 1000-meter-distancen er det i højere grad vigtigt, at man har et højt maksimalt iltoptag til at understøtte det aerobe energisystem.
500-meter-distancen, som der primært konkurreres på til disse olympiske lege, har et bidrag fra det aerobe energisystem på omkring 62 procent, hvorfor man her både skal have et højt iltoptag og en høj mælkesyretolerance.
De vidt forskellige fysiologiske arbejdskrav til de forskellige distancer kan også illustreres ved at sammenligne med andre sportsgrene.
For eksempel kan man sammenligne 200 meter i kajak med 400 meter sprint i atletik. Atleterne her er forholdsvis store og muskuløse og kan løbe meget hurtigt.
500-meter-distancen i kajak kan derimod bedst sammenlignes med 800-meter-løb og 1000 meter i kajak med 1500-meter-løb. På de distancer er løberne langt slankere, har et markant højere iltoptag og løber en smule langsommere sammenlignet med en 400-meter-løber.
Udover at de fysiologiske arbejdskrav ændres i takt med distancen, er der også væsentlige forskelle på, hvad man skal kunne som roer i de forskellige bådtyper. Det har vi skrevet mere om i denne Videnskab.dk-artikel.
En omstilling over flere år
De kajakroere, som stiller op til dette års olympiske lege, har uden tvivl brugt de sidste par år på at omstille deres træning til at afspejle de arbejdskrav, som gælder for 500 meter distancen.
Samtidig kan vi som tilskuere forvente, at konkurrencen om medaljerne vil være benhård, da alle (på nær enerkajak (K1) for mænd) nu konkurrerer på den samme distance.
Og hvem er så Danmarks bedste medaljebud i kajak? Det er nok henholdsvis duoen Frederikke Hauge Matthiesen og Emma Aastrand Jørgensen i toerkajak og Emma Aastrand Jørgensen på egen hånd.
Lykkes det Emma at vinde en medalje i år, bliver det hendes fjerde olympiske medalje, hvilket vil gøre hende til Danmarks mest vindende kvindelige OL-atlet.
Hvad der gør Emma så eminent god til kajak, har én af os i øvrigt skrevet en artikel om til forrige OL med titlen 'Kajakroeren Emma Jørgensen er Danmarks største guldhåb - hvad gør hende så god?'
