KORT NYT FRA UDLANDET:
I nutidens modebillede handler det ofte om at skille sig ud – en sjov hat, en modig farvekombination eller et iøjnefaldende smykke.
Og det er ikke særligt for vores tid. Et nyt studie tyder nemlig på, at det også i tidligere tider var attraktivt at skille sig ud, når det kommer til udseende. Det skriver sciencenordic.com.
Det er især en broche fra Norge, som forskeren bag studiet, arkæolog Ingunn Marit Røstad fra Museum of Cultural History i Oslo, har været optaget af i studiet.
Brochen har nemlig både mønstre, som fulgte den norske smykkemode på den tid, og mønstre, som er inspireret af den danske og svenske smykkemode.
Ingunn Marit Røstad har undersøgt flere gravsteder og 1800 smykker fra Jernalderen. Hun mener, at kvinder, som bar disse eksotiske smykker, gjorde det for at skille sig ud fra mængden.
Det tyder nemlig på, at hvert område havde sine egne smykker, og at der var love, der bestemte, hvem der måtte bære hvilke smykker. Derfor kunne kvinder, der havde kontakter i andre dele af verden, bære smykkerne for at prale af at have kendskab til fjernere dele af verden.
Ingunn Marit Røstad fremlagde ovenstående i sin doktorafhandling, Smykkenes språk. Smykker og identitetsforhandlinger i Skandinavia ca. 400–650/700 e.Kr., som hun forsvarede på Institutt for arkeologi, konservering og historie ved Oslo Universitet i år.
Læs også:
Hvad er det? Et smykke fra oldtiden?
Neandertalerne brugte ørnekløer som smykker
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
amo
































