Ingen forskning viser, at cannabis kan kurere kræft
Hvis cannabis virkede som kur mod kræft, ville videnskabsfolk ikke tilbageholde den. Det ville være latterligt, argumenterer irsk kræftforsker.
cannabis cannabisolie kræft cancer kur

Cannabis har gennem årtusinder været brugt som rusmiddel og til medicinske formål. Men rygterne om den helbredende effekt på kræft er - i hvert fald indtil nu - ikke bekræftet af forskningen. (Foto: Shutterstock) 

I tusindvis af år har mennesket brugt cannabis til rekreative, ritualistiske og medicinske formål. 

Mere nutidigt har de medicinske egenskaber fået en masse mennesker op på barrikaderne, og det skorter ikke på vilde påstande om den gavn, cannabisplanten gør ved medicinsk brug.

Af alle påstandene er postulatet, om at cannabis kan kurere kræft, nok den mest dumdristige.

Det er let at finde personlige beretninger på internettet om cannabis og cannabis-afledte produkter, der angiveligt har fået tumorer til at svinde ind eller har kureret uhelbredelig kræft.

Uanset hvor overbevisende disse beretninger forekommer, er de som regel baseret på misforståelser, ønsketænkning eller decideret løgn.

Medicinsk brug af cannabis ER gransket

Vi kan begynde med at spørge, hvad den medicinske virkningsgrad er.

I modsætning til hvad mange end måtte mene, ER den medicinske brug af cannabis blevet gransket i stor udstrækning.

En National Academy of Science-opsummering fra 2017 gennemgik mere end 10.000 studier; den hidtil største videnskabelige gennemgang af forskning i cannabis og cannabisprodukters effekt på helbredet generelt.

Her fandt man fandt evidens for:

  • Cannabis i visse tilfælde blandt andet kan varetage lindring af kroniske smerter og spasmer associeret med multipel sklerose.
  • THC (THC står for delta-9-tetrahydrocannabinol og er det vigtigste euforiserende stof i cannabis) kan have en positiv effekt på smerter og på kvalme og opkast forårsaget af kemoterapi. Syntetisk THC er blevet ordineret til netop dette formål i flere årtier.

Men helt afgørende findes der absolut ikke evidens, der viser, at cannabis har en helbredende eller endog nyttig effekt på kræft på trods af alle de entusiastiske postulater om det modsatte.

Kløft mellem opfattelse og evidens

Hvorfor er der en kløft mellem den offentlige opfattelse og videnskabelig evidens?

Det beror til dels på en misforståelse. Det bliver eksempelvis ofte hævdet, at en høj dosis THC kan dræbe kræftceller i en petriskål.

Det stemmer, men det har ikke stor betydning. Det er nemlig meget let at dræbe celler i en petriskål; det kan du gøre med alt fra varme til klorin.

Effektiv kræftmedicin skal derimod være i stand til selektivt at dræbe kræftceller i menneskekroppen, samtidig med at de skåner sunde celler.

Og det kan cannabis ganske enkelt ikke.

Cannabis cancer kræft kurere medicin behandling konspiration påstande løgn petriskål patienter syntetisk THC kvalme kemobehandling bivirkninger effekt

Medicinsk cannabis kan være til gavn for patienter med smerter eller patienter, der lider af kvalme og opkastning i forbindelse med kemoterapi. (Foto: Shutterstock)

Det er naturligt

Visse cannabis-aktivister er drevet af en ideologisk fiksering, der ofte kommer til udtryk i forbindelse med en fornemmelse af, at cannabis er 'naturligt' og derfor underforstået bedre end farmakologisk medicin.

Det er et klassisk eksempel på 'appeal to nature'; en temmelig tvivlsom fejlslutning. ('Appeal to nature' er et argument eller en retorisk taktik, hvori det antages, at noget er 'godt', fordi det er naturligt eller 'skidt', fordi det er unaturligt, red.).

Termen 'naturlig' er desuden ret vag.

Hvis vi definerer ‘naturlig’, som noget, der forekommer uden menneskelig indblanding, holder argumentet ikke.

Arsenik, plutonium og cyanid er også naturlige stoffer, men det ville en dårlig strategi at have et ødselt forbrug af dem.

Medicinalindustriens sammensværgelse

De aktive stoffer i mange lægemidler bliver ofte først opdaget i planter og efterfølgende syntetiseret for være i stand til at kontrollere dosis samt maksimere effektiviteten.

Vi har allerede THC-afledte lægemidler, men de helbreder ikke kræft, og det gør cannabis heller ikke.

Desværre går visse cannabis-aktivister skridtet videre ved at hævde, at medicinalindustrien forsætligt skjuler cannabissens kræfthelbredende egenskaber.

Det er ganske enkelt noget vrøvl. En sådan konspiration ville være helt enorm og hurtigt kollapse.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Latterlig 'konspirationsteori'

Halvdelen af os vil blive berørt af kræft i løbet af vores liv. En kur vil ikke alene være enormt profitabel, og selv om patentlovgivningen for 'naturlige' produkter er kompliceret, ville det resultere i uendelig taknemmelighed, økonomiske fordele og videnskabelige æresbevisninger.

Tanken om, at forskerne er så hjerteløse at de tilbageholder en kur mod kræft, er latterlig.

Kræft er en kompleks gruppe af sygdomme, derfor er det usandsynligt, at vi nogensinde finder én enkelt kur.

Cannabis kan afhjælpe visse patienters kvalme, mens der er i kemobehandling, men det er helt sikkert, at det er en myte, at cannabis kan kurere kræft.

David Robert Grimes har tidligere modtaget støtte fra Cancer Research UK. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.