Hvordan ser verden egentlig ud, når man oplever det meste for den første gang. Og kan man overhovedet forstå, hvad man ser?
Det har undret mor og Videnskab.dk-læser Hannah Kamstrup Wermuth: »Min datter Sif på 10 år spurgte forleden: Hvordan kan man tænke, når man ikke har noget sprog? Hvordan kan lillebror Anton på 5 måneder tænke: “hende har jeg set før, det er jo hende med maden” eller “ham har jeg da vist ikke set før, jeg må hellere græde”?«
Det kan Peter Krøjgaard hjælpe med at svare på. Han er professor ved Con Amore, Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og forsker i spædbørns opfattelse af omverdenen. »Undersøgelser viser, at børn, der blot er 2-4 dage gamle, både skelner mellem mors stemme og andre mødres stemme, og at barnet foretrækker at høre mors stemme frem for andre mødres stemme. Det hænger sammen med, at barnet har lært sin mors stemme at kende, mens det lå i livmoderen, « fortæller han.
Synet halter bagefter
Alle sanser pånær synet er relativt veludviklede fra fødslen, fortæller Peter Krøjgaard. »Når netop synssansen halter bagefter, så skyldes det formentlig først og fremmest, at barnet under mors graviditet ikke har haft mulighed for at træne eller øve synssansen, da der jo er mørkt i livmoderen«. Den manglende træning er tydelig på en række områder. Men barnet kommer hurtigt efter det i løbet af de første måneder:
Nyfødte ser væsentligt dårligere end voksne. En stol vil på 6-7 meters afstand være lige så utydelig for en nyfødt, som hvis en voksen så den samme stol på 180-190 meters afstand. Den nyfødte har også svært ved at fokusere. H
vis man som voksen f.eks. sidder og kigger ligefrem i et stort lokale og så holder en blyant op foran øjnene, kan man frivilligt vælge, om man vil fokusere på selve blyanten eller på væggen i den anden ende af lokalet. Hvis man vælger at fokusere på blyanten, så bliver den tydelig, mens bagvæggen bliver uskarp – og omvendt.
Evnen til at fokusere mestrer den nyfødte ikke endnu. Hovedsageligt fordi de muskler, der styrer øjets linse, endnu ikke er tilstrækkeligt trænet. Men allerede 2 måneder efter fødslen er den nyfødtes evne til at fokusere næsten på niveau med en voksens.
Nyfødte foretrækker at kigge på stærke farver frem for grå, men de kan ikke skelne mellem de forskellige farver. Men allerede efter 4 måneder er evnen til kende forskel på farverne stort set lige så god som hos en voksen. En væsentlig forskel mellem spædbørn og voksne består i, at bevægelser i langt højere grad fanger børns opmærksomhed end voksnes.
Voksne kan altså bedre abstrahere fra bevægelser, end de små børn kan. Børn har tilsyneladende en særlig interesse for ansigter, som er de første objekter, de kan følge med øjnene. Det er særligt praktisk, fordi ansigter jo sidder på hovederne af de personer, der skal sikre barnets overlevelse.
Indtil 6 ugers alderen vil børn f.eks. hellere kigge på mønstre, der ligner ansigter end mønstre som består af de samme elementer, men som ikke har form som et ansigt.
Spædbørn tænker før de taler
De fleste har nok nemmest ved at forestille sig ting, som de har et ord for. Men spædbørn begynder faktisk at inddele deres verden i kategorier længe før, de kan tale. Spædbørn er i stand til at skelne mellem levende og livløse objekter meget tidligt.
Hvis man f.eks. giver 9-11 måneder gamle børn lov til med hænderne at undersøge en række ting én efter én, som på overfladen ligner hinanden, nemlig legetøjsmodeller af fugle og flyvemaskiner, der begge har både krop og vinger, så viser det sig, at de bruger relativt længere tid, hver gang de får en ting fra den nye kategori i hænderne. Trods ligheder i overfladeegenskaber synes børnene altså at skelne mellem fugle og fly.
Sprog hjælper også barnet med at holde styr på kategorier af ting, selvom det ikke selv kan tale endnu. Hvis man viser barnet en bamse, vil barnets opmærksomhed nemmere blive fanget af bamsen, hvis man siger “se bamsen” i stedet for bare “se legetøjet” eller nogle tilfældige lyde.
Spædbørn husker ikke som voksne
Indtil omkring 1985 var det en udbredt opfattelse, at barnet ikke kunne huske, hvad det så. I dag ved man, at hukommelsessystemet er aktivt helt fra fødslen. Men spædbørn husker dog ikke nær så godt som voksne.
At hukommelsessystemet er aktivt fra begyndelsen viser sig f.eks. ved, at hvis man viser barnet den samme farvede klods gentagne gange, så daler barnets interesse for klodsen i takt med antallet af forevisninger. Fænomen kaldes for tilvænning og viser sig kun, fordi barnet husker, hvad det ser.
Spædbørn har fornemmelse for tyngde kraften
Børn begynder omkring 9-måneders alderen at kunne huske simple rækkefølger, hvilket i det mindste har en sammenhæng med fornemmelse af tid – forestillingen om, at noget sker før noget andet, og at rækkefølger ikke er vilkårlige.
En tilsvarende forståelse afspejler sig omkring simple former for årsagssammenhænge. F.eks. synes børn omkring 7 måneder, at det er mærkeligt, hvis livløse genstande begynder at bevæge sig uden at være blevet ramt af andre, mens de ikke finder det mærkeligt, hvis personer eller dyr ved egen kraft bevæger sig.
Når barnet bliver et individ
»Bevidsthed er et meget svampet begreb, og man er ikke enige om, hvordan det skal defineres. Fornemmelsen for et selv udvikler sig gradvist. Det er ikke sådan, at barnet vågner på sin etårsfødselsdag og opdager at det er et individ«, siger Peter Krøjgaard.
Men når barnet er omkring ni måneder, sker der alligevel et skift. Et barn på 6 måneder vil ikke kunne forstå, hvis en voksen peger på en genstand et stykke væk, men bare kigge på fingeren. Et barn mellem 9 og 12 måneder vil derimod følge fingeren med øjnene til det punkt den peger på.
Det er et kvantespring i barnets udvikling, fordi det begynder at kunne forstå, at andre mennesker har hensigter, og at disse hensigter kan være andre end barnets egne
Peter Krøjgaard
»Det er et kvantespring i barnets udvikling, fordi det begynder at kunne forstå, at andre mennesker har hensigter, og at disse hensigter kan være andre end barnets egne, « siger Peter Krøjgaard.
Barnet når også et stort trin videre, når det er mellem halvandet og 2 år gammelt. Hvis man i et upåagtet øjeblik maler en plet i panden på et barn og sætter det foran et spejl, vil det tage sig til panden, når det ser prikken. Et yngre barn foran spejlet ville ikke opfatte, at det selv havde fået en prik i panden men bare pege mod drengen i spejlet.
Forskning i spædbørn er en ny disciplin
Det er en forholdsvis ny disciplin at forske i spædbørns opfattelse af omverdenen. I 1890 skrev den amerikanske psykolog i William James i en meget ofte citeret passage, at det spæde barn mødte verden med en “blooming, buzzing confusion” – et regulært sansekaos.
Og helt frem til midten af 1960’erne var det den fremherskende opfattelse. Det betød, at man ikke havde det store incitament til rent faktisk at undersøge, hvad barnet forstod. Men den opfattelse har siden ændret sig.
»Spædbarnet opfatter ikke i alle henseender verden på samme måde som voksne, men i dag ved vi for det første, at verden allerede helt fra begyndelsen opleves væsentligt mere struktureret og ordnet end tidligere antaget. For det andet ved vi, at udviklingen i de første to leveår går imponerende hurtigt«, siger Peter Krøjgaard.
Vi takker for svaret og sender en Videnskab.dk-t-shirt til Hannah. Husk, at du kan læse flere spørgsmål og svar i vores arkiver eller sende en mail med dit eget spørgsmål til redaktionen@videnskab.dk.
