Hjælper hønsekødssuppe virkelig, når man er syg?
Ernæringsforsker forklarer, hvad der ligger bag den trøstende ret.
Ernæringsforsker forklarer, hvad der ligger bag den trøstende ret.

En skål varm hønsekødssuppe, når vi er syge, har været en udbredt praksis verden over i flere århundreder.
I dag sværger generationer fra stort set alle kulturer til hønsekødssuppe som et vidundermiddel. I USA indeholder retten typisk nudler, men forskellige kulturer tilbereder den lindrende suppe på deres egen måde.
Hønsekødssuppe som behandling kan spores tilbage til år 60 efter vores tidsregning, nærmere bestemt til Pedanius Dioscorides, som var feltlæge under den romerske kejser Nero, og hvis samleværk om planter og deres medicinske anvendelser har været brugt i mere end 1.000 år.
Men hønsekødsuppens oprindelse strækker sig flere tusind år tilbage - helt tilbage til det gamle Kina.
Så nu da sæsonen for forkølelse og influenza for alvor er skudt i gang, er det værd at spørge: Støtter forskningen og videnskaben egentlig vores antagelse om, at hønsekødssuppens gavner mod sygdom, eller er suppen bare en slags trøstende placebo; en psykologisk fordel, mens vi er syge, uden egentlig at gøre behandlingsmæssig gavn?
Som autoriseret diætist og professor i diætetik og ernæring er jeg udmærket klar over, hvor tillokkende hønsekødssuppen forekommer; den varme bouillon og den dybe, krydrede smag af hønsekød, grøntsager og nudler.
Det, der giver suppen dens karakteristiske smag, er 'umami' - en grundsmag ligesom surt, salt, sødt og bittert. Umami beskrives ofte som at have en 'kød-agtig' smag.
Det giver alt sammen mening, for en af de aminosyrer (proteinets byggesten), der findes i fødevarer med umamismag, er glutaminsyre. Ikke alle umami-fødevarer er dog kød eller fjerkræ; der er også umami-smag i ost, svampe, miso og sojasovs.
Studier viser, at smagen er afgørende for hønsekødssuppens helbredende egenskaber. Når jeg ser patienter med sygdomme i de øvre luftveje, bemærker jeg, at mange af dem pludselig spiser mindre eller slet ikke spiser.
Det skyldes, at akutte sygdomme sætter gang i en inflammatorisk reaktion, der kan virke appetitnedsættende.
Hvis vi ikke har lyst til at spise, får vi formentlig ikke den ernæring, vi har brug for, hvilket ikke er optimalt for immunforsvaret og restitution fra sygdom.
Videnskaben peger imidlertid på, at umami-smagen i hønsekødssuppen kan være med til at anspore til en større appetit.
Deltagerne i et studie fortalte, at de følte sig mere sultne efter deres første skefuld suppe med umami-smag tilføjet af forskere.
Andre studier konkluderer, at umami også kan forbedre fordøjelsen af næringsstoffer. Når vores hjerner fornemmer umami gennem smagsreceptorerne på vores tunger, forbereder kroppen fordøjelseskanalerne på nemmere at optage protein.
Dette kan reducere ubehagelige symptomer fra maven og tarmene, som mange mennesker bliver ramt af, når de er syge.
Selvom de fleste nok ikke forbinder øvre luftvejsinfektioner med mavebøvl, har forskning hos børn vist, at influenzavirus øgede mavesmerter, kvalme, opkast og diarrésymptomer.
Betændelse er en del af kroppens naturlige respons på skade eller sygdom; betændelse opstår, når hvide blodlegemer migrerer til betændt væv for at hjælpe med helingsprocessen.
Når denne inflammatoriske proces opstår i de øvre luftveje, resulterer det i almindelige forkølelses- og influenzasymptomer, som tilstoppet eller løbende næse, nysen, hoste og fortykket slim.
Omvendt kan lavere aktivitet af hvide blodlegemer i næsepassagerne reducere inflammation. Og interessant nok viser forskning, at hønsekødssuppe faktisk kan sænke antallet af hvide blodlegemer, der bevæger sig hen til betændt væv.
Det gør det ved direkte at hæmme neutrofile leukocytters (en type hvide blodlegemer) evne til at bevæge sig hen til det betændte væv.
For virkelig at forstå hønsekødssuppens lindrende og helbredende effekt, skal vi se på suppens ingredienser.
Det er nemlig ikke alle hønsekødssupper, der er fyldt med nærende helbredende egenskaber.
For eksempel mangler de ultraforarbejdede dåseversioner, både med og uden nudler, mange af de antioxidanter, der findes i hjemmelavede versioner.
De fleste dåseversioner indeholder desuden næsten ingen grøntsager.

Det er næringsstofferne i hjemmelavede versioner af suppen, der adskiller disse varianter fra dåseversionerne. Hønsekødet giver nemlig kroppen en varieret og omfattende proteinkilde til at bekæmpe infektion.
Grøntsagerne leverer desuden en bred vifte af vitaminer, mineraler og antioxidanter, og hvis suppen tilberedes efter amerikanske forskrifter, giver nudler en let fordøjelig kilde til kulhydrat, der giver kroppen energi og hjælper til at komme ovenpå igen.
Selv varmen fra hønsekødssuppen kan også hjælpe. Når vi drikker suppen og indånder dampene, stiger temperaturen i næse- og luftvejene, hvilket løsner det seje slim, der ofte følger i kølvandet på luftvejssygdomme.
Sammenlignet med varmt vand alene viser studier, at hønsekødssuppe er mere effektiv til at løsne slim. De urter og krydderier, der nogle gange bruges i hønsekødssuppe, som peber og hvidløg, løsner nemlig også slim.
Dertil kommer, at bouillonen, som indeholder vand og elektrolytter, hjælper med at hydrere kroppen.
Så for at maksimere de sundhedsmæssige fordele ved hønsekødssuppen anbefaler jeg en hjemmelavet variant, som kan tilberedes med gulerødder, selleri, frisk hvidløg, urter og krydderier, for blot at nævne nogle få ingredienser.
Men hvis du har brug for en mere bekvem løsning, så se på varedeklarationen, og vælg en suppe med en række forskellige grøntsager frem for en ultraforarbejdet, næringsfattig slags.
Kort sagt tyder den seneste forskning på, at hønsekødssuppe - selvom det ikke er en egentlig kur mod forkølelse og influenza - virkelig hjælper en til at komme ovenpå igen.
Det ser ud til, at bedstemor endnu en gang havde ret.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.