Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Historisk gennembrud: Vitamin B3 forhindrer aborter og fødselsdefekter

Annonce:

Tilskud med vitamin B3 kan potentielt både kurere fødselsdefekter og forhindre ufrivillige aborter for kvinder i hele verden.

Det fortæller forskere fra Victor Chang Cardiac Research Institute i Australien i et banebrydende studie, skriver instituttet i en pressemeddelelse.

Den nye opdagelse kan potentielt hjælpe de 7,9 millioner børn, der hvert år bliver født med fødselsdefekter verden over og giver nyt håb til kvinder, der oplever uopklarede, spontane aborter.

»Efterdønningerne vil formentlig være enorme. Det her kan potentielt mindske antallet af spontane aborter og fødselsdefekter betydeligt over hele verden, og de ord bruger jeg ikke i flæng,« siger professor fra Victor Chang Institute Sally Dunwoodie, der har ledet den nye forskning, i pressemeddelelsen.

Ifølge det nye studie kan for lave niveauer af molekylet NAD være skyld i, at et fosters organer ikke udvikler sig normalt i livmoderen.

Kroppen skal bruge vitamin B3 til at lave NAD, der er involveret i både energiproduktion, DNA-reparation og kommunikation imellem cellerne.

Og med et simpelt tilskud af vitamin B3 kan kroppen producere tilstrækkeligt med NAD til, at både fødselsdefekter og ufrivillige aborter bliver forhindret, fortæller forskerne.

Annonce:

»Vi mener, at dette gennembrud vil være et af vort lands største medicinske opdagelser. Det er ekstremt sjældent at opdage problemet og på samme tid levere en forebyggende løsning. Det er faktisk et dobbelt gennembrud,« siger professor Robert Graham, der er leder af Victor Chang Cardiac Research Institute, i pressemeddelelsen.

Et studie viste for nylig, at en tredjedel af gravide kvinder har lave niveauer af vitamin B3 i kroppen i deres første trimester, selvom de tager vitamintilskud.

Det første trimester er kritisk for udviklingen af fosterets organer.

Og ved tredje trimester stod det endnu værre til, da hele 60 procent af kvinderne nu havde for lave niveauer af vitamin B3 i kroppen.

Det indikerer, at gravide kvinder kan have brug for større mængder vitamin B3, end de får igennem de eksisterende vitamintilskud.

Forskernes næste skridt bliver at udvikle en test, der kan måle gravide kvinders niveau af NAD i kroppen.

Det vil gøre læger i stand til at udpege, hvilke kvinder der har den største risiko for at få et barn med fødselsdefekter, og dermed sikre, at de får tilstrækkeligt med vitamin B3, står der i pressemeddelelsen fra Victor Chang Research Institute.

Annonce:

Det nye studie er publiceret i tidsskriftet The New England Journal of Medicine.

on